Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1059Visninger
AA

10. To fletninger

 

Jeg havde ventet på biblioteket i næsten en time. I skjul af min computer sad jeg og holdt øje med uret over kopimaskinen. Flere lærere havde været forbi og en enkelt elev, der nok var faret vild. Deres blikke havde brændt sig fast i nakken på mig. Men jeg havde pure nægtet at se op.

Jeg havde ikke talt med Anna siden den korte samtale i går. Men havde egentlig regnet med, at hun ville sidde samme sted som sidst. Jeg skævede atter til uret. Sekundviseren trissede der ud af, uden nogen form for medlidenhed med mig.

“Er du William eller en af de andre?” lød Annas stemme. Jeg rettede mig op i den lave røde stol. Hun kom frem bag et par bogreoler.

“William” sagde jeg og smilede til hende. Jeg skævede ud ad vinduet og dukkede mig, da en-eller-anden kiggede i min retning.

Hun hævede øjenbrynet. “Virkelig?”

Jeg trak på skuldrene og brugte atter computeren som undskyldning for ikke at se nogen i øjnene. Hun satte sig overfor mig i en af de lyserøde stole. Skolen forstod virkelig at være med på den hippe mode.

Hun lænede sig tilbage og lagde benene over kors. Jeg havde helt glemt hendes intense blik. Havde hun ikke andet at lave?

“Har du altid dit hår sådan?” spurgte jeg og skævede til hende. Spørgsmålet havde været malplaceret i enhver normal samtale. Men nu kunne jeg spørge om hvad som helst, uden at det ville virke mærkeligt.

Anna hev fat i sine to fletninger og nikkede alvorligt. “To fletninger, to sider af Anna Mille Wish.”

Jeg klappede computeren sammen og lagde den ned i min taske.

“To sider?” spurgte jeg og modtog en nikken.

“Når jeg engang tør, vil jeg have en fletning” forklarede hun og så for første gang væk fra mig.

Tør? Jeg rynkede panden. Det var ikke ligefrem fordi, det var farligt, at have kun en fletning. Alligevel forstod jeg hende. På et eller andet plan.

“William?” spurgte hun, og så mig i øjnene. Men ikke på samme måde som før. Mere undrende. Mere … Anna. Hun blinkede.

“Ja?”

“Jeg tror det er bedst at kigge fremad.”

Jeg stirrede. “Hvad mener du?”

Først svarede hun ikke, så bare vedvarende på mig. Uroligt vippede jeg med foden.

“Jeg tror ikke det hjælper at leve i fortiden” hendes stemme var næsten hemmelighedsfuld, men stadig med en underklang af alvor.

Jeg grinede i mangel af bedre. “Så man skal se frem ad? Glemme fortiden?” spurgte jeg.

Hun nikkede en enkelt gang, hendes øjne en smule sammenknebne.

“Dårlig taktik til afgangsprøven” sagde jeg og hadede mig selv for at gøre en joke ud af det.

Anna trak på skuldrene og samlede sine ting. “Jeg bliver nødt til at gå nu” sagde hun, og rejste sig op.

Jeg betragtede hende forlade biblioteket. Døren, der normalt gav et hult dunk fra sig, gav ikke en lyd fra sig...

“Jeg skulle alligevel også på arbejde” mumlede jeg. Bittert lukkede jeg min taske og trak den op på skulderen. Det kunne godt være, at hun troede, at hun vidste ting om mig eller om mit liv. Men hun vidste ikke, hvordan det var at være mig. Hvordan kunne hun også det? Jeg vidste ikke engang, hvem jeg selv var. Men noget var helt klart. Jeg blev nødt til at se tilbage, lige meget hvad hun sagde. Snorene hang så fastnaglet i mig, at jeg på ingen måde ville kunne sno mig fri af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...