Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1075Visninger
AA

17. Stum og tavs

 

Jeg ved hvordan en fange har det efter dage indespærret, hvor en tilståelse kun kan bringe det hele til en ende.

Det var ved at være frokosttid. Bare tanken om mad… Jeg havde ikke forladt mit værelse, siden vi kom hjem i går. Hvorfor skulle jeg? Men det var min mave ikke enig i. Endelig gav jeg efter for fristelsen. Jeg vidste hvad, der ventede mig nedenunder. Hun havde gået frem og tilbage foran min dør hele formiddagen.

Forsigtigt satte jeg den ene fod foran den anden i håb om, at trappen ikke ville knirke. Men hun hørte mig selvfølgelig og sekundet efter stod hun for foden af trappen.

“William” konstaterede hun. Aldrig havde jeg hørt det tonefald før. Jeg var på nippet til at løbe op af trappen igen og ind på mit værelse. Men nu var jeg kommet så langt. Jeg anlagde ‘jeg har mistet min stemme’ taktikken og nåede enden af trappen. Det var nemmere sådan her. Det var nemmere at lade som om, jeg i løbet af natten både var blevet stum og døv.

Hun fulgte efter mig ud i køkkenet, hvor jeg åbnede køleskabsdøren, så jeg ikke behøvede at se hende ud af øjenkrogen.

“William” sagde hun igen. Gentog mit navn for på en eller anden måde at forstå.

Jeg greb juicen og hældte op i et glas. Hurtigt tømte jeg halvdelen og fyldte det op igen. Jeg gik i gang med at lave mig en toast, bevidst om at mor stadig stod få skridt til venstre for mig. Hvor far var henne, vidste jeg ikke. Det var trods alt weekend. Men han var nok flygtet fra konfrontationen.

“Vi bliver nødt til at snakke, William” hendes stemme var vokset stærkere, mere bestemt. “William.” Det var ikke et spørgsmål.

Jeg lukkede toasteren over brødet og fandt en tallerken frem.

“Hvor fik du knallerten fra?” Hendes spørgsmål var direkte og jeg kunne ikke lade være med at gyse over det. Jeg undgik stadig hendes øjne. Hun gentog mit navn. Og endnu engang. Toasteren var færdig og jeg løsnede brødet. Det var varmt og jeg brændte min finger. Jeg bandede sagte og stak fingeren under den kolde hane.

“William, det går ikke, det her.”

Nej, selvfølgelig gjorde det ikke det. Jeg rullede øjne.

“Vi skal snakke det her i gennem og… du skal blive på dit værelse resten af weekenden.”

Et smil, dystert, brød frem. Hvor skulle jeg da også gå hen?

Hun tolkede øjensynligt mit smil forkert: “Næste uge går du direkte hjem fra skole, okay?”

Jeg tog glasset i venstre hånd og tallerkenen i højre og gjorde mine til at forlade køkkenet.

“Okay?” Hendes stemme steg i toneleje. Hun var bestemt ikke glad. Men der var intet hun kunne gøre. Forstod hun ikke det?

Jeg trak på skuldrene og forsvandt uden om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...