Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1094Visninger
AA

30. Skønsang

 

Jeg var blå. Helt blå. Ikke den mest opfindsomme udklædning, men det føltes godt at se Kevin i øjnene med den blå ansigtsmaling.

“Jeg kan bedre lide blå” havde jeg sagt til ham og refererede til det gule hår, han havde gået rundt med. Nu var det dog vasket helt ud.

Sidste skoledag var endelig officiel. Hele skolen var samlet på boldbanen, hvor rektor stod og holdt sin tale med en mikrofon i hånden. Den samme tale hvert år. Måske nye ord, men indholdet var forudsigeligt. Tænk, om 20 år ville han nok stå og sige de samme ord, med det samme lidt for tomme blik. Men jeg smilede. Snart ville jeg aldrig behøve at se på skolen igen. Snart ville jeg kunne rive mig løs. Snart… skulle Kevin synge. Talen blev afrundet med en klapsalve, som jeg ikke deltog i. En klovn med paryk stak en albue i min side, og jeg flyttede mig to centimeter længere hen mod Snehvide. Alle var klædt ud og ingen så genkendelige ud. Jeg kunne have været omringet af piger og drenge, som jeg aldrig havde mødt før.

Jeg så rundt efter Kevin. Han var klædt i en yndig kjole. Jeg rev blikket til mig og så ned på mine blå kondisko, der til lejligheden var blevet spraymalet. Det var egentlig dumt. Ikke det med skoene, men hele traditionen.

Jeg mødte Annas blik i mængden. Hun stod på den anden side af talerpulten. Jeg kunne mærke hendes svar. Hendes kommentarer til mine tanker. Hun havde sikkert ret. Det plejede hun at have.

“Koret har desværre ikke kunne stille op i dag, men heldigvis har vi en vaskeægte solosanger i bagærmet…” Jeg så fra Kevin til podiet og mærkede mit hjerte sætte farten op.

“Tag godt i mod Kevin fra 9.B!”

Der blev stille blandt niendeklasserne. Inden i mig sprang sommerenge ud i flor og harperne blev stemt.

Rektor så ud i mængden og fik øje på Kevin. Han viftede ham op og gik et skridt hen mod mikrofonen igen. “Ikke så genert, kom nu Kevin!”

Jeg gik forsigtigt baglæns og trak mig ud af mængden, stadig med øjnene på Kevin. Langsomt vendte han hovedet og søgte blandt ansigterne. Jeg dukkede mig ud af syne.

Rektor var trådt ned fra podiet og havde stukket mikrofonen i hånden på Kevin, der overrasket blev skubbet i retning af podie at publikums hænder. Melodien til den gamle skolesang startede.

Da Kevin missede de første ord i sangen begyndte et par stykker at grine. Han vendte sig rundt og fik så endelig øje på mig. Endnu et par takter gik, og et par af lærerne så bekymrede ud. Jeg sendte Kevin mit mest opmuntrende blik og vendte mig for at finde Anna. Men hun var ikke, hvor jeg sidst havde set hende.

Kevin var halvhjertet begyndt at synge med på melodien, ikke kønt, slet ikke. Værre end i badet. Latter fik ham til at stoppe, men jeg kørte videre på den, latteren. Musikken blev brat stoppet og arrangementet hurtigt afbrudt. Kevin forsvandt atter i mængden, men denne gang kunne jeg følge ham. Folk bøjede af og lod ham stå alene.

“Øhmm… Ja, okay. Om tyve minutter vil der være fodboldkamp mellem 9. klasserne og lærerne. Gå ikke glip af det!” sagde rektor en smule rystet i mikrofonen. Der stod katastrofe malet i panden på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...