Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1085Visninger
AA

20. Sandheder

 

Jeg skippede resten af timerne. Hvorfor skulle jeg dukke op? Det hele var alligevel snart ovre. Jeg klyngede mig til den tanke, da jeg satte kursen hjem.

På vej ud af skoleporten dukkede Anna op. Hun sagde intet. Ikke engang et ‘hej’. Men på den anden side… Det gjorde jeg heller ikke. Mit humør var i minus.

“Vi bør gøre noget” sagde Anna endeligt, da vi, side om side, drejede ned af den sidste vej. Jeg kunne se huset her fra.

Anna stoppede op, og jeg gjorde det samme. Hun så direkte på mig med de der intense øjne og gentog så, hvad hun netop havde sagt: “Vi bør gøre noget”. Hun kneb øjnene let sammen som for at fremtvinge et svar. Men hvad skulle jeg sige? Hvad kunne jeg gøre?

“Anna…” begyndte jeg, men tav så. En bil var netop trukket op foran huset. Vores hus. Jeg genkendte bilen. Lige hvad jeg havde brug for… Hvorfor kom de hjem så tidligt? Jeg så på mit ur. Klokken var halv et.

Både far og mor trådte ud af bilen efter at have parkeret den i carporten. De så mig ikke. Jeg overvejede et kort øjeblik at smutte tilbage til skolen. Men den tanke skød jeg hurtigt ned. I stedet nærmede jeg mig huset langsomt. Mon jeg kunne nå indenfor, mens de for eksempel var i køkkenet? Jeg skulle være hurtig og lydløs. Jeg så mig over skulderen. Anna var allerede væk.

Langsomt trykkede jeg dørhåndtaget ned og tittede indenfor. Hvad jeg ikke havde forventet var, at de begge stadig stod i entreen. Jeg fangede mors forbløffede øjne. Mon de havde talt om mig? Selvfølgelig havde de det.

“Øh, hej William” sagde hun, og jeg lod som om, at jeg også blev overrasket: “Hej, I er godt nok tidlig hjemme.” Den overhørte de begge, da jeg lukkede døren bag mig. Jeg kunne ikke komme forbi dem, for de spærrede indgangen til stuen.

Far så alle andre steder hen end på mig. Jeg trak langsomt skoene af og satte dem rigtig på plads for ikke at skabe alt for mange problemer. Jeg havde nok i forvejen.

“Knallerten” sukkede far endelig, efter min mor havde kigget længe og insisterende på ham. Ville de tage den nu? Jeg overvejede mine muligheder. Det lod ikke til, at jeg slap forbi dem og bagud kunne jeg ikke gå.

“Politiet har konfiskeret den” informerede mor mig. De måtte have været på politigården. Det var derfor de var hjemme så tidligt.

Hendes blik stak som nåle. Far trådte nærmere og lagde en hånd på min skulder. Jeg rystede den af. Det var sikkert noget, han havde set i en film kaldet ‘Den bedste måde at håndtere en teenager’.

“Vi bliver nødt til at vide, om du har stjålet den” hans blik var strengt. Jeg havde aldrig lagt mærke til, at han havde en vredesrynke mellem øjnene...

Jeg sad i saksen. Det var jeg klar over. Men jeg kom til den konklusion, at hvis jeg fortalte den uundgåelige sandhed, så ville de måske glemme, at jeg var kommet så tidligt hjem, og jeg ville derved undgå at finde på en løgn til at dække over det.

“Okay” overgav jeg mig. “Okay, okay.” Jeg kunne se lettelse sive fra dem. De måtte virkelig have været bekymret.

“Kan I huske onkel til fødselsdagen?” Mor så forvirret ud. “Og da han nævnte, at jeg ikke havde fået en knallert?” Hun kunne se, hvor det førte hen.

“Ja, det var hans gave til mig” konkluderede jeg og sørgede for ikke at nævne den tanke.

De var så forbløffede, at jeg nemt kunne komme forbi dem og ind i stuen nu. Hurtigt tog jeg trappen og lukkede døren til mit værelse bag mig. I det mindste havde de nu en anden at skyde vreden over på. Jeg forventede ikke at se min onkel til flere familiefødselsdage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...