Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1068Visninger
AA

5. Rød tomatpuré

 

En palle kan bære hundrede dåser tomatpuré af de store slags. Jeg ved præcis, hvor langt tid det tager at sætte en dåse på hylden og gøre klar til den næste. Omkring fem sekunder, plus minus et halvt sekund. Jeg får 65 kr i timen, det vil sige at jeg for hver tomatpure, som jeg har sat på plads, har tjent 65 delt i 60, altså 1,08, delt yderligere i 5, det vil sige 0,22 kr for hver dåse tomatpuré.

Siden oktober har jeg arbejdet i Fakta. Pengene er gode, især om søndagen. Til tider er det rart at komme lidt væk fra ens eget liv og bare være en ung knægt iklædt den sorte og røde trøje med navn på brystet.

11 kr og ca. fire minutter senere blev jeg stoppet i mit arbejde af en gammel dame med hårnet. Hun ville vide, hvorfor der ikke var blevet fyldt op med agurker.

“Hvis ikke der er flere, så er det fordi, at vi har udsolgt” svarede jeg hende høfligt. Det stod på min jobbeskrivelse. Jeg skulle være høflig over for kunderne. Det hjalp at tænke på, at det var dem, som var kilden til min løn.

Den gamle sendte mig et tvært blik og tøffede så videre hen over det glatte gulv. Jeg skævede til mit ur. Hvor lang tid havde den korte samtale taget? 10 sekunder? Længere? Jeg gav op og lænede mig op ad pallen, der var blevet en del mindre. En stresset kvinde med to børn på slæb skævede til mig, hvorefter hun hurtigt så væk igen. Gad vide hvad hun tænkte om mig? Måske tænkte hun, at en dag ville hendes to små unger være i min alder, være to problemer og kilder til bekymring. Måske tænkte hun, at jeg skulle se at komme tilbage til mit arbejde, og at alle teenagedrenge var så forbandet dovne. Måske tænkte hun slet ikke på mig.

Jeg vendte mig om mod pallen og skar plastikken, der dækkede den næste kasse, over. I sidste uge havde jeg skåret for langt ind i en papkasse med cola. Det havde været som et springvand af sort klistret stads. Men jeg fandt ud af, at cola udmærket kunne bruges som et alternativ til voks, hvis man altså nyder en dunst af tilsætningsstoffer, der burde være ulovlige og hårtotter der ikke vil eller kunne skilles ad.

Jeg begyndte forfra på min tælleleg. Talte penge og minutter. Jeg havde ikke rigtig brugt nogle af de penge, som jeg tjente. Jeg havde simpelthen ikke nogen idé om, hvad jeg skulle bruge dem på. Det havde Kevin til gengæld. Men jeg havde fået den vane, at skubbe ham ud af mine tanker. En øvelse jeg var blevet særdeles god til. Ofte efterlod det mig bare en smule tom.

Af og til fangede jeg en af kundernes blikke. Jeg begyndte at digte historier om mig selv. Tillagde mig selv personligheder, interesser og udtryk. Nogen gange var jeg ham den populære alle så op til, men det var et kliche. Andre gange var jeg ham, der samlede ind til Red Barnet og hjalp den gamle dame, med at finde et alternativ til de manglende agurker. Men identiteterne syntes at være flade, døde. Det var en skal, som jeg kunne iklæde mig, men ikke den jeg var. Men hvem er jeg så? Lød den indre stemme. Jeg hader indre stemmer.

Med en voldsom bevægelse skar jeg hul på den sidste kasse med tomatpure. Bladet snittede min tommelfinger, og blod begyndte at pible frem. Jeg bandede højlydt og ignorerede flere bebrejdende blikke. Dåserne efterlod jeg bag mig og gik så mod baglokalet. Jeg fandt førstehjælpskassen og fik sat et plaster på såret. Men livet havde efterhånden lært mig, at lige meget hvor godt man dækker sår til, så vil det altid være der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...