Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1085Visninger
AA

18. Popularitetsfaktor

 

Med søvngængerbevægelser bevægede jeg mig nedenunder. Mit vækkeur havde på mystisk vis glemt at sætte sig selv, og jeg var kommet alt for sent op, at dømme efter de ikke eksisterende stemmer, der normalt var ved morgenbordet. Mor og far måtte allerede være taget af sted på arbejde... Jeg kæmpede for at holde øjnene åbne, da jeg åbnede køleskabet. Jeg stirrede på madvarerne og lænede hovedet mod køleskabsdøren, med det resultat at det svingede væk fra mig, og jeg fik overbalance. Hurtigt kom jeg på rette køl igen.

Jeg valgte i stedet en pakke toastbrød, mens jeg prøvede at undgå at se på klokken. Jeg var ikke kommet for sent i skole… ikke endnu i det mindste.

Det ristede brød gav en dejlig duft fra sig. Jeg vendte stykkerne med det yderste af fingerspidserne for ikke at brænde mig på brødristeren. Det var en af de billige, som hvert øjeblik truede med at sætte ild til hele huset.

“Hey! William!” lød et råb oppefra. Kevin var her endnu.

“Ja?” svarede jeg og stak hovedet ud ad køkkenet, så jeg kunne se trappen.

“Tager du ikke den sorte trøje på i dag?”

Jeg lukkede øjnene for at tøjle ilden. Havde han ikke lært, at jeg ikke længere ville være med i hans bande? At jeg ikke længere ville være hans evige skygge?

I stedet for at svare gik jeg tilbage til mit toastbrød. Hurtigt fik jeg skubbet skiverne over på tallerkenen. I køleskabet fandt jeg smør og marmelade frem.

Trappen knirkede, da Kevin dundrede ned ad den. “William!” råbte han og kom ud i køkkenet. Jeg vendte mig ikke om, men kunne høre at han var irriteret på mig.

“Hvad?” mumlede jeg og tog en bid af brødet.

“Du hørte godt, hvad jeg sagde…”

Selvfølgelig havde jeg hørt, hvad han sagde. “Svaret er nej” Langsomt drejede jeg rundt på hælen og så ham ind i øjnene. “Nej. Jeg vil leve mit eget liv! Jeg vil bestemme selv, okay?”

Kevin trådte et skridt tilbage, men jeg kunne ikke stoppe nu. Vreden pulsede gennem mine årer.

“Prøv at se på dig selv!” råbte jeg nu. “Prøv at se på dig selv! Altid skal det være en måling i popularitetsfaktor!” Jeg tog mig selv i at bruge Annas ord.

“Kan du ikke bare være dig selv?” fik jeg ud og følte mig drænet for energi. Kevin stirrede på mig, og selvom jeg normalt vidste hvad han tænkte, så var det umuligt for mig nu.

Det var ham, der brød øjenkontakten og forlod rummet uden at sige noget. Han smækkede hoveddøren og efterlod stilheden rungende som en lussing. Jeg lukkede øjnene kortvarigt og vendte mig mod toastbrødet. Min sult var stilnet, og jeg havde egentlig ikke lyst til morgenmad længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...