Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1065Visninger
AA

2. Ord

 

Andengradsligninger. Fantastisk. Lige hvad jeg altid havde drømt om. Jeg ved ikke hvad, der er med lærere nogen gange. Det er som om, de ikke forstår, hvad det vigtigste i livet er, men kun kan se en kvart centimeter længere end den næste matematikbog, danskbog eller grammatikbog. Men selvfølgelig… Det var jo deres job. Det gjorde mig en smule mere deprimeret.

Jeg kiggede ud af vinduet, som havde udsigt til legepladsen og lidt af biblioteksbygningen. Legepladsen var tom. Den ene gynge svingede trist i vinden, men blev snart stille igen. Jeg kunne huske, da jeg var lille,

og legepladsen havde været splinterny. Det havde været den bedste skoledag nogensinde. Alle havde været derovre, store som små. Sådan var det ikke længere. Så meget havde forandret sig.

“Ikke, William?” Jeg så over mod tavlen, hvor vores gamle lærer, Inger havde rettet et bestemt blik mod mig. Fantastisk. Jeg så igen ud af vinduet og hørte en stemme et par rækker til højre for mig.

“Ja?” Ingers falkeblik flakkede. Jeg smilede og så ned i bordet for at skjule det. Hendes forvirring var guld værd.

“William…” tøvede hun, men samlede sig så igen. “Er du ikke enig?”

Jeg vendte mig i sædet og blinkede til Kevin. Det gamle trick. Det virkede hver gang.

“Jo, meget” sagde Kevin og nikkede alvorligt.

“Jeg har faktisk et spørgsmål.” Fortsatte han.

“Ja?”

“Har du fået tjekket dine øjne for nyligt?”

Det udløste en storm af latter fra klassen. Jeg skævede til Inger. Hun havde det der lærer-træk om munden. Det skulle Kevin ikke slippe godt fra.

“William, du bliver her efter timen” sagde hun og nikkede bestemt, hvorefter hun vendte sig mod tavlen.

Jeg rettede mig op.

“Okay” svarede jeg og kunne se Inger fryse på stedet. Så drejede hun sig langsomt, og hendes blik fangede mit. Jeg så ned. Det var nok. Inger drejede sig om mod Kevin.

“Kevin, du bliver her efter timen. Det samme gælder dig, William.” Jeg sukkede. Gennemskuet. Kevin sendte mig blikket. Jeg så atter ned. Fedt. Alt sammen min skyld, selvfølgelig. Selvom Kevin og jeg var enæggede tvillinger, lignede vi på mange måder ikke hinanden.

Jeg skrabede med fingeren over en blyantstreg på bordet. Den blev tværet ud.

“Jeg ved godt, at vi nærmer os sommerferien. Men der er et par prøver inden da, så hvis I vil koncentrere jer et par uger endnu, så kan I få den frihed, som I hungrer så meget efter.” Inger sendte et smil ud over klassen. Jeg vendte blikket mod vinduet igen.

“Eksamen er for døren!” understregede hun igen. “Så lad os koncentrere os om andengradsligningerne, inden I er frie. Okay?” Lyden af kridt mod tavlen var igen den eneste lyd i klassen.

Frie. Jeg smilede ironisk. Vinden tog fat i det store bøgetræ midt i skolegården. En fugl lettede fra det, sikkert forskrækket over den bratte bevægelse i de øverste grene. Fri som fuglen. Var man virkelig fri, hvis man var en fugl? Jeg fulgte fuglen med øjnene, lidt efter landede den i det samme træ. Ville det være bedre at være en fugl? Den lettede igen. Næppe. Selvom den kunne flyve, så var den ikke videre intelligent. Men måske det var frihed? Fuglen forlod skolegården og fløj af sted. Hvor, var ikke godt at vide. En fugl ville bestemt ikke klare sig godt til prøverne. Men hvad var frihed så?

Skoleklokken ringede og afbrød Inger midt i en sætning. Det var i hvert fald et tegn på frihed. Jeg rejste mig fra min plads, men huskede så Ingers ord. Vi skulle vente. Jeg sank ned på stolen igen. Christian klappede mig på skulderen og smilede. Jeg nikkede tilbage.

Da klassen var tom, kom Inger ned til os. Hun satte sig på en stol på rækken længere fremme. I en tid sagde ingen noget. Jeg stirrede ud af vinduet, men der var ingen fugle. De var nok i gang med at udleve deres frihed.

“Hvad skal I efter sommerferien?” Spørgsmålet kom uventet, og jeg skævede til Kevin. Han tog det med ro.

“Gymnasiet” svarede han. “Det skal William også.” Jeg nikkede bekræftende, hvor meget jeg end hadede at skulle gøre det.

“I forstår vel at til den tid, kan disse små finurligheder ikke lade sig gøre?”

Jeg trak på skuldrene, men Kevin svarede:

“Selvfølgelig.”

Inger slog hænderne sammen og rejste sig. “Nå, men så er der jo ingen bekymring, vel?”

Jeg rystede på hovedet. En disciplin jeg burde få en guldmedalje for. Hun lod os gå.

På vej ned til kantinen, hvor størstedelen af klassen formentlig sad, sagde Kevin intet, han så end ikke på mig. Jeg fulgte efter ham, som han tog føringen.

Klassen modtog os med en klapsalve, som fik resten af eleverne i kantinen til at kigge. Jeg satte mig hurtigt ned.

“Genialt” kommenterede Oliver. Han slog huller i luften. “Simpelthen genialt. Hver eneste gang!” Jeg smilede, men hans blik var rettet mod Kevin.

“Virker hver gang” affejede Kevin kommentaren og så ud over sine tropper. De fleste af drengene og halvdelen af pigerne fra klassen var samlet ved det lange bord.

Kevin sad for bordenden som sædvanlig. Jeg sad ved hans side som sædvanlig. Sådan gik det ned langs bordet. Faste pladser.

“Hvad ville hun?” nærmest råbte Line længst væk. Jeg så op og fik øjenkontakt med hende. Kevin kom i forkøbet.

“Bare lige sikre sig, at vi ikke ville glemme vores navne i fremtiden” grinede han. Kevin efterlignede Inger: “Er I nu sikre drenge? Mine øjne er jo ikke hvad de har været. Måske skulle jeg få dem tjekket?” De udløste selvfølgelig latter. Jeg gjorde mit bedste og lo med. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Eller… Det er løgn. Men sandheden er ofte den, der gør mest ondt.

“Jeg ved ikke, hvor du får det fra, men det er genialt!” Det var Oliver igen. Genialt. Tsk… Kevin tog imod ordene uden at fortrække en mine. Men jeg kunne se hans selvtilfredshed. Ord. Jeg stoler ikke på dem. De kan vrides og drejes, og hvis de siges nok gange i træk, mister de deres betydning. Goddag? Et ord uden betydning. Genialt? Et ord uden betydning. De færreste ord har betydning nu. Selv et ‘jeg elsker dig’ er blevet slidt i kanten.

Kevin rejste sig fra bordet. Alle øjne fulgte ham, da han gik hen til en pige. Pigen. Hun omfavnede ham og hviskede noget i hans øre. Ord. Det var Rosa. Jeg så efter dem, da de forlod kantinen. Blikke fra de andre stak mig i nakken. Jeg tog en bid af min sandwich og stirrede ned i bordet. Hvis jeg stirrede længe nok, ville der nok blive boret et hul igennem det. Så ville jeg have en god historie at fortælle. Men det tog åbenbart for lang tid. En efter en forlod de bordet. Oliver, som en af de sidste, lænede sig frem mod mig.

“Det kan godt være, at I ligner hinanden, men Kevin er altså langt mere coooooool…” han trak ordet ud, så sej han var. Jeg rullede øjne af ham, men ingen var til stede til at se det.

Ord. Hvad skal man med dem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...