Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1066Visninger
AA

21. Og vi bliver ved

 

Jeg burde være ligeglad. Ligeglad med Kevins små finurligheder og kampen om magt. Jeg burde være ligeglad. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare se den anden vej. For de kunne slå igen hvornår det skulle være.

Jeg gik ikke til time, da det ringede ind. Det var ved at blive en vane. I stedet styrede jeg mod biblioteket.

De sædvanlige polstrede, lyserøde stole stod og smilede til mig, men jeg kunne ikke smile tilbage, ikke lige nu. Jeg satte min hårdt prøvede taske fra mig på jorden og satte mig i min stol. Jeg var næsten sikker på, at det kun var mig, der brugte den. Kortvarigt lod jeg mine øjne synke i, og da jeg åbnede dem, sad Anna i stolen over for.

Hun sad med hovedet let på skrå, de to fletninger lå mageligt på hendes skuldre. Jeg vidste, at hun kunne se, at der var noget i vejen. Men hun spurgte ikke ind til det. Det var derfor, jeg holdt så meget af Anna. Med den ene pegefinger drejede Anna globussen, der stod på det lille bord foran os, rundt. Jeg så Afrika passere og måtte igen lukke øjnene, da jeg begyndte at regne omløbstid. Det var virkelig ikke noget, jeg havde behov for lige nu. Mest af alt havde jeg brug for bare at have ingenting at tænke på.

Globussen faldt igen til ro og uden at sige noget, tog Anna en bog frem. Jeg havde godt lagt mærke til, at hun læste ret ofte. Men havde aldrig selv lagt hænderne på en af dem. Jeg betragtede hende læse, bladre og læse igen.

“Hvorfor er du sådan?” spurgte jeg og tog mig selv i at lægge hovedet let på skrå.

“Hvad mener du?” sagde hun let og så på mig.

“Jeg mener… hvorfor er du her?”

Anna så på mig i et par sekunder og vendte så atter tilbage til bogens sider. Irriteret fingererede jeg ved stolens armlæn.

“Hvorfor hjælper du mig?” blev jeg ved og prøvede at fange hendes blik. Endelig så hun op.

“I håb om at blive klogere på mig selv” afgjorde hun og nikkede en enkelt gang, som om sagen dermed var afsluttet.

Jeg rullede øjne af hende og sparkede let til min skoletaske med foden.

“Hvorfor bliver alle ved med at gøre ting?”

“Hvad?”

Jeg gentog ikke mit spørgsmål, for jeg vidste, at hun havde hørt mig. “Hvorfor tager man hver dag i skole eller på arbejde?”

“For at lære. For at tjene penge. For at begå sig i livet” sagde Anna og lukkede bogen.

Jeg trak på skuldrene. “Hvad er meningen, Anna?”

“Meningen med livet?”

Hun vidste, hvad jeg tænkte. “Ja” sagde jeg og nikkede. “Skole giver dig en fremtid, og du kan få et arbejde, du kan tjene penge, få børn, blive gammel og gøre din pligt som borger i samfundet. Men hvorfor? Hvorfor overhoved anstrenge sig så meget, når det hele alligevel slutter?”

Anna stirrede på mig med en alvor, der langt oversteg hendes normale. “William…” sagde hun, men fortrød øjensynligt.

Jeg rystede på hovedet. Det var jo ikke fordi, at jeg havde noget i mod alt det. Livet altså. Nogen gange… Jeg virrede med hovedet.

“Men vi bliver ved. Vi fortsætter” mumlede jeg. “Jeg fortsætter. For på en underlig måde, så er det… dejligt” jeg smilede sørgmodigt til hende.

Anna nikkede. “Hvis man ikke tænker for meget over det hele, men bare nyder turen, så får man mest ud af det, William.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...