Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1066Visninger
AA

16. Nok af alt

 

Plasticsolen var usædvanlig hård. Lyset, som pæren i loftet udsendte, var utrolig hvidt. Jeg gned øjnene og stirrede på døren til det lille venteværelse, jeg sad i. Alene. Normale venteværelser var overbefolkede, der var automater og ugeblade. Men dette var anderledes. Dette var beregnet til en person. En, der ventede på at komme ud, ikke ind.

Et kamera var placeret taktisk i det ene hjørne, men jeg tvivlede på, at det faktisk kørte. Jeg lagde hovedet i hænderne. Scenarierne kørte forbi som blinkende lygter fra en knallert, der nu syntes at være en drøm. Hele tiden dukkede mors ansigt op. Det hjalp ikke at lukke øjnene, for blikket fulgte med ind bag øjenlågene. Mest af alt havde jeg lyst til at vågne op fra en ond drøm.

Hvor længe havde jeg ventet? En time? To? Eller var det længere? Politimanden havde bedt mig om at vente her, indtil mine forældre ville komme og hente mig. De havde taget alle mine ting, mobil, taske...alt.

Da dørhåndtaget blev trykket ned skød et skud adrenalin gennem min krop. Ind kom politimanden. Han nikkede til mig.

“Kom med knægt, dine forældre er her nu.”

Jeg følte det som om, jeg kunne kaste op. Men alt jeg gjorde var at rejse mig og forlade det lille rum. Udenfor stod mine forældre og ventede. Jeg slog blikket ned. Det var for meget at skulle møde deres skuffelse. Gulvet var egentlig også ret interessant.

“Vi bliver nødt til at give dig en advarsel William, men da det er din første anmærkning, vil der ikke ske andet, okay?”

Jeg nikkede og stirrede på politimandens sorte sko.

“Jeg håber, at du forstår. Hvis vi fanger dig i det igen, vil det komme til at resultere i en plettet straffeattest.”

Jeg nikkede igen. Noget jeg var særdeles god til. Politimanden lod os gå, og jeg skævede for første gang op på mine forældre. Mor lignede et lagen, og far havde et net af rynker i panden. En tung hånd blev lagt på min skulder, og far førte mig bestemt ud af politigården.

På vej hjem i bilen var der stilhed. Jeg kiggede ud af vinduet og ønskede, at jeg ikke havde efterladt Anna.

Far sænkede farten betydeligt ved svinget inden vores hus. Vi holdt ind foran huset i stedet for at trille ind i carporten.

De vendte sig begge to i sædet, og jeg måtte synke en klump. Havde de sparet al deres vrede op? Lige om lidt ville jeg drukne i et vandfald af skældsord.

“William… “ hviskede mor, og jeg var ved at få tårer i øjnene. Hvorfor gad hun ikke at råbe? Hvorfor fortalte hun mig ikke, at jeg fra nu af ikke længere kunne være deres søn?

Far trak vejret dybt.

“Vi har snakket sammen, din mor og jeg, og vi er kede af det” sagde han. De vekslede blikke. Jeg stirrede fra den ene til den anden. Kede af det? Var de kede af det?

“Måske har vi ikke været de bedste forældre og…” min far tav i mangel af ord. Jeg rystede på hovedet.

“I har slet ikke noget med det her at gøre! Hvorfor skal I altid blande jer i mit liv? Giv mig for en gang skyld lov til at tage skylden for mig selv!” Jeg havde hævet stemmen, og mor krympede sig.

Vredt åbnede jeg bildøren, trådte ud på fortovet og gik op mod huset uden at skænke dem et blik. Jeg havde fået nok. Nok af alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...