Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1086Visninger
AA

14. Mørke skygger

 

“Hey!” Kevin stak hovedet ind ad døråbningen til mit værelse. Jeg snurrede rundt på kontorstolen og så spørgende på ham.

“Vil du med ud og spille fodbold?” Kevin var næsten på vej ud af værelset, som om det var en selvfølge, at jeg ville med. Ilden inden i mig, der nu brændte konstant, flammede op.

“Nej” svarede jeg og snurrede tilbage i kontorstolen. Bag min kunne jeg høre Kevins hjerne arbejde på højtryk.

“Nå … okay” lød hans mindre entusiastiske stemme. Døren lod han stå åben, da han gik. Men det gjorde ikke noget, for jeg havde endelig vundet en sejr. Den smagte dog ikke så sødt, som jeg havde drømt om.

 

Gyngen knirkede værre end nogensinde før, da jeg satte af med benene og lod mig hvirvle gennem luften. Mon far snart ville rive den ned? Anna sad i græsset og betragtede mig.

“William” konstaterede hun, da jeg satte mig ved siden af hende.

“Bør jeg få dårlig samvittighed, hvis jeg nyder at trodse Kevin?” spurgte jeg.

Der var et øjebliks tavshed. “Nyder du det?” spurgte hun.

Det tænkte jeg lidt over, inden jeg kom til en konklusion. “Nej… ikke sådan rigtig.” Jeg rettede mig selv: “Ikke så meget som han plejer at nyde det.”

Jeg pillede et par græsstå op og rullede dem mellem tommel- og pegefinger.

“William?”

“Ja?”

“Du er ikke Kevin.”

“Ja… det ved jeg” sukkede jeg og så op mod himlen. “Jeg burde ikke leve i hans skygge.”

“Burde?”

“Ja” mumlede jeg, ikke sikker på hvad jeg skulle synes eller føle. Jeg skiftede bevidst emne, klar over, at det ville være lige så åbenlyst, at jeg gjorde det for Anna, som for mig selv:

“Jeg har tænkt på noget. Det du sagde om fremtiden og de ting, du ville gøre, når du blev stor. Kan du huske det?”

“Ja?”

“Hvorfor vente? Hvorfor ikke bare gøre det nu?”

“William, du går i skole. Du kan jo ikke bare sådan rejse.”

Jeg trak på skuldrene. “Måske ikke. Men hvorfor er det altid, ‘når jeg bliver stor’. Hvorfor kan man ikke udleve sine drømme nu?”

“Har du fundet ud af, hvad din drøm er da?” spurgte Anna som modspil. Det fik mig til at tie.

“Behøver man det? Behøver man have en drøm?”

“Selvfølgelig” afgjorde hun kort. “Hvad skal man ellers leve efter?” Det hang i luften i et stykke tid.

Min mobil vibrerede. En SMS var tikket ind.

Jeg fandt den frem fra lommen. Det var fra min onkel: ‘Mød mig ved den gamle tank. Jeg har en overraskelse.’

Jeg gloede på beskeden. Hurtigt læste jeg SMS’en op for hende.

“Skummelt” afgjorde hun. Jeg nikkede. Det lød ret underligt.

“Sådan er min onkel” sagde jeg og prøvede at lyde som om, det var sådan, han plejede at være. Det var det selvfølgelig kun til dels. Men en onsdag aften?

“Jeg går der hen” afgjorde jeg og rejste mig.

Det stod klart, at det bestemt ikke ville være en god ide at involvere mor og far, så gik ud gennem det hemmelige hul i hækken, som havde været der siden Kevin og jeg var helt små.

Jeg satte i løb ned ad vejen og drejede til højre ved hovedgaden. Tanken lå godt 500 meter fra vores hus, så det tog ikke lang tid, før jeg stod pustede foran den.

Lyset var blevet svagere, og den skumle bygning med træbjælker for vinduerne så ikke ligefrem indbydende ud. Da jeg var mindre, havde jeg altid troet, at der i den gamle tankstationsbygning boede spøgelser og hekse. Måske ikke lige den kombi, men i hvert fald havde jeg været rædselsslagen for den faldefærdige bygning. Jeg havde nægtet at gå forbi den, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt brød grædende sammen midt på gaden, fordi jeg havde fået øje på den.

Nu var jeg dog ikke overbevist om, at bygningen indeholdt hekse og spøgelser. Jeg var nærmere af den overbevisning, at der boede en narkoman eller to derinde.

“William, kom her” lød min onkels hæse stemme. Han stod henne ved tankens skyggefulde hjørne. Jeg så mig over skulderen, trak så vejret dybt og gik hen til ham.

“Hvad sker der?” spurgte jeg ham.

Han afværgede mig og vinkede mig rundt hen om hjørnet. Jeg fulgte efter ham hen til bagdøren ind til tanken. Det måtte engang have været personaleindgangen.

Onkel fiskede en lang lommelygte op af jakkens inderlomme og tændte den. Indenfor var der papkasser og… lyskeglen afslørede en knallert.

Jeg stirrede og drejede så om på hælen for at møde onkels blik..

“Hvad?” spurgte jeg lige ud og stirrede på ham.

“En knallert” sagde han og så stolt på mig. Han mindede om et lille barn, der havde tegnet sin første tegning og ville give den til sin mor.

“Ja… det kan jeg se.”

“Til dig!” udbrød han og sendte mig verdens største smil. Var han gået fra forstanden?

“Tak og alt det der, men tror du virkelig det er en god ide? Har du tænkt på mor?”

Han affærdigede mig igen. “Din onkel er skam snedig, at du ved det. Det er jo derfor, at vi er her!”

Jeg stirrede endnu mere intenst på ham end før. Han måtte være sindssyg.

“Her?”

“Ja! Du kan komme og gå som det passer dig. Du får koden til låsen, og så kan du køre natten tynd!”

Jeg rystede på hovedet af ham og gik ud af døren igen. Hans skuffelse var stor. Jeg kunne mærke den pulsere fra ham.

“Koden er 2005!” råbte han efter mig, da jeg satte kursen hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...