Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1076Visninger
AA

32. Mig, mig, mig

 

Klasseværelset så underligt tomt ud uden de faglige og alt for farvestrålende plakater på væggene og uden bunker af skrald i krogene og bøger og papirer flydende på bordene. Jeg havde faktisk aldrig bemærket, at væggene ikke var decideret hvide, men en underlig creme-gul farve. Som om de faktisk havde været hvide og nymalede engang, men havde lagt øjne og øre til alt for mange klasser gennem årene.

Ude på gangen var larmen ebbet ud, og hele skolen syntes at blive stille igen. Jeg vippede tilbage på stolen og foldede armene bag hovedet, hvor jeg kunne støtte det. For mit indre blik kunne jeg genkalde mig blikkene fra fodboldbanen. Jeg kunne høre Kevin råbe efter mig, og jeg kunne se hans anspændte mine, da han lukkede døren efter at være kommet hjem fra Rosa.

Jeg lukkede øjnene og kunne høre den svage lyd af fodtrin på gangen. Snart ville jeg være fri, og da jeg åbnede øjnene, så jeg en fugl lette fra et af træerne i gården. Snart ville jeg være fri fra mine bånd, der holdt mig nede, der holdt mig bundet til denne sociale rangordning, som folkeskolen de sidste år havde forvandlet sig til. Jeg trak vejret dybt og mærkede, at jeg kunne gøre det frit.

Skridtene stoppede op ude på gangen, og jeg kiggede hen mod døren, der stod på klem. Jeg kendte de kondisko. Jeg kendte det lille sorte mærke på dem.

Døren blev slået op med et brag. Sparket op. Kevin.

Jeg lænede mig forover, så stolen atter stod på sine fire ben. Aldrig havde jeg set lyn skyde i gennem de øjne som nu. Da han hævede sin hånd, rystede den. Han pegede med en enkelt finger på mig.

“Du…” Det lød som en trussel. Jeg blinkede og så mig omkring. Men denne gang kunne jeg ikke undvige, og jeg havde ingen smarte planer i ærmet.

Bag ham tittede et hoved ind gennem døren. Det var Anna. Hun sagde ikke noget, men så bare direkte på mig. Som om hun ville minde mig om noget.

“Anna, gå” sagde jeg og kiggede atter på Kevin. Han kiggede sig over skulderen og så langsomt tilbage på mig. Med intenst blik rystede han på hovedet.

Jeg fik en umådelig trang til også at ryste på hovedet. Ryste på hovedet af ham. Men hele hans krop var spændt.

“Kevin… jeg.” Men jeg havde ingen ide om, hvad det var, jeg ville sige, så jeg tav og så afventende på ham.

“Du har ødelagt alt” hviskede han. “Alt.” Det så ud som om, han var blevet rolig. Ualmindelig rolig. Det var ikke et godt tegn. Og den lavmælte stemme…

Jeg trak på skuldrene og fik følelsen af at være i kontrol af situationen. Jeg var den den som havde betingelserne for at gå derfra med en sejr i behold. Sådan havde det altid været i mellem os. En kamp.

“Verden står her endnu, så alt kan jeg vel ikke have ødelagt. Vel?” Jeg trak et smil frem i mundvigen og hang ved hvert ord, som var det sukker. Det antændte ham, og jeg blev kastet ned fra min stol og ramte gulvet med en dundrende lyd. Et kort øjeblik troede jeg, at jeg skulle besvime. Alt blev sort.

Kevins ansigt fyldte hele min synsvinkel, men jeg måtte blinke et par gange, for at høre ordene, der kom ud af hans mund:

“... lille lort. Jeg forstår ikke hvordan, vi kan være i familie. Jeg... “ Og til min overraskelse gav han slip i min trøje. Kevin faldt tilbage på den stol, som jeg et øjeblik forinden havde siddet i. Han rystede. Rystede over hele kroppen.

Jeg kom op på den ene albue og sikrede mig, at jeg faktisk have kortere til døren, end Kevin havde. Mit hjerte frøs nærmest til is, da jeg atter kiggede på ham. Der løb tårer ned ad hans kinder. De dryppede ned på blanke gulv.

Han så, at jeg stirrede på ham og vendte sig kortvarigt væk, til tårerne var forsvundet. Jeg havde fået en klump i maven. Var jeg gået over stregen? Men alle de år… Alle de år hvor jeg havde været reduceret til en skygge. Hans skygge.

Jeg kom op at stå og trådte nærmere.

“Jeg fortryder kun, at jeg sank ned på dit niveau” sagde jeg og hentydede til de sidste par dage. “At gøre andre ondt på bekostning af ens personlige vilje, det er ikke min metode. Det er din.”

Kevin rystede på hovedet og så koldt på mig. “Du føler dig rigtig bedre over andre. Hva? Bedre end alle banaliteterne. Men du sidder lige så tykt i det her” han pegede rundt på klasselokalet, “som alle os andre.”

“Bedre end jer?!” råbte jeg. Nu var det min tur til, famlende i vrede, at finde ordene. Forstod han da intet?

“Du har ALTID følt dig bedre end MIG. Altid! Dag efter dag, år efter år har du sat dig selv i rampelyset, hvor jeg kun havde lov til at komme frem, når alt var sort i pausen.”

Kevin rystede på hovedet, voldsommere for hvert ord. Jeg havde lyst til at slå ham. Til at vise hvor ondt det gjorde.

“Jeg har altid skulle sørge for dig, William! Altid! Jeg har skulle trække dig med til alt, gøre alt for dig. Jeg har aldrig fået lov til at være mig, for du var altid i vejen! Du er min lænke!” Kevin stemme knækkede og jeg stirrede på ham. Det var som om, en del af Kevin jeg aldrig havde vidst fandtes, var kommet frem.

Min stemme var lavmælt, da jeg atter talte: “Så hvad gør du så? Vender alle mod mig, gør livet til et helvede for mig?”

Kevin så væk.

“Der er så mange, som ser op til dig. Hvor ofte tror du ikke, at jeg har drømt om det? Og du har en kæreste. Du har Rosa. Perfekt liv, hva?” Jeg fnøs af ham og så hen mod døren. Et øjeblik overvejede jeg at efterlade ham og aldrig se mig tilbage. Så jeg var hans lænke? Jamen han skulle da være mere end velkommen til at gøre sig fri.

“Nej” lød Kevins stemme og jeg vendte mig mod ham.

“Hvad?”

“Nej” gentog han. “Rosa og jeg er ikke kærester længere.” Han så ned på sine hænder.

Jeg glippede med øjnene. Ikke… længere… kærester… Det var min skyld. Min skyld. Mig. Mig. Mig.

Jeg dumpede ned i stolen over for Kevin. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham.

“Kevin?” spurgte jeg stille, og vores øjne mødtes. “Undskyld.”

Jeg holdt øjenkontakten, men havde mest af alt lyst til at se ned.

Jeg havde forventet, at Kevin ville give sig til at råbe igen, slå mig. Jeg følte, at jeg fortjente det. Hvad havde jeg egentlig tænkt på? Men et lille smil brød frem på Kevins læber. Et smil jeg aldrig havde set før. Han rystede på hovedet. “William, jeg tog fejl.” Han sukkede dybt og rystede også på hovedet.

“Du er ikke en lænke, men en line. Den line jeg skal holde fast i.”

Ordene fik det til at gøre ondt. Han kunne lige så godt have slået mig. Jeg ville ønske, at han havde.

“En redningsline?” mumlede jeg. Jeg mødte hans øjne og langsom voksede et smil frem. Det var tåbeligt det her. Det havde altid været tåbeligt. Jeg rakte hånden frem til Kevin, men i stedet for at tage den, trak han mig ind til sig. Et kram. Det føltes ikke forkert. Det føltes ikke pinligt eller barnligt. Det føltes bare… som os. Som det ‘vi’, vi altid skulle have været.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...