Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1088Visninger
AA

29. Kevin Hansen, 9.B

 

Jeg havde holdt mig indenfor de sidste par dage. Både fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave udenfor, men også på grund af den overhængende fare for, at Kevin og nogle af de andre ville finde mig. Hjemme var jeg i sikkerhed. Det meste af tiden.

Det var en realitet, at Kevin vidste, at det var mig, der stod bag. Men han havde ikke sagt noget om det. Hverken til mor og far eller til mig for den sags skyld. Han sagde næsten aldrig noget ved bordet, når vi spiste aftensmad. Det gule hår havde mor ikke engang spurgt ind til. Hun kunne nok fornemme, at der var noget galt og ville ikke blande sig. Underligt egentlig. Det lignede hende ikke.

Jeg støttede hagen i hånden og spejdede ud ad vinduet. Ikke for at se noget bestemt. Jeg ville ønske, at Anna var her. Men hun lod til at have sin egen tidsplan og kom, når jeg mindst ventede det.

Det havde været en katastrofe. Det havde jeg kunne bedømme ud fra Kevins blik, da han endelig kom hjem den aften. Jeg kendte ikke detaljerne, men var heller ikke sikker på, at jeg ville kende til dem. En ting var jeg dog sikker på. Min plan havde været udført til perfektion... Hvis jeg skulle tage et mere eller mindre vildt gæt, ville jeg gætte på, at Rosa og Kevin ikke ville se så meget til hinanden de kommende par uger.

Jeg prøvede at føle glæden, som havde fyldt mig ved synet af Kevins gule hår. Men det kom kun langsomt. Jeg blinkede et par gange og vendte mig igen mod notesbogen. Der var sider fyldt med tankefulde kruseduller og snørklede sætninger, der ikke gav mening.

Men den sidste side… Jeg fandt den frem og så på det sidste, detaljerede punkt. Sidste skoledag. Et smil brød frem og jeg smækkede notesbogen i med et smæk. I morgen. Jeg manglede kun de sidste forberedelser.

Bib lå på sengen og så på mig med store øjne, da jeg rejste mig.

“Jeg går lige en tur?” hviskede jeg til hende. Hendes ører virrede og hun miavede, men fulgte ikke efter mig ned ad trappen.

Jeg listede nedenunder og lukkede forsigtigt døren bag mig. Jeg satte kursen mod skolen. med kun en ting i tankerne: At udføre den sidste lille finesse inden den store dag. Jeg havde troet, at jeg ville føle mig større end Kevin. Men den følelse syntes ikke at komme. Jeg følte mig præcis som før. Måske en smule overlegen på visse punkter, men i morgen… det ville vende op og ned på det hele.

 

Henne på skolen var der utallige børn, der rendte skrigende rundt på legepladsen. Den ene mere vild end den anden.

Jeg fandt vej til kontorgangen. En gang jeg havde lært at frygte. Sådan havde alle det på skolen. Endte man der, var man i vanskeligheder.

To bank var det, der skulle til, før jeg kunne komme ind på rektors kontor. Jeg åbnede døren og blev en smule skuffet. Det var ikke rektor, der sad ved et af de tre skriveborde, men en kvinde der måtte være sekretær. Selvfølgelig kunne man ikke komme direkte ind til rektor, han var jo fornem og højt hævet over… de fleste.

Jeg lænede mig op ad skranken og ventede på, at sekretæren så op fra den usædvanlige vigtige memoblok, hun var ved at udfylde. Gad vide om der fandtes mandlige sekretærer?

“Ja?” spurgte hun og så op.

Jeg smilede forsigtigt til hende. “Jeg har hørt, at koret ikke skal synge i morgen til afslutningen?”

Sekretæren nikkede og så afventende på mig.

“Jeg har virkelig tænkt over det” startede jeg ud og bed mig i læben. “Du ved, det er jo sidste chance for at jeg kan, altså få min drøm opfyldt…” Sekretæren så desorienteret ud, men jeg bebrejdede hende ikke for det.

“Det har krævet en del mod” mumlede jeg. “Jeg gør det jo ikke for nogen andre, altså… Man skal jo ikke lade dem styre, hvad man har lyst til vel?” Jeg kunne høre, hvor ynkeligt det lød.

Sekretæren nikkede og prøvede at få styr på sit ansigtsudtryk.

“Altså…” sagde jeg og kom til sagen: “Jeg har tænkt over det. Hvis I mangler en til at synge på sidste skoledag her i morgen…”ordene havde knap nok sluppet mine læber, før hendes ansigtsudtryk forandrede sig drastisk. Hun så helt ekstatisk ud.

“Hvor er det fantastisk! Meget gerne! Åh, det bliver de glade for at høre!” Hendes øjne strålede, mens hun fandt en helt ny memoblok frem og noterede noget i toppen.

“Hvad hedder du, og hvilken klasse går du i?” spurgte hun og så smilende op til mig.

“Kevin. Kevin Hansen, 9.B”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...