Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1066Visninger
AA

9. Jeg er William

 

Stilhed. Blikke. Skramlen med det skinnende bestik. Jeg lagde kniven og gaflen på tallerkenen, så klokken var tyve over fire. Med en finger skubbede jeg kniven nedad. Den var nu femogtyve over fire eller måske tyve over fem.

Jeg så op og smilede til mor. Hun havde den der bekymrede rynke i panden. Et blik blev vekslet mellem hende og far. Distræt var det næppe, men Kevin bemærkede det helt sikkert ikke. Jeg så ned på den tomme tallerken og skubbede så stolen ud.

“Tak for mad.” Jeg rejste mig, samlede tallerkenen og bestikket op og bar det ud i til vasken i køkkenet.

Jeg tændte for vandet for at overdøve den gennemtrængende stilhed. Sådan havde det ikke altid været, da vi var mindre. Der havde det være fest og glade dage. Men sådan husker man vist altid ‘de gamle dage’. Da madresterne var skyllet af, satte jeg det hele i opvaskemaskinen og gik ud i stuen igen.

“... hen til Rosa?” hørte jeg Kevin sige. Jeg stoppede op og kiggede fra mine forældre til Kevin.

“Selvfølgelig” smilede mor og nikkede mod døren. “Gå du bare. Men husk at være hjemme inden 23, okay?” Jeg stirrede vantro på mor. Ikke nok med at hun opfordrede ham til at forlade huset, det plejede hun aldrig at bryde sig om, men hun lød ligefrem glad og opstemt.

Kevin skubbede stolen ud og sendte dem et af sine kække smil.

“Tak!” sagde han og gik straks ud mod entreen.

Jeg drejede 180 grader og trampede vredt op af trappen til mit værelse. Døren lukkede jeg bag mig, en anelse hårdere end nødvendig. Jeg kunne ligefrem forestille mig deres bebrejdende blikke ved det. Det bidrog endnu mere til den afsky, jeg følte overfor dem og ikke mindst Kevin.

Mine hænder rystede svagt. Aldrig havde jeg følt mig så vred, som jeg gjorde i øjeblikket. Det kom ud af det blå og bar mig med på en bølge.

Jeg gik hen til vinduet og åbnede det. Vinden var frisk mod mit ansigt. Nabohusenes græsplæner var særdeles nydelige. Jeg åndede tungt ud. Det var ved at blive for meget.

En sølle skikkelse af en hund luntede stille rundt bag min nabos skraldespande. Jeg betragtede dens forsøg på at finde madrester. Dens hale svingede frem og tilbage i et energisk tempo. Den kunne helt sikker lugte noget. Med forpoterne fremme lagde den sig ned og gnavede på noget uigenkendeligt. Den så lykkelig ud, tilfreds og glad. Men alligevel var den uhyggelig tynd og dens øre havde en revne, sikkert efter en kamp.

Jeg sukkede og vendte ryggen til scenen. Mon hunden havde andre hundevenner? Mon den var ensom? Den virkede tilfreds, selvom den var laset og såret.

Jeg lukkede hurtigt vinduet og satte mig hen til computeren. Jeg følte mig også såret. Bare ikke udvendigt og af en eller anden grund, gjorde det så meget mere ondt end en hudafskrabning.

Jeg tændte for min computer og tastede passwordet ind: sk8terboi02. Jeg burde ændre det. Det var Kevins password, ikke mit. Det var Kevins ide og Kevins liv.

Jeg loggede ind på Facebook og så kritisk på de nyhedsfeed, der dukkes op, mens jeg rullede ned.

Jeg kunne få mig en hat og trække den ned om ørerne, og jeg kunne kalde mig Holden. Eller jeg kunne trække mig tilbage og bare observere livet fra afstand og så kalde mig Charlie.

Med curseren fandt jeg søgefeltet og tastede fire bogstaver ind: A-N-NA. Jeg kunne ikke finde hende og tilføjede hendes efternavn, så der stod: Anna Mille Wish. Men efter at have ledt i en rum tid gav jeg op.

Jeg lukkede øjnene og sukkede højlydt mens jeg lænede mig tilbage i kontorstolen. Jeg kunne se ud ad vinduet fra skrivebordet. Det var den varmeste dag dette år og alt for god til at være indenfor. Men hvornår havde jeg sidst haft et problem med det? Jeg gik hen til vinduet og åbnede det på klem igen.

“Jeg hedder William” sagde jeg højere end egentlig tiltænkt. “Jeg vil være William. Jeg er William.” Jeg lukkede atter øjnene for at tage ordene ind. En stemme afbrød mig. Den kom nede fra fortovet:

“Det kan man altså ikke sige” lød hendes stemme.

Jeg stirrede. Det var hende. Anna. Hun stod på vores side af fortovet med de to fletninger let svævende i vinden.

“Og hvorfor ikke det?” spurgte jeg nu med en lavere stemme. Hurtigt så jeg op og ned af gaden, men der var ingen.

Anna trak på skuldrene og begyndte atter at gå. “Du kan ikke sige, at du er William. Du bliver nødt til at være William i andet end ord.”

Jeg lænede mig mod vindueskarmen og så efter hende. Problemet var bare, at jeg ikke vidste hvem William var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...