Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1060Visninger
AA

6. Ikke mit spejl

 

Det var ved at blive mørkt, da jeg cyklede hjem fra arbejde. Vinden havde fat i mit tøj og hår. Snart nåede jeg ind på villavejene og måtte sænke farten for ikke at ryge tværs over styret ved et af bumpene.

Jeg trak cyklen ind i carporten og stillede den op ad væggen. Jeg kunne se lys inde fra huset, og da jeg åbnede døren, kunne jeg høre tv’et i stuen.

“William, er det dig?” lød mors stemme.

“Ja” svarede jeg. Hvem ville ellers komme på denne tid, uden at banke på eller præsentere sig? Jeg smed skoene i entreen vel vidende, at det ville irritere hende.

“Jeg har sat en tallerken med mad i køleskabet. Du kan bare varme den” sagde far. Jeg gik ud i køkkenet og gjorde som opfordret. Mens maden cirkulerede i mikroovnen, tog jeg et glas juice.

Mor kom ud i køkkenet til mig. “Kevin er ikke hjemme” sagde hun og gik hen til opvaskemaskinen. Hendes undskyldning for at være sammen med mig.

Jeg trak på skuldrene og prøvede at se ligeglad ud. Måske ville hun droppe det og gå ind i stuen igen.

“Jeg tror, at han er hos sin kæreste. Hos Rosa” hun smilede hemmelighedsfuldt til mig og gik i gang med at tømme opvaskemaskinen. Jeg lænede mig op ad køkkenbordet og betragtede sekunderne falde på mikroovnsdisplayet. Det syntes at tage en evighed.

“Hvordan er hun? Rosa altså?” spurgte mor nysgerrigt og puffede med foden til min fod, i håb om at få øjenkontakt. Jeg kunne høre far skrue ned for fjernsynet i stuen. Typisk.

Endelige gav mikroovnen en lyd fra sig, og jeg tog den varme mad ud.

“Jeg spiser ovenpå” sagde jeg og ignorerede mors blik. Det var ved at blive for meget.

Jeg tog trapperne, så hurtigt jeg kunne og lukkede døren til mit værelse. Et glimt af bevægelse i spejlet, mig selv. Jeg så væk og satte maden fra mig på skrivebordet. Jeg tændte for min pc og tog en runde i skrivebordsstolen.

Altid Kevin. Altid. Altid. Altid.

Jeg sparkede ud efter bordbenet og prøvede at ignorere smerten, der skar i gennem min tå. Jeg kunne ligefrem forestille mig, hvordan de sad og hviskede dernede. Om Kevin og om mig. Om hvorfor jeg ikke også tilbragte aftenen hos venner eller hos en kæreste. Om der mon var noget galt. Jeg bed tænderne sammen og åbnede en browser. Jeg fandt et ligegyldigt spil frem, men det hjalp på tankerne. Langsomt spiste jeg min mad.

Jeg skævede igen til spejlet ovre på væggen. Det kunne have været Kevin, der så tilbage. Jeg skar en grimasse. Jeg rejste mig op og gik hen til spejlet. Den eneste store forskel på os, var at Kevin havde et smalt ar gennem øjenbrynet. Han havde fået det på en legeplads, da vi var små. Det havde været Kevin, der i forsøget på at gå armgang så godt som jeg, var faldet og havde flækket øjenbrynet på en sten. Selv dengang havde han haft smag for opmærksomhed.

Jeg mødte de blå øjne i spejlet. Ikke Kevins. Ikke nogen andres. Men mine. Det kunne godt være vi lignede hinanden.

“Han er min tvilling” sagde jeg til mig selv. “Men han er ikke mit spejl.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...