Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1063Visninger
AA

15. I frihedens navn

 

Uret tikkede i den store gymnastiksal. Den store dag var kommet. Dagen hvor jeg skulle vise, hvad jeg havde lært de sidste ti år. Det var så opreklameret som noget kunne blive.

Jeg kiggede ned på det opgavesæt, som jeg havde fået udleveret ved danskprøvens start. Jeg havde valgmuligheden mellem en række opgaver. Jeg havde valgt den sidste. Et essay med det store spørgsmål: Hvem er jeg?

På skærmen stod en stor overskrift og en række stikord. Jeg vidste, at jeg ikke måtte se mig over skulderen. Sådan var reglerne, og det gjaldt om at spille efter reglerne. Anna ville ikke have kunne lide den ide. Men lige nu ignorerede jeg Anna.

Jeg fik langsomt fyldt det hvide, elektroniske papir ud. Langsomt kunne jeg se nummeret, der markerede de antal skrevne ord, vokse.

Hvem er jeg? Det var et stort spørgsmål. Man kunne lede efter svaret hele livet, og jeg var ikke sikker på, at man så ville have fundet det. Men jeg havde et godt bud. Jeg’et var ikke en række beskrivende tillægsord eller holdninger eller interesser.

Jeg var svaret på det spørgsmålet. Ikke en række ord. Så for at give et svar på spørgsmålet, behøvede jeg kun at give mig selv. Det ville dog nok bare været en anelse dyrt, at sende mig med posten til en censor i den anden ende af landet…

Da tidsfristen var nået, sad jeg tilbagelænet med hænderne foldet bag hovedet.

Jeg pakkede mine ting sammen og smuttede ud af gymnastiksalen med en god fornemmelse i maven. Anna mødte jeg ude foran, hvor jeg havde efterladt hende. Hun så op fra en bog, som hun havde haft næsen begravet i.

“Du kan ikke finde svaret på dig selv i en bog” kommenterede jeg, da hun rejste sig op.

“Nå, ikke?” spurgte hun og stirrede på mig.

“Du kan jo prøve, men du kan læse lige så meget du vil, eller følge lige så mange berømtes liv som du vil, måske kommer du tættere på, men du skal se indad for at finde svaret.”

Anna hævede det ene øjenbryn. “Sikke filosofisk en danskprøve kan gøre en, hva?”

Jeg smilede til hende, og hun gengældte det.

Kevin og et par andre drenge kom springende forbi Anna og jeg. De hujede og kaldte på friheden. Jeg så efter dem, glad for endelig at være fri for alt skuespil over for andre.

“Kom” sagde jeg til Anna, og vi gik udenfor. Jeg viste hende stien, som jeg plejede at følge på vej hjem.

“Jeg kan ikke fatte, at det snart er ovre alt sammen” sagde jeg og hankede op i den meget lette taske. Fordelen ved afgangsprøverne var, at man efter blot et par timers intens arbejde kunne holde fri.

“Men skole venter på den anden side af ferien. Det slutter aldrig helt William.”

Jeg rystede på hovedet af hende. Hun var altid så pessimistisk.

“Til gengæld kan man selv vælge, hvor man vil hen i livet. Frihed, ikke?”

“Frihed?” spurgte hun med skeptiske øjne.

“Frihed” bekræftede jeg. “På en eller anden måde, i hvert fald.”

Vi tav begge. Tanker var det, der bandt os sammen, men også det som holdt os på afstand af hinanden.

Frihed… Jeg tænkte på den knallert, min onkel havde givet mig. På en måde var det en dejlig fornemmelse, at han ikke også havde givet en til Kevin.

Indskydelsen kom til mig, som det naturligste i verden. “Jeg vil lige tjekke knallerten ud” sagde jeg og mærkede suset i maven.

Anna så bekymret på mig, Det fik mig til at grine.

“... også selvom du er i mod det. Det er frihed, Anna!” råbte jeg og satte i løb mod den gamle tank. Jeg efterlod hende tilbage.

 

Knallerten holdt der stadig. Jeg gættede på, at der ikke var mange, som rent faktisk gik ind i den gamle faldefærdige bygning. Specielt på grund af lugten, som jeg ikke havde hæftet mig ved, den aften hvor onkel havde vist mig knallerten.

Jeg famlede i mørke efter låsen og drejede koden. Låsen gav sig med en svag knirken, men faldt så af. Det var kun i film, at jeg havde set, hvordan man startede en knallert. Men film var ofte der, hvor man lærte de mest nødvendige ting. Blandt andet at fløjte eller kritisere dårligt hår.

Jeg trak knallerten ud fra mørket. Den var tungere, end jeg havde forventet. Måske fordi jeg sammenlignede den med en cykel, der var det nærmeste, jeg kom på at have været i nærheden af noget der mindede om en knallert.

Mit hjerte bankede af spænding og mine hænder rystede svagt, da jeg satte mig op på sædet. Med den ene fod holdt jeg balancen. Nøglen sad i, så alt der var at gøre, var at dreje den. Knallerten startede med en svag rumlen, og jeg gassede op med højre hånd. Hvis Kevin kun se mig nu… Jeg satte foden på speederen og kørte ned til vejen. Det tog mig et par vanskelige sekunder at finde ud af, hvordan man skiftede gear. Jeg trådte speederen i bund og mærkede hestekræfterne under mig. 20 km/t… 30 km/t. Vinden tog fat i mit hår. Jeg drejede en smule for skarpt i et sving og slap mekanisk speederen. Jeg greb hårdt fat om håndtaget, og da jeg endelig fik kontrol over knallerten igen. Jeg gassede op igen og betragtede speedometeret stige. Jeg kørte hurtigere, end jeg nogensinde havde gjort på min cykel. Vinden ruskede mig i håret og noget, der måske var frihed, sneg sig ind i mit hjerte. Det var fedt. Det var livet. Det var… jeg hørte sirener bag mig og drejde hurtigt hovedet. En hvid bil med blink på og blå striber langs dørene halede ind på mig. Pis. Pis, pis, pis. I et flygtigt øjeblik overvejede jeg at tage flugten, men opgav det så. Med nederlaget tæt inde på kroppen, slap jeg speederen og satte farten ned.

Bilen holdt ind bag mig og en betjent kom gående afslappet hen mod mig.

“Godeftermiddag knægt! Ude på en lille tur, hva?”

Hans friske attitude gjorde mit humør endnu mere sort. Jeg havde lyst til bare at bruge ctrl-z knappen og tage tilbage til danskprøven. Men sket var sket.

“Du skulle tilfældigvis ikke have noget ID og et kørekort på dig, vel?” spurgte han og gjorde tegn til mig om, at jeg skulle gå væk fra knallerten.

Jeg bandede verden langt væk og fremdrog så mit sygesikringskort.

“Kørekort?”

Jeg rystede på hovedet. Betjenten nikkede, som om han vidste det på forhånd.

“Jeg skal bede dig om at følge med mig, så.”

Kortet fik jeg tilbage og kunne så trisse efter betjenten hen mod politibilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...