Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1088Visninger
AA

3. Hvorfor?

 

Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg bliver altid nervøs dagen før min fødselsdag. Det er ikke så meget af spænding. Jeg ved at mange glæder sig. Gaverne og familien. Hvad kunne være bedre?

Jeg satte af med benene, og gyngen blev skubbet bagover. Der var bare noget ved dem. Fødselsdage. Noget jeg ikke kunne lide. Gyngen var gammel og knirkede hver gang den svingede bag over. Knirk. Knirk. Knirk. Så sikker som et urs tikken. Måske mere.

Mor kom ud ad bagdøren og fik øje på mig. Straks ændrede hendes udtryk sig. Hun bøjede hovedet let forover og samlede hænderne. Og så blikket. Det berømte blik. Jeg rullede øjne. Hun var langt nok væk til ikke at se det.

“Hvor er Kevin?” spurgte hun mig. Jeg trak på skuldrene. Det fik bekymrings-instinktet hos hende til at vokse. Hun trak arbejdshandskerne af, og en smule jord dryssede ned på hendes løbesko.

“Du er sjældent her ude” kommenterede hun. Fedt. Hun ville small-talke. Lige hvad jeg havde brug for…

“Mor” afbrød jeg hende, før hun kom i gang. “Jeg har det fint. Okay?” Hun tav og stirrede et øjeblik på mig. Så smilede hun.

“Det ved jeg skat.” Men det lød ikke særlig overbevisende. Hun trak handskerne på igen og gik i gang med at lue ud i bedet.

Da Kevin og jeg blev født, plantede mor to stiklinger. De havde nu vokset sig store og høje. Hun passede og plejede dem. Det ville ikke undre mig, hvis hun begyndte at synge godnatsang for dem, når nu Kevin og jeg var blevet for store til det.

Jeg fulgte hende med øjnene en tid, men blev træt af, at hun hvert andet øjeblik vendte sig rundt for at se på mig.

Jeg kunne vel lige så godt finde på noget at lave.

Indenfor igen var jeg nær ved at støde ind i far. Han kom slæbende på fem stablede stole.

“Tager du ikke lige resten, William?” spurgte han, rød i hovedet. Jeg nikkede. Ude i bryggerset stod omkring 10 stole. Hvor mange havde de tænkt sig, der skulle komme i morgen? Jeg greb et par stole og bar dem ud i køkkenet. Far tørrede sveden væk fra panden.

“De skal stå der” pegede han ud, og jeg gik i gang med at placere stolene. Han forsvandt ud i bryggerset igen, og jeg kiggede efter ham. Hurtigt gik jeg ud af bagdøren og forlod huset. Hvor var Kevin? Hvorfor var det ikke ham, der modtog de bekymrede blikke, eller skulle hjælpe til?

Jeg sparkede til en sten, og den fløj flere meter fremad.

Min mobil ringede, men døde så hen. Jeg fortsatte ned ad veje, som jeg ikke kendte.

Mine kusiner, mostre og farbrødre, bedsteforældre, tanter og sikkert et par halvfætre ville komme i morgen og lade som om, de alle kendte mig og holdt af mig. Endnu en sten fløj af sted. Tanterne ville kramme mig, og bedsteforældrene give mig hånden og sige, at jeg da voksede for hver gang de så mig. Selvfølgelig gjorde jeg det. De ville alle smile og lade som om de nød at være der. Tanken var vel god nok. Men den akavede opmærksomhed ville sidde i husets kroge i flere dage efter. Kevin holdt af det. Selvfølgelig gjorde han det. Opmærksomhed var opmærksomhed. Hans skygge var stor nok til, at jeg kunne gemme mig i den og bare smile og nikke.

Mobilen vibrerede igen, og jeg tog den.

“Ja?”

“William! Hvor er du?” Jeg himlede med øjnene af mors bekymrede stemme.

“Sammen med nogle venner.”

“Åhh” hun lød en smule overrasket.

“Kevin er der også” tilføjede jeg.

Jeg kunne høre hendes smil gennem mobilen.

“Bare I er hjemme til spisetid” afgjorde hun.

“Selvfølgelig.”

Jeg lagde på og sparkede til endnu en sten. Den strejfede en bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...