Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1094Visninger
AA

26. Gul

 

Det var som om, at jeg hver eneste gang, jeg var alene, blev opslugt af et alt for dybt, sort hul af tanker. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, ellers ville mit hoved snart eksplodere. Anna vidste det også. Det var derfor, hun havde givet mig notesbogen i første omgang. Hun kendte mig.

Den var efterhånden helt fuld, notesbogen. Tanker, planer, kruseduller og understregninger.

Jeg så ned i asfalten. Noget af ukrudtet var vokset op gennem fliserne. Egentlig noget af en viljestyrke af så spinkle stængler.

Jeg drejede i svinget ned til min vej. I den ene hånd bar jeg en pose, der indeholdt en flaske. Jeg havde udvalgt farven med omhu. Gul. Skrigende gul. Jeg vidste, hvad gul stod for. Endnu en ting ti år i skole havde gjort for mig. Det var ideelt til Kevin.

Hoveddøren stod åben og bød den duftende forårsluft indenfor. Jeg trak skoene af og posen skjulte jeg distræt på ryggen, men far så end ikke op fra avisen, som han var ved at læse. Hele huset lugtede af passivitet.

Jeg kunne høre Kevins skønsang inde fra hans værelse. Med lidt autotune, en skøn elektrisk guitar og frisuren, så ville han være klar til at sælge plader verden over. Bib kom til syne ude fra køkkenet og fulgte op ad trappen. Jeg måtte lokke hende ind på mit værelse med den ene sok. Hun gled hen over det glatte gulv og ivrede hen til sengen, hvor hun begyndte at angribe sokken. Hurtigt lukkede jeg døren og vendte ryggen til. Kevins dør var lukket. Far ville med garanti ikke komme ovenpå, det gjorde han aldrig. Hvor mor var, forblev dog usikkert. Men det var det rette tidspunkt nu. Jeg trak den cylinderformede flaske op fra den knitrende pose. Posen foldede jeg sammen og lagde i min baglomme, mens jeg hurtigt smuttede ud på badeværelset. Ovre ved brusekabinen stod alle vores shampoo, balsam og andre essentielle produkter. Heldigvis insisterede Kevin på, at ingen andre måtte bruge netop hans shampoo. Jeg skruede låget af den og satte flasken fra mig ved siden af vasken.

En knirken fra Kevins dør fik mit hjerte til at galopere. Hurtigt drejede jeg omkring og stod ansigt til ansigt med mine paniske øjne i spejlet.

“Jeg er færdig om lidt” hørte jeg min ualmindelige rolige stemme sige. “To sekunder Kevin.”

En vrissen lød fra ham: “Skynd dig.” Så forsvandt fodtrinene ind på værelset igen. Jeg åndede lettet op og vendte mig hurtigt mod flasken igen. Jeg fingererede et øjeblik ved hårfarvens gule låg og trak så hætten af. Jeg trykkede farven ud i den sorte shampooflaske. En svag duft af parfumeret citrus steg op. Flasken tippede og ramte den ene side af vasken, og hurtigt fik jeg den på ret køl igen. Med et vurderende blik, skruede jeg låget på igen og rystede shampooen. Med lidt held ville Kevin ikke bemærke noget. Med lidt held ville planen gå perfekt. Jeg skyllede de gule pletter, som jeg havde efterladt i vasken væk og sikrede mig at shampooen stod det samme sted som før. Så smuttede jeg igen ud fra badeværelset.

Bib krattede på indersiden af døren til mit værelse, og da jeg lukkede hende ud, gned hun sig op ad mit ben.

“Ahr, hold op” sagde jeg og bukkede mig ned for at nusse hendes øre. Da jeg igen rejste mig, havde hun en gul plet i pelsen ved øret. Jeg bandede for mig selv og studerede min hånd. Der sad stadig rester fra farven. Jeg tørrede det af i min trøje og gned på Bibs øre for at få det væk.

“Kom” sagde jeg og trak hende med ind på mit værelse. Kevin skulle ikke fatte mistanke. Ikke nu.

Jeg satte mig med ryggen op mod døren og trak den anden sok af. Bib så opmærksomt på mig, med de store, uskyldige øjne. Jeg hævede sokken over hovedet, og forventningsfuldt gjorde hun klar til at springe. Så kastede jeg sokken hen under skrivebordet. Hun fór efter sokken og satte de små tænder i den. Jeg trak min trøje over hovedet og sikrede mig, at der ingen gule pletter var at finde på mine fingre. Trøjen måtte jeg finde en måde at skaffe mig af med på.

Jeg kunne høre Kevin komme ud fra sit værelse og spidsede ører, da han lukkede døren efter sig på toilettet. Der var ikke lang tid til, at han skulle hjem til Rosa. Den første ordentlige middag med forældrene. Jeg havde set på den dybe rynke i hans pande hele dagen. Nervøsitet. Han skulle nok få noget at være nervøs over. Jeg kom på benene og stak hovedet ud af døren.

“Kevin?” råbte jeg. Intet svar. Lidt efter begyndte han igen på omkvædet til Sam Smiths ‘Writing on the Wall’. Ikke kønt.

Der var fri bane. Jeg trak en hættetrøje over hovedet og listede forbi hen til Kevins dør. Forsigtigt, for ikke at larme, skubbede jeg den op. Vi havde de samme møbler. Mine forældre, nok mest mor, havde insisteret på, at vi fik præcis det samme, da vi var mindre. Samme møbler, samme tøj, samme interesser. Det var ikke et under, at det først var et par år siden, at vores ‘venner’ havde kunne kende forskel. Bittert lukkede jeg døren bag mig og satte mig på Kevins kontorstol.

Med øvede fingre tastede jeg kodeordet ind på computeren, nemt. Jeg fandt Facebook frem og overvejede et øjeblik at skrive en statusopdatering, men besluttede at holde mig til planen. Jeg måtte stole på, at det ville gå, som jeg håbede.

Jeg klikkede ind på ‘opret begivenhed’ og tastede hurtigt sted, dato og tidspunkt ind. Rosas hus, en time fra nu, alle fra klassen, skolen, alle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...