Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1058Visninger
AA

4. Fødselsdagsbarnet

 

De vækkede os med sang. En på det ene værelse, en på det andet. Fars hæse stemme lød fra den åbne dør. Jeg smilede til ham. Vi var ikke gode med ord sammen. Men jeg vidste, hvad han tænkte, og han vidste, hvad jeg tænkte. For det meste.

“Tillykke William” sagde han og trak gardinet fra. Lyset blændede mig. De skiftede værelse, og mor kom ind.

“Tillykke skat! Åh, 16 år! Hvor er det vildt!” Vildt… Jo, jo… Hun gav mig et kram og kyssede mig på panden.

“Ja, ikke?” svarede jeg og havde endelig genvundet mit syn.

Ude ved morgenbordet stod pakkerne klar. De havde gjort noget ud af det. Da vi var mindre, havde vi altid fået det samme. Men det havde taget lidt af glæden, når den anden var hurtigere og åbnede pakken, før man selv gjorde.

Kevin kom ud fra værelset og satte sig ned som den sidste.

“Ser godt ud” mumlede han og skænkede juice op i sit glas. Jeg greb fødselsdagskortet foran mig og begyndte at læse:

16 år! William, det er helt fantastisk! Vi er så stolte af dig og håber, at du får en vidunderlig dag. Knus mor og far.

Jeg så op på dem og smilede. De så spændt på mig. Gad vide, om Kevin havde fået de samme ord? Jeg så på hans kort. Men ordene var skjult inden i.

“Pak op!” opfordrede mor og pustede på sin kaffe.

Nogle computerspil. En skjorte. Et par nye sokker og underbukser (røde af en eller anden årsag) og… Et kamera!

“Wow. Tak!” Ikke noget jeg havde ønsket mig, men helt sikker noget jeg kunne bruge.

“Ja, vi vidste jo ikke helt, om det var noget”. En undskyldning. Hvorfor trække i land?

“Selvfølgelig er det noget!” Jeg gav dem begge et kram.

Kevin hujede. Han havde fået et par træningsvægte, et playstation spil, det samme slags tøj som mig og stod nu med et gavekort i hånden.

“Fantastisk! Genialt! Tak!” Jeg havde aldrig hørt så mange rosende ord fra ham før. Det viste sig at være et gavekort til en træningsmaskine. Han havde sig godt nok nogle ambitioner.

 

Gæsterne kom alle til tiden, på nær selvfølgelig onkel. Man kunne regne med, at han kom lige så sent, som de andre kom til tiden... Hans ironiske tilgang til alting passede mig perfekt. Når han så på mig, følte jeg, at han så mig.

“Hva’ så knægt? Har du fået den knallert eller hva?” Mor så bebrejdende på ham. Jeg stak ham et skævt grin.

“Næste år, måske.”

Når det kom til stykket, så var de jo ikke så slemme igen.

“Jeg kan huske, da I var sådan nogle små drenge” sagde gamle tante Lise. Hun viste, hvor små vi havde været med en kroget hånd. “Så små og så stille.” Det udløste latter rundt om bordet.

Vi var de eneste på vores alder. Kevin og jeg. Der var selvfølgelig Peter og Eva, men de var elleve og tretten og talte ikke med.

“Da I var så små” tante Lise måtte igen gestikulere for at vise, hvor små vi havde været. “Da I var så små…” hun tabte tråden og blikket blev drømmende.

“Så… Så var I i cirkus, og jeg var med. Vi så klovnene. William! William, du grinede så højt, at du faldt ned fra sædet.”

Jeg så med et sørgmodigt smil på hende. Prøvede at forestille mig selv ‘falde ned fra sædet af grin’. Faktisk kunne jeg godt huske det. Men svagt. En lugt og et glimt af en linedanser oppe under loftet. Der havde jeg været bange. Det husker jeg tydeligt.

Jeg følte mig nogle gange som en linedanser, højt oppe og med hundredevis af tilskuer der holdt vejret under mig. Knæene rystede under mig. Faldet var langt. Det måtte ikke gå galt. Kunne ikke gå galt. Hvad ville der ske, hvis linedanseren falder?

Tante Lise fortalte hakkende videre. Hun var vel også en linedanser, som klamrede sig med alt hvad hun havde til det sidste af linen.

Livet var vel som at gå på line. Jeg så rundt på de mange gæster. Hvis man faldt, så var det svært at komme op igen, men man ville lære af sine fejl. For at mestre den, mestre livet, skulle man turde falde.

Det ringede på døren, og Kevin sprang op. Jeg fulgte ham med øjnene, men jeg mistede ham af syne da han gik ud i gangen. Mors blik var også rettet med døren, men hun havde fuldt udsyn til den. Hendes læber var smalle. Alles øjne rettedes mod Kevin, da han kom ind igen, og jeg kunne ikke lade være med at føle et vis behag, da hans øjne flakkede nervøst.

”Øhm.. Mor?” spurgte han. Jeg rettede min opmærksomhed mod hende.

”Kevin?” spurgte hun, og jeg betragtede Kevin. Det var som en tenniskamp. Men hvem der ville vinde, var usikkert.

”Jeg smutter, hvis det er okay. Jeg, øh, jeg tager hjem til Rosa.” Det var år siden, at jeg havde set Kevin sådan. Min onkel stak en albue i siden på mig og piftede lavt. Kevin nikkede og vendte sig om, og før mor kunne nå at sige noget, var han ude af hoveddøren.

Et-nul til Kevin. Men han havde fået et par slag på stoltheden i kampens hede.

Mor og far vekslede blikke og genoptog så samtale med stor iver. Lidt for stor.

”En pige, hva?” spurgte min onkel retorisk. Jeg trak bare på skuldrene. Jeg vidste, hvad der kom. Men det lod til, at min onkel havde fået svar nok. Jeg åndede lettet op. Det var som om, alle forventede, at hvad Kevin gjorde, gjorde jeg også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...