Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1062Visninger
AA

27. Fest hos Rosa

 

Anna sad på min seng og bladrede igennem den bog, der havde ligget på mit natbord.

“Læser du virkelig det her?” spurgte hun og så op. Jeg drejede en kvart omgang på kontorstolen og trak på skuldrene.

“Hvorfor?” spurgte jeg og skævede for hundrede og syttende gang til døren, hvor jeg hvert sekund forventede at Kevin ville komme brasende ind. Han havde endnu ikke forladt badeværelset. Jeg havde i hvert fald ikke hørt døren åbne endnu.

Anna bladrede endnu et par sider i gennem. Bogen var en, jeg havde fundet på biblioteket. Det var den tykkeste, jeg havde kunne finde. Jeg havde ikke åbnet den en eneste gang. Eller jo, da jeg havde lånt den, havde jeg sikret mig, at skriften var tilpas lille, og at der ikke var nogle billeder i. Men siden da… Jeg drejede rundt på stolen.

“Tror du, at han hader mig?” spurgte jeg og stoppede snurreturen med foden.

Anna så op fra bogen, som hun havde siddet forgabt i. “Kevin?”

“Ja” sagde jeg og nikkede.

Hun trak på skuldrene og klappede bogen sammen med et smæld.

“Hader du ham?” spurgte hun. Jeg rynkede panden og rystede på hovedet, ikke fordi det var mit svar på spørgsmålet, mere fordi jeg ikke vidste hvordan, jeg skulle svare på det.

“Gør det nogen forskel?” spurgte jeg hende og samlede Bib op. Hendes øre var noget af det blødeste og varmen fra hende syntes at varme mig. Det havde jeg brug for.

Jeg kunne høre Kevins mobil kime igennem den tilpas tynde væg mellem vores værelser. Mit hjerte sprang et slag over og indledte en heftig spurt. Jeg skyndte mig over til den lukkede dør og pressede øret mod den. Vandet løb ikke længere på badeværelset. Mon han havde hørt mobilen? Lyden steg i intensitet og endelig sprang badeværelsesdøren op.

“Kommer nu!” hørte jeg Kevin sige, idet han skyndte sig ind på værelset. Døren forblev åben, og jeg kunne høre hvert et ord.

“Det er Kevin… Hvad? Hjemme hos dig?! Nu?! … Jo… Jeg, nej jeg har ikke! … Jeg kommer!”

Jeg vendte mig om og lukkede øjnene kort. Det havde virket, og det lod ikke til, at Kevin havde bemærket håret endnu. Jeg gav ham et par minutter og satte så retningen mod badeværelset. Da jeg gik forbi Kevins dør, rev han i al hast en skjorte ned over hovedet og så sig end ikke i spejlet, da han samlede sin mobil op og nærmest skubbede mig ad vejen.

“Går du?” spurgte jeg og måtte se væk for ikke at komme til at grine.

Han svarede ikke men sprang ned ad trappen. Håret knaldgult og skjorten knappet skævt. Jeg bed mig i læben for at holde latteren tilbage og drejede så om på foden og gik tilbage til mit værelse. Jeg gav thumps up til Anna og gik hen til skrivebordet, hvor jeg lukkede notesbogen op. Jeg stregede ordene: “Gul” og “Fest hos Rosa” ud og lukkede så bogen igen. Det skulle nok få Kevin på glat is.

Jeg skyndte mig ind til vinduet igen, hvor Anna allerede stod og kiggede ud. Jeg kunne se Kevin trampe af sted ned ad vejen på racercyklen. Han havde den rødglødende mobil i hånden. Jeg lod mig igen falde tilbage i kontorstolen og tog en runde 360 grader rundt på den.

“Jeg cykler efter ham.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...