Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1066Visninger
AA

11. Eventyr til endestationen

 

Jeg samlede min pung op fra skrivebordet og listede nedenunder. Trapperne tog jeg i et usandsynligt langsomt tempo. Men det var en nødvendighed, hvis de ikke skulle vågne af dens knirken. Da jeg kom ud i køkkenet, fandt jeg en pose kiks frem fra skuffen og smed den i den lille rygsæk, jeg havde med mig. Så gled jeg ned i mine sneakers og åbnede hoveddøren yderst forsigtigt. Udenfor kunne jeg svagt høre fuglenes morgensang. Der var ingen biler så tidligt en lørdag morgen.

Jeg lukkede hoveddøren og forlod huset. Målrettet satte jeg kursen mod enden af vejen og ud på den større vej. Hen mod busstoppestedet. Jeg havde en plan. Den indebar at komme væk så hurtigt som muligt, så tidligt som muligt. Hvorhen var lige meget. Jeg stoppede op ved stoppestedet og gav mig til at vente. Mobilen havde jeg ladet være der hjemme. Intet skulle forhindre at jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til. Faktisk var det hele en smule spændende. Mor ville sikkert være ude af bekymring og måske endda far. Kevin? Jeg gad ikke engang tænke på ham. Han syntes totalt at overse mig, så hvorfor skulle jeg ikke også ignorere ham?

Rundt i svinget kom den gule bus. Den sænkede farten og stoppede lige foran mig. Dørene åbnede og jeg trådte ind.

“En billet til endestationen” sagde jeg og rakte den største seddel frem, som jeg havde med i pungen. Jeg fik en regn af småmønter og en billet tilbage. Buschaufføren lod ikke til at være vågen selv. Han skjulte et gab bag sin hånd, da jeg begav mig ned gennem midtergangen.

Der var ingen andre i bussen, så jeg valgte bagsædet, hvor jeg havde udsigt til alt.

Bussen satte i gang, og jeg lænede mig tilbage mod sædets ryg. Det var ikke behageligt, men langt fra ubehageligt. Jeg kiggede ud af vinduet og betragtede de gamle gader passerer. Lidt efter kørte vi helt ud af byen. Ingen passagerer steg på, og jeg havde ikke i sinde at stige af.

Jeg kunne sikkert køre til verdens ende og tilbage, uden nogen ville ligge synderligt mærke til det. Altså på nær mor og far, som sikkert ville flippe ud. Men de talte ikke.

Om blot et par måneder ville folkeskolen være overstået, og jeg ville være fri. Jeg glædede mig.

Til lyden af western-inspireret musik snoede bussen sig ind på en noget snæver vej mellem to marker. Jeg smækkede benene op på sædet foran og rokkede i takt med musikken. Det her var livet. Alene i en ukendt del af verden. Et eventyr.

Måske burde jeg rejse ud og opleve verden, som Anna havde sagt den første gang, vi havde snakket sammen. Williams eventyr. Jeg smilede og lukkede øjnene. Jeg måtte virkelig se at undskylde over for hende. På mandag, lovede jeg mig selv.

Jeg må have været faldet i søvn der på bagsædet af den ensomme bus, for da jeg næste gang slog øjnene op, hørte jeg buschaufføren over højtaleren:

“Endestationen, knægt”.

Jeg så mig lettere forvirret omkring. Udenfor vinduet var der bygninger. Bygninger jeg ikke kendte. Jeg kom hurtigt på benene og steg ud af bussen. Om der havde været andre med, vidste jeg ikke. Men klokken var ved at være op ad formiddagen, og der var dannet en lille kø af mennesker, som ventede på at komme ind i bussen.

Jeg prøvede at orientere mig. Det lod til at være en lille by. Der var ikke mange mennesker på gaden og ganske få biler. I den tid jeg gik ned ad hovedgaden, jeg antog i hvert fald at det var hovedgaden, kom der præcis 3 bil kørende.

Det lod til, at jeg var ved at komme ud af byen igen. Den var mindre end byen, hvor jeg boede. Til gengæld var der utrolig mange grønne områder. Jeg fandt en dam, som var indhegnet af snoede stier og satte mig på en bænk. Det var lige før, at jeg ikke kunne nå græsset med mine fødder. Bænkens proportioner var helt forkert. Eller også var menneskerne, der boede her bare utrolig langbenede.

For et par år siden havde jeg sammen med Kevin, mor og far besøgt en park. Vi havde tilbragt en hel eftermiddag der. Vi havde spist frokost og spillet fodbold. Det havde virkelig været en skøn dag.

Jeg huskede det ikke som om, der var sket den store forandring med mig siden dengang. Jeg kan lide de samme ting. Laver de samme ting og gøre de samme ting. Selvfølgelig kunne jeg dengang ikke løse andengradsligninger, og wow, de andengradsligninger gør virkelig forskellen. Hvad skulle man gøre uden dem?

Men der var sket forandringer. Ellers ville jeg ikke sidde her i en ukendt by helt for mig selv. Dengang ville jeg have vadet i hælene på Kevin. Dengang ville jeg have været en skygge.

Jeg er bare bange for, at jeg en dag vil vågne op og tænke: Hvor forsvandt alle de år hen? Så lang tid og så mange ting, jeg kunne have gjort … Men, jeg har jo mine andengradsligninger, og det er jo det vigtigste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...