Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1094Visninger
AA

31. En omgang bold

 

Med chance for at få kolde fødder, havde jeg medbragt et blad fra de to tvillingetræer i vores have. Jeg så ned på det og begyndte langsomt og monotont at rive det fra hinanden.

“Aldrig mere… Aldrig mere!” Vreden sad i brystet på mig, da jeg hviskede noget kortvarigt i Olivers ører. Fire velvalgte ord:

“Rosa venter ved pigetoilettet.” Jeg smuttede væk, før spørgsmålene nåede at regne ned over mig og før Oliver nåede at genkende mig.

Fodboldkampen var ved at blive sat op, og jeg havde en vigtig opgave inden da. To faktisk.

Hurtigt banede jeg mig vej til drengetoilettet og tændte for det varme vand. Med bestemte bevægelser, fjernede jeg ansigtsmalingen og trak den blå dragt af. Jeg iklædte mig Kevins fodboldtøj og satte så døren på klem til drengetoilettet. Ud gennem sprækken kiggede jeg efter ham. Kevin. Han ville have fået beskeden med det samme. Jeg krydsede fingre for at Rosa ikke var i nærheden af ham, og at Kevin var tilpas ude at skide til, at han ville gå hen til pigetoilettet alene. Jeg havde set de blikke som nogle af drengene fra det gamle slæng havde sendt Kevin. Tronen var ved at kollapse.

Skridt lød om hjørnet, og jeg lukkede døren helt. Jeg skulle bare have ham til at gå ind på pigetoilettet.

“Rosa?” lød den velkendte stemme, langt fra så sikker som sædvanlig. Han måtte virkelig have fået nogle ridser i lakken i løbet af de sidste par dage.

Jeg hørte døren gå op og tog en dyb indånding. Kosten, som jeg havde placeret tidligere på toilettet, stod der stadig. Jeg greb den og smuttede ud af drengetoilettet og fangede døren til pigetoilettet med min ene fod. Det hele gjaldt om overraskelsesmomentet. Han var stærkere end mig, og jeg ville have svært ved at udføre min plan hvis… I stedet for at tvivle, trådte jeg indenfor. Kevin stod med ryggen til til mig.

En af båsene stod åben, og jeg stødte fra med begge hænder på Kevins ryg. Han kurede ind i båsen. Jeg smækkede døren bag ham og placerede kosteskaftet, så dørhåndtaget ikke kunne blive trykket ned.

“William, hvad...?!” hørte jeg ham skrige, da jeg løb ud af døren og fortsatte i løb hen mod boldbanen.

Lærerne stod i en cirkel på fodboldbanen og diskuterede noget, der måske var en taktik. Jeg så mig omkring. Drengene fra Kevins slæng stod og vurderede modstanderne, og et par piger stod nervøst ved deres side. Jeg klappede to gange i hænderne og prøvede at falde ind i rollen. Jeg havde set, hvordan han gjorde det utallige gange. Det burde ikke være noget problem.

“Okay gutter, er I klar til at give dem tæsk?” Ordene fik dem til at stimle sammen om mig.

“Mike, du har målet ikke?” Det var en selvfølge, men det fik dem sparket i gang.

Fordelingen af pladser blev uddelt hurtigt og uden den store brok. Jeg nikkede rundt til mine spillere og nød tanken. Jeg indtog min plads på midtbanen og bed mig i læben. Det ville ikke blive et kønt syn.

Anna stod ude på sidelinjen blandt resten af skolen. Hun smilede ikke, men stod med den tunge bog under armen. Det kunne hun da ikke mene? Ikke nu hvor… Kampen blev fløjtet i gang.

Lærerne startede med bolden og satte hurtigt et offensivt spil i gang og den højre fløjspiller på en flyvetur. Jeg hoppede på stedet og sørgede for at råbe så meget som muligt til og ikke mindst af mine medspillere.

“Kevin!” det var Oliver der råbte, og jeg satte i løb. Bolden fløj i hoftehøjde forbi mig, blot en meter ved siden af. Olivers ærgerlige blik mødte mit, og jeg trak på skuldrene. Jeg var Kevin. Det var ikke min fejl. Det var det aldrig.

Lærerne havde igen kontrol over bolden og satte farten ned. Jeg vidste kun lidt om fodbold. Jeg havde gået til det et par år sammen med Kevin, men det havde altid været hans sport og ikke min. Jeg havde aldrig haft viljen til rigtig at blive god til det. At løbe efter en bold i en uendelighed var ikke ligefrem det mest fristende at bruge sin dag på. Jeg behøvede derfor ikke at gøre mig umage for at spille rent ud sagt elendigt. Det havde jeg talent for. Kunne det være bedre?

“Hva’ så Ole?” råbte jeg til min gamle matematiklærer. Han var rød i hovedet og havde stukket trøjen i bukserne. Han sendte mig et af sine skæve smil ind i mellem de hæftige vejrtrækninger. Målrettet driblede han uden om mig. Jeg gjorde end ikke et forsøg på at stoppe ham.

“Ahr, der fik jeg dig Kevin!” skreg han, mens han triumferende afleverede bolden videre. Jeg trak igen på skuldrene og luntede med spillet.

Jeg kunne mærke holdets blikke, når de ikke havde det fæstnet på bolden, der langsomt men sikkert nærmede sig vores mål. Der blev råbt og skreget. Mike dirigere tropperne fra målet, men alligevel endte bolden i nettet. Mike skulede ad forsvaret og samlede bolden op.

“Så, så Mike” sagde Andreas, idrætslæreren og knipsede ad bolden. “Smil, ikke?” Det hjalp ikke. Jeg gik tilbage til min plads, da bolden igen blev sat i spil. Denne gang satte jeg kurs direkte mod den og formåede endda at skubbe Peter væk i jagten på den. Han råbte efter mig, men med bolden mellem fodboldstøvlerne havde jeg nok at se til. Godt nok var mine driblinger elendige, men jeg kunne løbe. Hurtigt og langt stærkere end de lidt for tunge lærere. Overraskende, så føltes det godt. Virkelig godt.

“Kevin! Kevin! Kevin!” Det var de yngre elever, der hujede på sidelinjen. Jeg knyttede næven, da jeg var i skudafstand af målet. En angriber, Jakob fra A-klassen, stak hånden i vejret.

“Her, Kevin” råbte han. Jeg så op og lagde an til skud. Min venstre fod gled i det glatte græs, og jeg ramte bolden forkert med den højre. Kraften fra svinget og det glatte græs rev underlaget væk under mig. Bolden forsvandt ud af min synsvinkel, og mit baghoved knaldede i jorden. Et øjeblik troede jeg, at det hele ville blive sort. Jeg fik kæmpet mig op at sidde og så mig omkring. Peter rystede på hovedet og var på vej tilbage til midtbanen. Bolden trillede ud over baglinjen og blev stoppet af en fod. En af tilskuernes fødder.

De grinede. Jeg kunne høre dem grine. Hvis ikke det havde været fordi at jeg inderst inde var William og ikke Kevin så ville jeg… Hvad ville jeg have gjort? Gået op til dem og hvad? Stukket dem en? Og alligevel. Jeg var mig. Det havde ikke været mening. Jeg var ikke Kevin. Jeg var ikke den William, der i alle de år havde gået rundt som en tom skal. Jeg vidste ikke hvad jeg var.

Klodset kom jeg på benene. Et par af pigerne fra klassen stod sammen ude på tilskuerrækken og hviskede. Godt. Jeg satte i løb efter bolden, som ingen havde hentet endnu. De havde for travlt med at stirre. Skolens bedste, eller i hvert fald skolens mest højtråbende elev, havde lige begået verdens mest amatøragtige fejl. Bolden var våd, da jeg samlede den op. Jeg slap den i luften og gav den et los, så hårdt jeg kunne. Ikke noget specielt sted hen. Vreden, eller den påtagede vrede dirigerede bolden. Et skuespil. Alt syntes at være et skuespil. Med sparket krakelerede noget af den facade. Det var i hvert fald hvad jeg lagde i det. Bolden ramte en lille dreng fra 4. klasse. Den faldt mod jorden og trillede ind på banen igen. Jeg stirrede på den og vendte så ryggen til dem alle og satte i løb. Væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...