Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1080Visninger
AA

28. En flue på væggen

 

Jeg gik gennem stuen og fiskede min mobil op ad lommen på samme tid. Hurtigt fandt vej ud til skuret, hvor min alt for støvet cykel var. Som jeg hurtigt fik cyklen ud af skuret, kunne jeg se, at nummeret på antal deltagende til Rosas ‘fest’ steg og steg. Med en følelse af tilfredshed satte jeg kursen mod Rosas hus.

Hun boede oppe ad bakken ved kirken, så meget vidste jeg i hvert fald. Da jeg kom ud på hovedgaden, satte jeg farten op. Kevin ville have et forspring, men han ville uden tvivl være travlt optaget af at snakke med Rosa og prøve at lukke festen ned over mobilen på samme tid. Og ganske rigtigt, på vej op ad bakken så jeg hans flagrende skjorte dreje til venstre ned af en vej. Jeg tog samme sving et halvt minut senere.

Der var ingen tvivl om hvilket hus, der var tale om. Kevins cykel lå smidt i forhaven og på trappen op til det hvidkalkede hus stod Rosa i døren. Kevin gestikulerede for foden af trappen. Jeg kunne ikke høre ordene, men forestillingen var også god uden lyd.

Jeg sprang af cyklen og stillede den op ad træet, der skulle gøre den asfalterede vej noget mere attraktiv og gik så over på den anden side af fortovet.

“... forældre er hjemme … tænker du på?!”

Jeg kunne høre Rosas stemme tydeligere. Jeg bed mig i læben og fokuserede i stedet på Kevin. Han havde mobilen fremme igen. Jeg stak hånden i lommen og tjekkede begivenheden. Der var godt 10 minutter til det hele skulle løbe af stablen.

“... ikke mig” råbte Kevin og tog et par trin op ad trappen mod Rosa, der kom helt ud på trappeafsatsen og satte en finger i brystet på Kevin. Jeg kunne se hendes læber bevæge sig, men kunne kun gætte mig til de lavmeldte ord. Kevin rystede vildt på hovedet.

Bag Rosa kom en mand til syne. Han var iklædt skjorte, men den var dog knappet lige i forhold til Kevins. Det store smil han bar blev hægtet en smule af ved synet af Kevin. Om det var det gule hår, skjorten eller det faktum at hans datter netop havde hældt en række skældsord ud over Kevin, vidste jeg ikke. Middagen var i den grad aflyst.

“Hvad sker der?” kunne jeg høre en kvindestemme indefra huset kalde. Nu kom moren til, lige i rette tid til at modtage de første gæster.

Kevin så sig forfærdet omkring, da to fra hans vante slæng, Jannick og Oliver kom gående ned ad vejen mod huset. I et dirrende sekund troede jeg, at Kevin ville få øje på mig. Men hans opmærksomhed blev hurtigt trukket tilbage til Rosa og hendes forældre.

Det lod til at han atter prøvede at forklare sig. At slippe for det uundgåelige. Situationen var ret komisk. For en gangs skyld var det ikke mig, som stod i den. Jeg trak cyklen op. Det var på tide at smutte igen. Jeg ville nødigt indblandes i Kevins problemer lige nu og desuden skulle han helst undgå at se mig. For hvem vidste så, hvad der kunne ske?

Jeg satte kursen tilbage, hjemad og passerede et par grinende piger fra min parallelklasse, da jeg rundede hjørnet ved kirken. Festen var vist kun lige begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...