Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1080Visninger
AA

8. En blandt mange

 

De sidste mange uger havde jeg gået med shorts. Det var måske lidt køligt, men jeg kunne godt lide fornemmelsen af kulden mod benene. Samtalen med pigen var stadig i frisk hukommelse, da jeg var på vej hjem ad den sædvanlige sti. Jeg havde opgivet at finde Kevin. Men det var egentlig helt fint. Jeg var træt af hele tiden at rende i halen på ham. Jeg var træt af at prøve at være en, som jeg ikke var. Men mest var jeg træt af ikke at vide, hvad jeg ville.

Min taske gnavede sig ind i min skulder. For mange skolebøger, som jeg helt sikkert ikke ville få læst i. Hvor meget tid havde forfatterne til de bøger egentlig brugt på at skrive bøger, som ingen elev ville finde interessant eller spændende? Mon de havde nydt at skrive den? Det håbede jeg. Andet ville være surt.

Jeg sukkede og sparkede ud efter en dåse, der lå mellem asfalten og de små græstotter, der stædigt prøvede at kæmpe sig frem.

Hvad adskilte mit liv fra alle andres? Jeg så op mod himlen og prøvede at forestille mig de atter tusinde stjerner deroppe, som var usynlige. Hvad er jeg? Jeg så grundende ned i jorden igen, alt imens jeg prøvede at lette vægten fra den tunge skoletaske. Et tal, kom jeg frem til. Min identitet er et tal på et stykke papir givet til mig, da jeg første gang trak vejret i denne verden. Jeg stod sikkert i en eller anden database af tal blandt millioner af andre mennesker. Millioner af andre tal. Mon jeg ville kunne skelne mit tal ud blandt de andre tal? Hvad gør mig speciel? Jeg var kommet bag om den mere trafikerede gågade og kom nu ud til den større vej. Som man skulle, så jeg mig fra side til side. Men jeg kunne aldrig huske hvilken side, man skulle kigge til to gange. Så for en sikkerheds skyld kiggede jeg to gange til hver side. Ingen biler. Perfekt. Jeg krydsede vejen og gik ind på villavejen, der ledte til villakvarteret.

Hvis livet var et skuespil, så måtte jeg vel have hovedrollen i teateret kaldet William Hansen. Jeg var den, som jeg skulle passe på ikke blev kørt ned, eller ikke sagde noget dumt eller glemte at lave lektier. Mit liv.

Jeg hilste på Jane, som boede et par huse fra os. Hun smilede med sin tandløse mund. Det fik mig altid i godt humør.

Der var bare et problem, som nagede mig. Jeg gik i skole for at lære. For at blive egnet til at udføre et arbejde. For at kunne kalde mig voksen og for at få børn, så racen “mennesket” kunne reproduceres. Samfundet, eller i hvert fald nogen eller noget, havde brug for mig, til at gøre disse ting. Jeg var en brik i en smurt maskine. En brik.

Jeg kunne nu se mit hus og tanken om at lukke døren bag mit værelse, fik mig til at sætte farten op. Jeg satte i løb. Væk fra tankerne og ind mod sikkerheden.

Hvad er meningen? Lød en lille stemme i mit indre, som jeg anstrengte mig for at overdøve med sanseindtryk og den imaginære duft af aftensmad, selvom der var timer til spisetid. Da jeg nåede huset, var det som om, jeg var drænet for hver en stump energi i kroppen. Jeg svedte både mentalt og fysisk. Mit hjerte bankede, på trods af at det blot var halvandet hundrede meter, jeg havde løbet. Jeg trykkede hårdt håndtaget ned og skubbede indad. Døren gav sig ikke. Låst.

Irriteret satte jeg tasken fra mig og rodede rundt efter nøglerne. Jeg støttede knæet mod fliserne, som far havde spulet sidste sommer, men som i den grad var præget af kulden, der havde været i vinters.

Ingen nøgler. Langsomt lukkede jeg tasken og trak den op på skulderen igen. Jeg gik om på den anden side af huset og spejdede efter det korte strå: Men intet vindue stod på klem. Da jeg kom op til fronten igen, satte jeg tasken fra mig og lænede mig op ad hoveddøren. Så måtte jeg vel bare vente. Tid var der jo masser af, ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...