Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1074Visninger
AA

19. Byttedyr

 

En gennemtrængende stank af gamle madpakker og indtørret et-eller-andet hang i luften i kantinen. Jeg trådte derind, og af vane var jeg ved at gå over til min sædvanlige plads. Jeg havde helt glemt, hvad jeg havde lovet mig selv: At jeg ikke ville være den person længere. I stedet gik jeg videre over til den fjerneste krog, hvor der aldrig sad nogen. Her kunne jeg måske være i fred. Jeg satte mig, så jeg kunne se ud over hele kantinen.

Der var usædvanligt stille i kantinen. Jeg skævede til det pædagogiske øre, der viste støjniveauet. Den var på det acceptable gule niveau. Et par lærere gik som høge rundt og sikrede sig, at der ikke blev kastet med mad eller brudt andre regler.

Jeg var gået i forvejen, men jeg vidste, at Kevin og resten af dem fra min klasse snart ville ankomme. Og ganske rigtigt, lidt efter kom hele troppen gående ind. Jeg rullede øjne, men der var ingen til at se det. Ingen at provokere. Men var det virkelig, det jeg ville? Provokere?

Nej, kom jeg frem til, dukkede hovedet og rettede koncentrationen mod min mad.

Af og til skævede jeg til mit gamle bord, og et par gange mødte jeg et par øjne hist og her. Der blev hvisket, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var om mig. Men ville de virkelig gå så meget op i det? Jeg var led og ked af hele tiden at skulle tænke situationen i gennem. Jeg havde mest af alt bare lyst til at konfrontere dem. Bare gøre noget. Men det havde vist sig ikke at være den bedste metode. I hvert fald ikke hvis jeg ikke havde en langsigtet karriere inden for kriminalitet i sigte.

Jeg besluttede mig for at finde et andet sted at spise min madpakke. Måske skulle jeg helt droppe at dukke op i kantinen. Jeg burde for fremtiden finde Anna.

Det var et par dage siden, at jeg havde set hende og lige nu, havde jeg virkelig brug for hende.

Den halvspiste mad pakkede jeg væk og trak min skoletaske over skulderen. Jeg blev helt sikkert forfulgt af blikke. Ubehagelig til mode satte jeg farten op og forlod kantinen. Da jeg kom ud, kiggede jeg mig over skulderen. Til min overraskelse var Kevin lige bag mig. Han var ledsaget af et par andre drenge.

Jeg trak blikket til mig igen og satte kursen mod den anden ende af gården, hvor jeg håbede at finde Anna.

I et snuptag blev min taske revet af mine skuldre. Jeg snurrede rundt og mærkede straks en klump i maven. Det var drengene, der for et øjeblik siden havde været anført af Kevin. De satte nu i løb med min taske cirkulerende i mellem sig.

“Hey!” skreg jeg og satte i løb efter dem, men de havde allerede fået et godt forspring. Det var først, da jeg nåede om bag skolens bygninger, at jeg indhentede dem. Patrick, Jakob og Oliver stod i en trekant og kastede skødesløst min taske rundt. Hjælpeløsheden tyngede mig ned. Jeg vidste, hvem der stod bag, og det var det, som brændte allermest.

“Giv mig den!” skreg jeg og kastede mig ud efter Oliver, der i samme nu greb tasken. Han sparkede ud efter mig og ramte mig på låret. Smerten fik det til at til at give efter, og tasken var atter videre i luften. Jeg kom stønnende på benene igen.

Patrick, den højeste af drengene vendte sig mod bygningen og kastede af al kraft tasken op på taget. Jeg stirrede på ham. Typisk. Så typisk. De havde ikke engang et udestående med mig, og alligevel syntes de at nyde det.

Grinende forlod de mig. Jeg gik et par skridt tilbage, for rigtigt at se tasken. Den var fanget i tagrenden, og den ene skulderrem dinglede ud over kanten.

Jeg så håbløst op på den. Hvis jeg stirrede længe nok, ville den så komme svævende ned til mig? Mor plejede at sige, at ting ikke ordner sig selv, så jeg så mig om efter en løsning.

Pedellens skur stod op af den næste bygning. Jeg fik en idé:  Der måtte helt sikkert være en stige derinde. Heldigvis havde mine forfølgere valgt bagsiden af bygningen, så der var ingen lærere til at fortælle mig, at det jeg havde gang i, var aldeles dumt, og at jeg nok hellere skulle komme ned, hvis ikke jeg ville have en snak med rektor. Stigen balancerede jeg under den ene arm. Den var tungere end jeg havde forventet, og det tog mig et par forsøg, før jeg fik den placeret lige op ad muren. Jeg satte foden på det første trin og tog fat med hænderne om metallet. Forsigtigt tog jeg turen op mod himlen. Det skulle lige passe, at Kevin eller nogen af de andre kom forbi og rev stien væk under fødderne på mig. Men så sindssyge kunne de vel ikke være? Den bitre smag i munden var der stadig.

Jeg fik fat i tasken og kom ned på jorden igen. Men jeg følte mig ikke lettet. Jeg følte mig nærmere tynget ned af det, der var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...