Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1073Visninger
AA

22. Bib

 

Der var faste pladser ved spisebordet. Engang havde vi prøvet at sætte os tilfældigt, men efter et par dage var vi alle bukket under for vanen. Det var den, der skabte en hverdag. Stå op, gå i bad, spise morgenmad, gå i skole, gå hjem, spise aftensmad, sove.

Men de sidste mange uger havde været anderledes. Jeg havde lært Anna at kende, og hun havde vendt op og ned på min hverdag. Måske ikke så meget i vanerne, men så mere på den måde jeg tænkte. Hele vejen hjem fra skole havde jeg overvejet og gruet for dette øjeblik. Øjeblikket hvor jeg sad overfor Kevin ved spisebordet.

Under dække af at skære et stykke af kødet, så jeg på Kevin. Han havde ikke sagt noget til mig, hvilket var normalt, men det bekymrede mig også.

Jeg tog gaflen op til munden og snuppede kødet af den. Annas ord var fulgt med mig fra biblioteket. Nyde turen. Ikke tænke for meget over det. Det lød ikke ligefrem til, at det var den måde, hun levede på. Jeg prikkede til maden og sørgede for ikke at møde Kevins blik.

“Hvordan har jeres dag været?” spurgte mor i et typisk moderligt tonefald. Jeg var ikke sikker på, at jeg brød mig om den tone.

Irriteret på mig selv over, at jeg undgik Kevin på den måde, tog jeg mig sammen og rettede et gennemborende blik i hans retning. Hans øjne var fæstnet på mor og mine gled i samme retning.

“Helt fint” sagde Kevin og skottede end ikke til mig. Vredt stak jeg gaflen lidt for hårdt ned i maden, så bestikket hvinede på tallerkenen. Hvordan kunne han bare ignorere det hele? Hvordan kunne han bare lade som ingenting? Var det et lille smil, der spillede om hans læber?

Jeg skubbede vredt stolen tilbage og vendte ryggen til bordet. Jeg satte kursen ud mod trappen og havde sat foden på det første trin, da mor øjensynlig fik kæmpet sig fri af tavsheden.

“William!” hendes skarpe stemme fik mig til at stivne. Det gjorde den altid. Der var noget i den, der bare ikke tillod en af fortsætte.

Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Mit hjerte bankede af had, rent had mod Kevin. Jeg vidste ikke, om det var forkert. Jeg vidste blot, at det var det, jeg følte. Jeg trampede tilbage mod stuen. Sådan ville Kevin aldrig have tænkt.

Lige nu hadede jeg mig selv for ikke at kunne være mere som ham, men måtte stoppe op og tage mig i det. Mere som ham? Vreden flammede atter op for fuld styrke, og jeg var nær eksploderet. Hvordan kunne jeg nogensinde tillade mig at tænke den tanke?

Jeg så udfordrende på mor, der nu havde rejst sig.

“Jeres far og jeg har en lille overraskelse til jer” sagde mor, og vreden sivede ud af mig af overraskelse. Det var ikke ligefrem det, jeg havde forventet.

Far nikkede. “En overraskelse som måske kan bringe os lidt tættere sammen” forklarede han med sin hæse, fredelige stemme, som jeg kun kunne holde af.

Mor viftede os med ud i gangen, hvor en stor papkasse stod. Den havde bestemt ikke stået der, da jeg kom hjem fra skole.

Kevin stod et par skridt bag mig. Han så ud som om, han bare havde lyst til at ligge sig til at sove. Jeg knyttede mine hænder og drejede hovedet mod papkassen.

Kassen blev åbnet, og mor stak hænderne ned for at hive en lille, gylden-rød killing op. Jeg stirrede et øjeblik på den og måtte så blinke en gang. Det var bestemt så langt fra alt, jeg havde kunne forestille mig.

“Det her er Bib” præsenterede min mor den lille vådøjede killing op. Jeg tog et skridt frem og rakte ud efter killingen. Dens pels var blød som silke. Jeg samlede den op og mærkede straks varmen fra det lille væsen mod mine bare arme.

Den spjættede med de små ben, og jeg satte hende ned på gulvet. Hendes hale vrikkede frem og tilbage og hun så sig nysgerrigt mkring.

Et smil voksede på mine læber. Et smil jeg for alvor havde troet, var taget på en længere ferie til Australien. Jeg omfavnede mor og far. Kevin havde sat sig på knæ over for killingen og rakte en hånd ud mod den.

“Bib” kaldte jeg, og killingen drejede 180 grader og så på mig. Hun bed forsigtigt i min finger og så op på mig med de store øjne, mørke øjne. De syntes ikke at blinke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...