Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1076Visninger
AA

24. Begyndelsen

 

Det var den sidste skriftlige prøve. Jeg prøvede ikke at lægge for meget i det. For efter sidste skoledag var der også de mundtlige prøver.

Jeg rullede med musen ned over min opgave, som jeg havde brugt de sidste par timer på at skrive. Engelsk skriftlig. Indholdet var ikke specielt vigtigt. Jeg havde efterhånden gennemskuet lærerne. Jeg skulle bare have styr på grammatikken og så den fænomenalt vigtige røde tråd. Jeg trak på smilebåndet. En rød tråd. Det lød så pædagogisk. Hvor jeg glædede mig til, at skolen snart var overstået.

En af prøvevagterne hev et rødgyldent æble op fra sin taske og tog en stor, gnaskende bid. Hvis jeg havde siddet et par rækker længere fremme, ville jeg sikkert have kunnet se sprøjtene fra æblet, så saftigt lød det. Men jeg dukkede hovedet og prøvede at søge ly i koncentrationens hus. Jeg var efterhånden kommet i tvivl, om jeg overhoved havde haft nøglen i første omgang.

“Hvis ikke I har printet, skal I gøre det nu” meddelte en af vagterne. Jeg klikkede på det lille printerikon og lænede mig tilbage i stolen. Nu var resten op til censor og min engelsklærer.

Befriende? Skræmmende? Jeg gad end ikke tænke på det.

Da jeg kom ud, satte jeg kursen mod biblioteket. Anna var der selvfølgelig.

“Flot klaret” sagde hun og viftede med noget, der lignede en bog. Jeg smilede og satte mig overfor hende.

Jeg havde lyst til at påpege, at det ikke ligefrem var svært at overleve fire timer i et prøvelokale, og at hun næppe kunne give mig et verbalt klap på skulderen blot for det, nu hvor jeg faktisk slet ikke vidste, hvor godt det var gået, men jeg nåede ikke andet end at danne tankerne, før Anna var videre:

“Jeg har noget til dig.” Hun lagde den foran mig på det runde bord. Det lignede det hæfte, som jeg havde fået dagen før i dansk.

“Hvad er det?” spurgte jeg dumt.

Hun svarede selvfølgelig ikke. “Jeg har fået en idé” sagde hun i stedet og bankede med pegefingeren på bogen.

Jeg så på den. En ide? Jeg kunne mærke hendes begejstring. “Hvis du tror, at jeg begynder at føre dagbog…” sagde jeg, velvidende at det ikke var det, hun havde tænkt sig.

“Du skal bruge bogen til at lægge en plan” sagde hun. Jeg stirrede på hende. “En plan?” Jeg var ikke overbevist.

Anna nikkede og lænede sig tilbage, som om hendes arbejde var gjort. Jeg rystede på hovedet af hende.

“Hvad er det for nogle film, du ser? Planer i hæfter?” Jeg ville grine, men kunne ikke.

“Det er meget bedre at skrive planer ned i hæfter” sagde hun og nikkede alvorligt. “Det efterlader nemlig spor på computeren.”

“Det er jo ikke ligefrem fordi, det ville være en ulovlig plan, jeg ville lægge, vel?”

Hun trak på skuldrene. “Hvis du har tænkt dig at gøre noget ved det, så har du muligheden. Jeg ved, du har tænkt på det. Jeg ved, at Kevin går dig på.”

Jeg undgik hendes blik og samlede hæftet op. “En plan mod Kevin” mumlede jeg og rystede på hovedet. En hævnplan. Lød en lille stemme i mit hovedet. Det lød som Anna. Det var Anna.

Jeg faldt tilbage i tanker. Jeg kunne planlægge den bedste hævn nogensinde. En plan der ville, for en gangs skyld, vise at Kevin ikke var tvillingen med de gode planer. At Kevin ikke var den bedste.

Men mine tanker blev spoleret af to talende lærere, der med kaffe i den ene hånd og bøger i den anden, nærmede sig kopimaskinen. Jeg krympede mig i sædet. Anna var gået, og jeg følte mig uendeligt alene. Men de lod ikke til at ænse mig.

Den første lærer smed bogen på scanneren og satte maskinen i gang.

“Vi har ikke kunne få samlet et kor i år” sagde hun og så beklagende på sin kollega. “Jeg har ellers virkelig prøvet, men det ser ud som om, at vi i år må undvære at koret synger til sidste skoledag.”

Den anden lærer udtrykte sin ærgerrighed. “Det plejer ellers at være så hyggeligt.”

Jeg rullede øjne af dem og begyndte at samle mine ting sammen. Jeg glædede mig til sidste skoledag, men det var ikke fordi, at koret gjorde den store forskel. Eller var det? Jeg stoppede op og så en gang til hen mod de to lærere. En idé var ved at tage form.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...