Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1078Visninger
AA

12. At bryde fri

 

Kanden med den lyserøde smoothie var kold at røre ved. Jeg fyldte mit glas helt op til randen og fandt så et sugerør og en ske frem. Kanden stillede jeg tilbage i køleskabet.

Ude i stuen, havde far stillet op med staffeli og malerbøtter. Jeg havde aldrig interesseret mig for kunst og det lidt for abstrakte billede, sagde mig ikke noget. Det lod heller ikke til, at mor var tilfreds. Hun sad på sofaen og varmede hænderne på en kop te. Med et kritisk blik udbrød hun:

“Ej, Thomas! Du bliver nødt til at holde dig inden for det gyldne snit og se nu der! Er der nogensinde nogen, der har nævnt gestaltlovene for dig?!” Mor var grafiker. Nok mere af teori end praksis. Jeg lænede mig op ad dørkarmen for at betragte dem. De havde ikke taget det særlig pænt, da jeg kom hjem fra min lange udflugt. Faktisk havde de forbudt mig nogensinde at gå nogen steder uden mobil. Det kunne vel være værre.

Mor stod nu ved siden af far og udpegede de områder, hun var klart uenig i. Far havde solgt flere malerier det seneste par år. Jeg tror faktisk, at han havde et vist talent, men mors rette linjer og strenge billedkomposition lod ikke til at have tid til abstrakte tanker.

Jeg gik hen mod trappen og kunne svagt høre min far mumle et svar tilbage. Han gav hende sikkert ret. Trapperne tog jeg to trin af gangen.

Mit værelse bestod af bunker og øer af tøj, bøger og tasker. Jeg fandt vej gennem labyrinten og kom frem til mit skrivebord, hvor jeg stillede glasset med smoothie fra mig. Min hånd var næsten følelsesløs af den kulde, som de frosne bær havde afgivet.

I værelset ved siden af kunne jeg høre Kevin. Han var på vej ud på toilettet. Jeg kunne høre bruseren blive tændt. Vandet ramte gulvet i et stødt tempo. Lidt efter begyndte Kevin at synge. Jeg stirrede et øjeblik vantro mod døren, men begyndte så at smile. Alt syntes at være så meget lysere. Jeg tog en tår af smoothien og smilet voksede. Jeg havde snakket med Anna i dag. Et spørgsmål blev ved med at gentage sig i min bevidsthed: “Skal man lade sig styre af andres holdninger?”

Jeg havde svaret “Kun hvis man deler dem.” Vi havde ikke snakket sammen i over en uge, men det lod ikke til, at hun var blevet såret over min dumme kommentar, for hun havde fortsat sine spørgsmål: “Også hvis de vender én ryggen?”

Jeg havde haft på fornemmelsen, hvad hun mente.

“Så står man ved sin holdning.”

Men jeg vidste, at det ikke var det jeg ville have gjort. I hvert fald ikke hvis det var nogen jeg holdt af. Hvilket ville sige, at det måske ikke ville ske…

“William?” havde hendes melodiske stemme lydt. Jeg kunne forestille mig de stirrende, intense øjne..

“Ja?” havde jeg svaret, nervøst.

“Du er ikke som de andre.”

Endnu engang voksede smilet frem på mine læber.

“Jeg er bare William” sagde jeg højt. “Bare William”. Men det var også nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...