Spejlbillede

Kort roman. Om William Hansen og hans tvilling Kevin. Om det ikke længere at være én, men to. Om det at finde sig selv.

2Likes
0Kommentarer
1061Visninger
AA

7. Anna Mille Wish

 

Jeg kæmpede mig vej gennem mylderet af elever, der alle var ved at flygte fra det værste fængsel, de kunne tænke sig. På trods af modvinden af elever, kom jeg dog frem til skolens bibliotek. Det var så affolket og stille, som kun den mørkeste kælder på skolen ellers kunne være det. Jeg havde trukket loden som den, der skulle tage en stak kopier af den tekst, som vi skulle bruge i timen den følgende dag.

Målrettet gik jeg i gennem bogreolerne for at komme hen til kopimaskinen. Heldigvis var der ikke nogen i gang med at bruge den. Det kunne ellers havde været typisk. Så havde jeg været tvunget til at stå i kø og være på biblioteket i endnu længere tid. Egentlig havde jeg ikke rigtig noget imod biblioteket, andet end det faktum at man var stemplet for altid, hvis man blev set.

Jeg smækkede bogen op på glaspladen og tastede 23 ind på displayet. Så startede skanningen. Side efter side blev spyttet ud, og jeg startede mit sædvanlige regnestykke. Seks sekunder for hvert ark, syv sider pr. tekst, treogtyve elever. Men jeg nåede aldrig at lægge tallene sammen.

Jeg snurrede rundt, da der lød en svag hosten. Det var en pige. Hun havde to fletninger og store øjne, der var fikseret på mig. I et intenst blik troede jeg, at hun måske var en statue. Men så begyndte hun at tale:

“Jeg hedder Anna Mille Wish. Hvad laver du?” spurgte hun og lagde nu hovedet på skrå. Jeg stod mellem valget at ignorere hende eller svare, men jeg blev distraheret af hendes øjne, der endnu ikke havde blinket en eneste gang.

“Øhh… Jeg” sagde jeg, stadig tryllebundet af øjnene. “Jeg…” Der lød en svag lyd fra kopimaskinen. Ikke mere papir. Jeg så fortvivlet rundt og endte så med at skæve til pigen. Hun sad i samme stilling som før.

“Ved du hvor, der er mere papir?” spurgte jeg svagt. Hele situation var så akavet, at jeg kunne have løbet skrigende der fra. Hvorfor blinkede hun dog ikke?

I en smidig bevægelse var hun på benene og gik hurtigt hen til reolen, der stod op ad væggen. De to fletninger piskede bag hende. Hun rakte mig en stak papirer, og jeg tog imod dem.

“Tak” mumlede jeg, trak skuffen ud og placerede de blanke stykker papir i den. Jeg vendte mig væk fra hende og bankede med pegefingeren på maskinen, der atter var startet. Jeg prøvede at vende tilbage til mit regnestykke for at modregne den tabte tid. Men det faktum at hun stod blot to skridt bag mig, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

“Sådan er de fleste her…” sagde pigen. Jeg vendte mig langsomt om.

“Hva’?” spurgte jeg en smule irriteret.

“Sådan er de fleste her” gentog hun, de stirrende øjne var blå. Blå ligesom mine.

“Jo, tak. Det fik jeg godt fat i” mumlede jeg og vendte øjne af hende.

“De fleste her er ligesom dig” forklarede hun og blinkede endelig.

Jeg stirrede på hende. “Det skal du ikke være sikker på.”

Hun nikkede. “Uhøflige, nedladende. Man skulle næsten tro, at det var den nye popularitetsfaktor.”

Jeg kunne ikke samle mine tanker. Ingen på min alder ville da nogensinde tage ordet ‘popularitetsfaktor’ i deres mund? Var det overhoved et ord?

Kopimaskinen gav en lille, ynkelig lyd fra sig. Den var færdig. Jeg vendte mig om, glad for at have en undskyldning for ikke at se hende ind i øjnene. Jeg samlede dokumenterne op og snuppede bogen. Anna havde sat sig tilbage på sin plads. Hun stirrede ned i en bog. Et atlas.

“Har du nogensinde tænkt på, hvor stor verden egentlig er?”

“Øh…” svarede jeg, halvt henne mod udgangen.

“Og så lille på en gang. Der er så meget, som vi ikke kender. Tænk engang på, hvor stort universet er og hvor lille en del, vi er i det.”

Jeg rystede på hovedet.

“Vil du rejse, når du bliver stor?” Spørgsmål fik mit hoved til at dunke.

“Det… det ved jeg ikke” fik jeg frem. “Måske” tilføjede jeg og fik fremtvunget en skuldertræk.

Han så vurderende på mig. Gennemborende. “Jeg vil gerne rejse. Rundt i hele verden. Se de smukke steder og møde smukke mennesker. Du burde låne denne her” sagde hun og rakte atlasset frem mod mig. Jeg rystede på hovedet.

“Øhm… Nej, ellers tak.”

“Du er måske ikke så meget til bøger?” spurgte hun og stirrede mig direkte ind i øjnene. Det føltes som et forhør.

“Det er jeg ikke sikker på” svarede jeg og prøvede at følge med i samtalen, der syntes at ændre karakter hele tiden.

“Film, måske?” spurgte hun, og før jeg kunne nå at svare, fortsatte hun: “Der findes masser af gode programmer om at rejse.” Hun talte hurtigere og hurtigere. Beskrev bjerge, vandfald og lokalbefolkninger. Med en finger fandt hun en side i atlasset

Hun lod mig endelig fri fra sit stirrende blik. Det var som at vågne fra en trance.  Jeg sikrede mig at alle papirerne var med, og før hun nåede at se op igen, smuttede jeg hen mod døren og ud af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...