Sælsom - n o v e l l e

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 8 sep. 2016
  • Status: Færdig
Jeg lader teksten fortælle. Fordi at det er midnat, og jeg er for doven til at skrive hvad den handler om.

2Likes
15Kommentarer
128Visninger
AA

1. ✖ Sælsom ✖

Sælsom

 

Mørket formår at overvælde mig. Indtil hun rækker ud efter mig.

 

Vækkeuret ringer og jeg svinder langsomt tilbage til virkeligheden. Jeg sukker, og skubber vækkeuret ned fra det lille bord ved siden af min seng. Vækkeuret burde være lettet. Næste gang kaster jeg det måske ud af vinduet. Jeg sætter mig op i sengen, tørrer månestøvet ud af øjnene og roder i mit krøllede hår i håbet om at det ville få mig til at indse at det er en ny dag. Fredag.

Men denne dag, skal ikke være som alle andre.

 

Lyden af min rustne cykel som buldrer hen over brostenene fylder havnen. Søvnige folk vander blomsterne i deres vindueskamme, mens de gaber i kontrast til min morgenmotivation. Lugten af saltvand skær i mine næsebor. Den fugtige luft omfavner, nej omklamrer mit ansigt. Jeg har et smil på læben, skønt jeg sætter farten en smule ned.

Nogen nærmer sig.

”Bjørn. Du cykler kraft’ademe hurtigt. Pas nu på din cykel ikke ender som alle de andre der ligger under bådende, og dit tøj? Driv vådt” siger han. Jeg ler, og sætter farten endnu mere ned så vi kan cykle resten af vejen sammen. ”Godmorgen Frede. Det kan godt være at jeg cykler hurtigt, men det betyder ikke at jeg har i sinde at cykle ned i havnen. Jeg holder mig til brostenene” Han reducerer mængden af brosten i mellem os, i et forsøg på at drive mig længere over mod det mørke vand.

”Drop det” griner jeg.

 

Jeg lader diskret mit blik skimte uret igen. Jeg gør det i håbet om at blive lettet eftersom minutterne er suset afsted. Men i virkeligheden lader jeg bare et håbløst suk glide ud gennem mine læber. Modulerne tager forhevlede lige så lang tid som det tager opfinderen af min historie, at skrive et par sætninger. Vores skeløjede tysklære Åse står og gestikulerer gevaldigt mod tavlen, da det lader til at jeg ikke er den eneste som ikke har min opmærksomhed rettet mod hende og hendes støvede undervisning. Hun spørger om et eller andet på tysk med sine hæse stemme. Gør hele klassen stille.

Sarah som sidder ved siden af mig, rækker hånden op og får svaret med flydende tysk og skuldrende tilbage. ”Ja, danke schön Bjørn” siger hun med sine støvede øjne rettet på luften mellem mig og Sarah. Hele klassen flækker sammen af grin. Gustav som sidder ved siden af mig slår mig på skulderen med et drenget skvalder. Jeg slår tilbage, og pludselig brøler Åse at Gustav da ikke må slå Sarah. Sarah fniser, fortryller rummet med sin tøsede karisma. Skolen burde virkelig se at bruge nogle mindre penge på bøger vi alligevel ikke læser og se at investerer i nogle nye lærere. Jeg lader diskret mit blik skimte uret igen. Jeg ånder lettet ud. Minutterne er suset afsted.

 

Hvorfor kan jeg ikke bare blive liggende i min seng hele aftenen? Jeg finder det utrolig bekvemmeligt efter de lidt, ej okay, alt for mange månestøvs tiltrækkende timer i skolen.

Hvorfor ikke bare falde

 

Mor brager ind af døren og får alle mine vægge, åh så fyldt med skaterplakater, til at ryste. Jeg blinker tungt, og kigger forvirret rundt. ”Har du ligget og sovet?” spørger hun opgivende. Et: ”Æhhm” snubler ud af munden på mig. ”Hvorfor ligger alting på gulvet?!” råber hun og gestikulere mod de bunker af beskidt tøj og pizzabakker som har overtaget selve mit værelses gulvareal. Jeg kigger op på hende igen, ”Jeg tror det kaldes tyngdekraften” siger jeg så. Hun sukker, og går ud af døren igen. ”Hvorfor bankede du ikke på?!” Råber jeg efter hende. Hun åbner døren igen, denne gang med et fjoget smil. Hvad sker der også lige for mødres humørsvingninger? ”Jeg bankede på,” konstaterer hun. ”Tre gange, Bjørn”.

 

Her sidder jeg så. Omringet af grønt græs, selve klassen og med en bajer i hånden. Solen er ved at gå ned, himlen har dermed et besynderligt skær. Næsten violet. Hvordan endte jeg her? Nåh jo, det var solen som havde strålet gennem de snavsede vinduer og lokket os til at aftale at mødes i Kongens Have senere. Frede, Silas og Gustav forsøger at føre en samtale med mig. De snakker med mig om hvordan Sarah kiggede på mig tidligere og hvor gode bryster hun ikke også har? Denne gang er det mig som smiler fjoget. Jeg kan mærke blodet fylde mine kinder op. De slår mig på skulderen, og giver mig noget at skylle bajeren ned med. En bajer.

 

Hendes mund er lukket, men hendes lange mørkebrune hår fyldt med ensomme tanker. Hendes fregner ligger om hendes opstopper næse, som var de stjerne konstellationer. Hendes jordslåede støvler og altid løse snørebånd forklarer hendes fraværen. Hun har sikkert været ude og gå i blomster befyldte moser. Hendes forskellig farvede øjne er så tomme og alligevel så fyldte at jeg ville gøre alt for at se som hende. Hendes fyldige læber og den rosa farve som omfavner dem, længdes.

Efter alt andet end mig.

 

”Hvorfor sidder du og stirrer på Kama?” spørger Gustav pludselig. Jeg spørger forvirret hvad han mener. De knækker sammen af grin. ”Du er helt væk Bjørn”. Jeg kigger over på hende. Hun kigger på mig. Vi kigger på hinanden. Da de så uheldigvis indser at jeg stadig gransker Kama, vender de deres bitre blikke mod hende. Hun rejser sig og går. ”Hun er Sælsom” konstatere de. ”Det ved vi alle sammen, har du glemt det Bjørn?” Jeg stirrer stadig over mod det sted hun sad og pillede små blomster ud af plænen ved. ”Bjørn?” De kigger på mig som var jeg ikke længere den selv samme person. Som når sommer bliver til efterår. ”Jeg kan muligvis lide Sælsom” Siger jeg, løsner blikket fra blomsterne uden rødder og rejser mig for at gå.

 

Snubler hen mod bussen, i en sådan fart at folk råber efter mig. Den tørre luft omklamrer, nej omfavner mit ansigt. Jeg ved at hun allerede sidder i den. Venter? Dørene lukker og jeg har aldrig løbet så hurtigt før. Jeg burde begynde at drikke nogle flere bajer. Ukrudtet langs vejen læner sig forover i det jeg løber forbi. Mit sølle armbåndsur tikker, men ikke sekunder. Nanosekunder. Jeg kan mærke pulsen, jeg mener øllen løbe i mine årer. Jeg skal nå det. Det er ikke længere skumringstid, næ nej. Nu er det månen, gadelygterne og mit håb som giver mig en idé om hvor jeg løber. Denne dag ville ikke være som alle andre?

Dørene åbner og hele min kæft breder sig i et smil.

 

Hvorfor hevlede skal denne tur også være så lang? ”NØJ! Solen skinner, skal vi ikke tage hele fucking vejen ind til København?” HAHA, kisteglade i låget.

Hov, hun rejser sig. Lægger hendes distraktions-avis fra sig og gør sig klar til at stige ud. Jeg kigger op på skærmen og ser så at der står: Kongevejen. Varmen flyder ud i hele kroppen, og mit hoved begynder at dunke. Hvad gør jeg? Hun lagde ikke mærke til mig da jeg stod på. Tror jeg. Min mave snurrer, og mine fingre begynder at ryste. Nu, er ikke det rigtige tidspunkt at få øllen ud af mine årer. Jeg har sådan lidt, meget brug for den.

Jeg rejser mig, og stiger ud. Nanosekunder. Jeg går forsigtigt. Kun få meter bag hende. Hendes hår blafre i vinden, og hendes ensomme tanker drysser ud over mig. Kunst. Det føltes som om at mine ben smelter under mig for vær skridt jeg tager. Hun rækker ikke ud efter mig i andet end mine drømme. Det er mig som skal få mørket til at forsvinde. Jeg tager en dyb indånding, og rækker ud efter hende. ”Sælsom?” spørger jeg. Hun vender sig overrasket om.

Lyser op i et smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...