Da jeg var lille i min mormors have

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 8 sep. 2016
  • Status: Færdig
Et Essay om hvordan det var for mig at komme på besøg hos min mormor og morfar før de flyttede. det er et lille indblik i min personlighed.

0Likes
0Kommentarer
28Visninger
AA

1. Da jeg var lille i min mormors have

 Da jeg var lille i min mormors have .

Da jeg var lille i min mormor ´s have, stod der en stikkelsbærbusk. Der var også mange andre bær, men det var den her busk, jeg husker bedst. Der var både grønne bær, og rødlige bær. Men jeg kunne bedst lide de grønne. Det var ret sejt, at selvom de var grønne, så smagte de sødligt. Selvom, i starten troede jeg ikke de var modne. Så gik min mormor med mig ud, og viste mig dem. Og fik mig til at smage dem, på trods mine protester. Og de smagte ikke helt ligeså sødligt som de røde, men det kunne jeg egentligt ret godt lide. Den dejlige smag fyldte hele min mund, og jeg lukkede øjnene i et øjeblik. Jeg var meget stolt over, selv at kunne plukke og spise dem. Jeg var vel ikke mere end fire.

Der var også en gynge, som var hængt fast til et stort træ i den lille have, hvor bærrene var. Der var nemlig også en stor have, hvor den store græsplæne og æbletræerne var. men når man gyngede i gyngen, knirkede det. Som jeg husker det, var det et bøgetræ, med lange ”lianer” hængende ned. Der kunne jeg gynge, når jeg spiste bær.

Om vinteren gik jeg ud og tørrede sneen af det nøgne krat med hånden. Det kildede i den bagefter, og jeg skyndte mig ind i varmen igen. 

Min mormor og jeg lavede også et hus under en stor sten. Det var til troldene som boede på spidsen af Bornholm, hvor min mormor og morfar stadig bor. Der boede Krølle Bølle og hele familien. Nogle gange gik jeg ud, og gav dem nogle af mine stikkelsbær. Jeg kravlede også op på stenen, og hoppede ned. Den var stor, og firkantet. Min mormor havde fundet den, da vandet var gået i hele det store hus. Så skulle de grave nogle rør op af jorde, og så fandt de stenen. Min mormor syntes, det var synd at smide den væk, så nu står den midt i den lille have.

Når der var gudstjeneste i min mormors kirke, kom Krølle Bølle også med. Og bagefter kom den med og sørgede over de to grave, som jeg altid sørgede over. Den ene, var en lille dreng, der havde en statue som jeg syntes var så flot, den anden var en rig mand, som havde en kæmpe gravsten. Jeg kendte ingen af dem, men jeg lagde mælkebøtteblomster ved dem. Så løb jeg forbi mosen, der lå på vejen. Der fiskede jeg nogle gange efter frøer. Det lugtede meget specielt, en hel speciel lugt, som jeg ville kunne kende, hvor som helst på jorden. Det var ikke en sumpet mose. Der var ænder i den, og nogle gange svaner. Når man rørte ved andemaden, som lå oven på mosen, gik den itu, i små tordenlyn, eller som en klippe der sprækker. Det var så flot. Men min mor sagde, at jeg ikke måtte svømme i det. Men det kunne vel ikke skade, at stikke en fod i den smukke grønne overflade. Jeg forstod ikke, at den var dybere end man kunne se. Det var jo så flot. Hvorfor måtte jeg så ikke svømme i det?

Nogle gange kom jeg alene til Bornholm. Så kom min mormor og morfar, og hentede mig i København. Og så tog vi færgen sammen. Og når man steg af, duftede det af fisk, og en varm blomsterduft. Der var et stykke vej tilbage når man kom ud, før vi var ved Nylars. Jeg elskede at kigge på Rønne som stod helt majestætisk, når færgen kom i havn. Jeg kunne kigge ud og se Bornholm komme nærmere og nærmere. Så kørte vi først igennem byen, og senere blev den udskiftet med hårde buskadser, og barske klipper.

Vi gik tit ture. Nogle gange, fandt min morfar på, at vi skulle ud, og gå i nede ved stranden, selvom det stormede. Så måtte jeg tage afsked med min have for en tid. Det blæste aldrig særlig meget i haven. Den var nemlig af kranset med et slags ”læhegn” af blomster og buske. Men ude ved klitterne, var der bidende koldt, og modvind. Jeg syntes der var barskt, og uhyggeligt. Jeg ville meget hellere hjem og lege. Deres have, var som et lille paradis, i al storbylarmen, jeg kom fra.

Jeg elskede min mormors have næsten lige så meget, som jeg elsker hende selv. Når jeg kom fra København, hvor det altid larmede, og folk vrissede. Jeg var et lille barn, der stolt gik over fodgængerovergangen, og pænt fortalte folk, at man altså ikke måtte gå over for rødt.

Man ville nok tænke, at min have er lidt overfladisk. Og det er den måske også. Men jeg har den ikke længere, og det er sådan, jeg husker den. Den er nok ikke idyllisk i virkeligheden.

Men jeg smiler, når jeg tænker tilbage på min stikkelsbærbusk, som var gemt væk, i hjørnet af bærhaven der altid duftede af sommerlun solskin og dugvåde røde jordbær. Jeg kunne løbe og lege i den have, hele eftermiddagen uden at blive træt. Midt på den store græsplæne foran, var der en cirkel fyldt ud med blomster. Det lignede en rundkørsel, og jeg kunne blive ved med at løbe rundt om den.                                                                                          

En dag sagde min mormor til mig, at hende og morfar, snart skulle på pension. Og fordi hun var præst, skulle de så også flytte. ”men først, når du kommer i første klasse. Havde hun sagt. Jeg gik i nulte klasse dengang, og jeg syntes, at et år var lang tid. Jeg havde lært et nyt begreb i skolen. ”den sag, til den tid. Det syntes jeg var sejt at sige. Og det var det jeg tænkte, når jeg legede det sidste år, i min mormors have.                                                                                     Jeg kan huske, at da jeg gik i børnehave, havde jeg spekuleret over, at tiden gik så hurtigt. Hvorfor er det efterår, når det lige har været forår? Det var sådan jeg havde det, da der pludselig var gået et år, og de skulle flytte. Det kom som et slag. Hårdt, og uventet. Hvor hurtigt det egentligt går. Hvis jeg kunne, ville jeg tilbage til min mormors grønne have, de grønne stikkelsbær, og mosen med det grønne andemad. Nu bor de i et hvidt hus, med hvide sten belagt i den lille have. Og med hvide og vægge, som det meste af huset består af. Før var haven større end huset, nu er det omvendt. Er min stikkelsbærbusk der mon endnu? Tiden har gjort min mormors have til fortid, og huset i rønne til nutid. 

Obs: der kommer ikke flere kapitler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...