Hemmeligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Det skulle have været en helt almindelig nat, hvor Mie skulle være kommet hjem efter en helt almindelig fest. Men intet er længere normalt, og alting er på kanten til at komme frem – for når hemmelighederne hjemsøger en og dem man holder af, hvem tyr man så til? Vil man holde ud, eller vil man give op?

2Likes
2Kommentarer
215Visninger
AA

2. Ingen hjælp er bedre end en smule hjælp, eller?

Søndag. Utroligt stresset dag. Så meget skal nås. Jeg skal gøre mig klar til universitetet om mandagen og handle og forbi politistation og forhøre mig om Mie og kontakte min søster i Køge. Alt, alt, alt for mange planer. Jeg lader mit blik falde på det lille digitale ur i køkkenet, 10.05.
Jeg springer op på min grønne Kildemoes, cykler gennem København, mod Bellahøj, og drejer ind på Borups Allé. Bremserne hviner, da jeg stopper foran den store, rødbrune politibygning. Skodcykel, tænker jeg. Men måske bør jeg bare kigge lidt på bremserne.
Mens jeg fumler med mine nøgler, går jeg hen imod politistationens kontor. Nervøsiteten breder sig, og jeg kan ikke slippe de nøgler, som jeg nu holder tæt knuget i min hånd.
Tre bank. Ingen reaktion. Yderligere tre bank. Døren til kontoret bliver åbnet efter lidt tid. En blond, småbuttet dame skubber døren op med foden. I den ene hånd har hun en kop nylavet kaffe, at dømme ud efter duften. I den anden har hun en kæmpe stak papirer og en smøg, endnu ikke tændt, gemt mellem sin lange- og pegefinger. Hendes hvide, let krøllede skjorte er ved at slippe ud af den stramme sorte nederdel, og hendes hår er rodet. Hun var suset lige forbi mig, hvis ikke jeg havde nået at råbe efter hende. Et sæt går gennem hele hendes krop, og hun vender sig. Den kaffe hun spildte, da jeg råbte, kommer nu til syne, som en lille grim plet på skjorten.
”Hvad?”, snerrer hun.
”Jeg øhm.. ved du hvor Jørgen Klausen  befinder sig?” Min stemme ryster lige så meget som mine hænder, og jeg tvivler lidt på, om hun overhovedet forstår.
”Ja, men han sidder i møde lige nu. Er det vigtigt da?” Det gjorde hun. Jeg står og vipper lidt på stedet, ved ikke helt hvad jeg skal svare. Er det mon vigtigt nok? Jeg er for langsom. Den lille buttede sekretær går straks hen imod mig, med sit snerpede blik: ”Jeg har virkelig ikke tid til en nysgerrig københavner, som bare vil høre om ikke hun kan få nedsat sin parkeringsbøde, lige nu. Vi har travlt, og du er ikke til nogen hjælp. Så, er det vigtigt eller ej?”
Jeg springer en lille meter tilbage, lettere imponeret over hvor skræmmende en dame der kun måler 1,55, kan være.
”Altså, lidt vigtigt vil jeg mene det er”, siger jeg, fast besluttet på at vente på ham, og ikke lade hende komme i vejen for det.
”Okay, fint. Der er nogle ventestole længere nede ad gangen”, siger hun, som om ingen diskussion er hændt, og skynder sig videre på sine små stilethæle.

1 minut. 2 minutter. 15 minutter. 22 minutter. 30 minutter. 36 minutter. 43 minutter.
Jørgen Klausen træder, efter 43 minutter, ud fra mødelokalet og møder mig ved de ubehagelige, plastikblå ventestole.
”Camilla! Hej. Hvordan går det?” Politimanden kommer mig smilende, men med anstrengte træk, i møde. Jeg tripper lidt, giver ham et svar om, at det jo går okay og gør et forsøg på at bide negle, indtil jeg kommer i tanke om, at der ikke længere er noget at bide. Han peger mig i retning af sit kontor, og vi aftaler at mødes der, når han har hentet os noget kaffe.
”Du er her for at høre om Mie, antager jeg?”, siger han og lukker forsigtigt døren.
”Ja, ja jeg er. Jeg er så bekymret..” siger jeg. Kaffen er varm, og jeg tager forsigtigt en slurk. Føj.

”Du må forstå, Camilla, at vi kun har kørt efterforskningen i 2 dage. Dårligt nok. Hun forsvandt natten mellem fredag og lørdag, og det er kun søndag” siger han og tager en slurk af den alt for bitre kaffe. Han må være vant til den, eftersom der ikke dukker en eneste grimasse frem på hans ansigt. Jeg ærgrer mig. Jeg må have lignet en 7-årig som ville have citron for første gang uden at ane noget om smagen.  
”Selvfølgelig. Men jo længere tid, jo mindre bliver muligheden for at”, han afbryder mig, inden jeg når at argumentere færdigt:
”Hør, vi gør alt hvad vi kan, mere kan vi ikke gøre. Jeg lover dig, at vi ringer hvis der sker noget i sagen, og indtil da er du nødt til bare at være tålmodig.”
Jeg sukker, og nikker så. Jeg har ikke mere at sige. Jeg rejser mig, giver ham et høfligt ”tak” og går stille ud fra Jørgen Klausens kontor med den varme kop kaffe stående efterladt på hans mørkebrune arbejdsbord.
 
Vejret er stadig gråt og kedeligt, da jeg kommer ud fra den store politistation. Med hastige skridt nærmer jeg mig min grønne Kildemoes, men jeg sætter mig ikke op på den med det samme. Der sidder noget på styret. En lap papir, tapet fast. Jeg synker en klump, men overbeviser mig selv om, at det må være noget reklame. Jeg flår tapen op, og læser lappen. Synker endnu flere klumper. Jeg mærker frygten, der løber ned ad min krop som tusinde løver der farer af sted på en savanne.
Dumt valg. Du bør ikke gå til politiet igen. Jeg holder øje med dig. Tårer presser sig på bag mine øjenlåg, og jeg tager dybe vejtrækninger. Jeg hopper op på cyklen, og skynder mig væk fra den store politistation.

Jeg cykler altid ad vejen der fører forbi biblioteket når jeg skal hjemad, men i dag tør jeg ikke køre direkte hjem, og i stedet overvejer jeg at stoppe og og gå på biblioteket. Efter mange overvejelser om hvorvidt jeg skal stoppe op og smutte derind, standser jeg cyklen og parkerer den ude foran biblioteket.
Damen bag skranken ligner en typisk bibliotekar. For spidse briller, gråt hår sat op i en alt for stram knold, og en deprimeret mine trukket hen over ansigtet

Ivrigt kigger jeg lidt efter noget selv, men som alle andre gange giver det ikke noget, og jeg går hen til skranken. Den typiske bibliotekar har for travlt med computeren, til at hun lægger mærke til mig, og jeg er nødt at gå til yderligheder og gøre hende opmærksom på mig, så jeg rømmer mig:
”Undskyld?”
”Ja, hvad vil du sige?” hvæser hun med sin stemme, der formodentligt er opbrugt efter et liv med alt for mange smøger.
”Jeg skal bare lige have lidt hjælp. Eh.. har I nogle artikler om Mie Lurisen sagen?” spørger jeg, mens jeg kigger ned. Jeg kigger ned næsten hele tiden, jeg har ikke lyst til at kigge bibliotekaren i øjnene. Jeg kan mærke, at hun nu kigger intenst på mig, som for at få mig til at kigge, men jeg nægter. Mit hoved forbliver vendt diskret, eller hvad der er et forsøg på det, mod det snavsede gulv. Hun sukker, og jeg fornemmer, at hun har opgivet at få mig til at kigge og nu i stedet leder efter materiale. ”Hvor meget skal du bruge?spørger hun mig opgivende. Jeg beder hende give mig alt hvad hun har, og hun printer 20 avisartikler ud, overrækker dem til mig og vender sig mod sin computer igen.  Jeg skal til at spørge om en hæftemaskine, så jeg kan få noget samling på artiklerne, men beslutter mig i stedet for, at jeg ikke vil forstyrre hende yderligere og sætter mig over i en af de lidt blødere læsestole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...