Hemmeligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Det skulle have været en helt almindelig nat, hvor Mie skulle være kommet hjem efter en helt almindelig fest. Men intet er længere normalt, og alting er på kanten til at komme frem – for når hemmelighederne hjemsøger en og dem man holder af, hvem tyr man så til? Vil man holde ud, eller vil man give op?

2Likes
2Kommentarer
207Visninger
AA

1. Et uventet kaos

“Du ved ikke, hvad du går glip af” griner hun.

Jeg sukker, men smågriner så. ”Du er så vild. Jeg kan ikke følge med.”
Mie sender mig et luftkys, og lukker den store egetræsdør efter sig.
Jeg sætter mig i sofaen i stuen, tager min bog fra bogreolen og tænder den lille, hvide læselampe.
Endnu en fest. Et nyt sted, med nye mennesker. Nye fyre, nye knald. Jeg smiler for mig selv. Mie, hun vil så meget. Jeg orker ikke altid det samme. – men hun forstår, så det er ok.

En sms bipper ind på min mobil, displayet lyser op. Men den ligger for langt væk, jeg gider ikke rejse mig efter den.  Mine fingre glider ned om bogens omslag, og jeg åbner op og finder den side jeg er nået til. Bogmærker, god opfindelse. Jeg lader mig døse hen, glider ind i et andet univers, og glemmer verdenen omkring mig.

Jeg slår øjnene op og gnider dem. Bogen ligger på gulvet, oven på det tæppe jeg havde over mig. Søvnen må have overvundet mig til sidst.
 Klokken er omkring fire, og solen er begyndt langsomt at vise sig, på den ellers smukke, stjernefyldte nattehimmel. Med listende skridt går jeg ud i bryggerset. Mies overtøj er her ikke.
Måske hun bare har været så fordrukken, at hun sover i det? Men noget føles alligevel forkert.
Jeg smutter videre ovenpå, stadig med listende skridt. Banker forsigtigt på Mies dør. Intet svar. Ingen lyde. Hun må sove tungt. Jeg banker på endnu en gang, denne gang ikke lige så forsigtigt. Stadig ingenting. Jeg bliver lettere bekymret, men tager et par dybe vejrtrækninger og skubber langsomt døren ind til hendes værelse op. Min mave trækker sig sammen og jeg kan næsten ikke få vejret. Mies værelse er tomt.

 

Jeg havde ventet i to timers tid, da jeg ringede til politiet. Som en start, undersøgte de stedet hvor hun havde været. Ingen spor af Mie. Eller af nogen andre. Festen havde efter sigende været slut længe. Klokken er nu kvart over syv, og mine negle er nedbidte, mine øjne røde af gråd og min mave syg af bekymring. Jeg har ikke hørt noget i et stykke tid, heller ikke selvom de lovede at ringe regelmæssigt.
Midt i al bekymringen, kommer jeg i tanke om mobilen i går. Rejser mig, henter den og sætter mig tilbage i den trygge, varme sofa. ”Kan du huske vores aftale?”. Ingen afsender. Hvilken aftale?
Jeg prøver at huske, men der kommer ingenting. Jeg havde modtaget en besked lidt senere, fra samme nummer – jeg må have sovet på det tidspunkt. ”Dette er din skyld, Cam.” Jeg får kuldegysninger. Små hvide hår stritter på begge mine arme, og jeg fryser. Hvem er det? Hvad er min skyld? Jeg griber en smøg og trasker udenfor. Luft.

 

Timerne snegler sig afsted, og jeg hører sjældent noget fra politiet. Vejret er blevet koldt og gråt, mere end det var i forvejen. November. Tsk. Møgmåned. Jeg sukker, sætter mig, hiver min mobil op ad lommen og læser de mystiske beskeder igen og igen og igen. Ingenting vågner i min hjerne. Absolut ingenting. Der står intet nummer ved modtageren, kun ”ingen afsender”. Jeg tjekker det igennem hundrede gange. Stadig intet nummer at se. Underligt. Alt er underligt.
Mie mangler, glæden mangler, alt mangler. Jeg smækker benene op i sofaen, rækker ud efter fjernbetjeningen men bliver afbrudt. Mobilen ringer. Den lægger på skranken i køkkenet. Langsomt tøffer jeg derhen, med mine ben hængende efter mig.  Displayet viser hemmeligt nummer. Lort. Jeg tøver lidt, men tager den til sidst.
”Hallo”, hvisker jeg.
”Cam?” siger den hemmeliges stemme i mobilen.

”Camilla”, retter jeg. ”mit navn er Camilla, ikke Cam.”
”Er du sur på mig, Cam?”
”Jeg ved ikke, hvem du er”, mine hænder ryster. Den hemmelige svarer ikke. Den hemmelige, som er en han. En han, jeg ikke ved hvem er.
”Hvem er du?” spørger jeg, stadig uden svar. Jeg gentager, lidt højere. Igen og igen. Jeg får intet svar.
”HVEM ER DU?” skriger jeg ind i telefonen. Der bliver lagt på.

Mørket tager til, og jeg kan ikke finde ro. Min krop er hele tiden i gang. Jeg ved ikke hvem manden er. Jeg kunne ikke genkende stemmen, intet af det giver mening. Hvem er han? Hvorfor kontakter han mig? Jeg er bange. Bange for, om det har noget med fortiden at gøre. Den fortid, som ingen kender til. Den fortid, som skal forblive ukendt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...