Hemmeligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Det skulle have været en helt almindelig nat, hvor Mie skulle være kommet hjem efter en helt almindelig fest. Men intet er længere normalt, og alting er på kanten til at komme frem – for når hemmelighederne hjemsøger en og dem man holder af, hvem tyr man så til? Vil man holde ud, eller vil man give op?

2Likes
2Kommentarer
209Visninger
AA

4. 4.

”Jeg er ikke imod dig, jeg er bare heller ikke med dig” Judiths stemme i røret er rusten og helt klart forstyrret af dårlig forbindelse. Jeg sidder ved det brune egetræsskrivebord på mit lille kontor. Her har jeg holdt mig stort set al tiden siden Mie forsvandt, og prøvet at finde det mindste spor i artiklerne. Jeg kan ikke. Der er intet, min hjerne er gået i stå. Fuldstændig. I. Stå.
Så, genial som jeg er, har jeg ringet til min mor. Judith. Hende som aldrig har støttet noget af det jeg har ville foretage mig. Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det har jeg forstået, mor. Men hvorfor ikke?” Min stemme ryster, og jeg har lyst til at græde en milliard tårer. Det må vente.
”For det første, Camilla, er det altså faktisk ulovligt. Man kan ødelægge en hel efterforskning af det. For det andet, vil det aldrig lykkes dig at finde frem til noget brugbart, så det er spild af tid. Løb en tur, spis noget sundt, lav noget fornuftigt. Vi ses, ikke skat?” hun afslutter samtalen, og adskillelige bip når ud i rummet, før også jeg afslutter fra min hjemmetelefon. Jeg griber de mange papirer og min cykelnøgle. Som jeg sætter kursen mod indre København, mod biblioteket tæt ved Bellahøj, ledes mine tanker hen på ham fyren fra i formiddags. Hvem er han? Han så godt ud, og han var så venlig. Et stød går i gennem min mave, når jeg tænker på ham. Med det samme dytter en rød Peugeot af mig, og jeg vender atter min koncentration mod trafikken.

 

Bibliotekets ydre er om muligt endnu smukkere på denne november-eftermiddag. Solen står ned på bygningen og får den til at stråle. Jeg føler mig velkommen.
Til at starte med, sætter jeg mig ved en af de stationære, og søger efter telefonnumre. ’Jørgen Clausen’ ’Bellahøj’ ’Stephanie Lurisen’ ’Lauge Lurisen’. Jeg tøver med den sidste, men indtaster så ’Josephine Lurisen’. Mies yngre søster. Jeg skal til at klappe computeren sammen, men kommer i tanke om, at det er en stationær. Beslutsomt snupper jeg papiret med nedskrevne telefonnumre, samt alle de andre papirer, og sætter mig til rette – endnu en gang i en af de lidt blødere lænestole. Som det første vil jeg ringe Jørgen Clausen op, men jeg når at ombestemme mig. Han ville ikke hjælpe mig. Jeg må klare dette selv. Jeg streger ’Jørgen Clausen’ og ’Bellahøj’ af listen. Næste nummer: Stephanie Lurisen. Mies mor. En klump sætter sig i min hals, men jeg synker den og taster nummeret ind, med hænder der ryster som jorden under et jordskælv.

”Hej, det er Stephanie” en venlig stemme møder mig i røret, men jeg ved, hvad der gemmer sig bag den. Jeg er ved at smække røret på; som en reaktion på alting, men jeg stopper mig selv. Jeg må være stærkt – hvis de kan, kan jeg også.

”Hej Stephanie. Det er Camilla.”

Jeg ånder lettet op, idet hun siger farvel og lægger på. Det kunne næsten ikke være endt bedre. Vi skal mødes i morgen, hun havde ikke så meget mod på at snakke det hele igennem over en telefon. En svag vibration begynder langsomt i min højre for lomme, og jeg overvejer kort muligheden for, om det er ham. Sveden begynder så småt at pible frem under den tætsiddende Ralph Lauren polo, men det stopper da jeg sniger telefonen op ad lommen og opdager, at det ikke er ham. Et smil giver sig selv lidt plads på mine læber, og jeg slicer det grønne ikon mod højre.
”Camilla, ikke?” Stemmen i røret er velkendt, men jeg kan ikke helt sætte et ansigt på den.
Midt i mit mislykkede forsøg på at sætte et ansigt på stemmen, glemmer jeg at svare. Han prøver igen ”det er Camilla, er det ikke?” Som havde jeg aldrig glemt ansigtet, kommer det til mig.
”Jo, det er mig. Du lyder velkendt. Hvem er du?” spørger jeg Den Ukendte.
”Det er mig fra cafeen. Fra i morges” og jeg kan næsten se hans smil i det han siger det.  Jeg gengælder smilet, og svarer ham frækt ”sikke et chok. Men hvad er dit navn? Nu hvor du kender mit, og allerede har spoleret hele den skønne, hemmelighedsfulde ubevidsthed, vil jeg også kende dit.” Jeg kan høre ham fnise og ved nu, at hans navn er Phillip. Phillip – prinsen på den hvide hest. Jeg ryster på hovedet og smiler af mig selv. Vi snakker en times tid. Om alt. Alting. Og jeg er sikker på, at vi ville kunne blive ved i flere timer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...