Hemmeligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2016
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Det skulle have været en helt almindelig nat, hvor Mie skulle være kommet hjem efter en helt almindelig fest. Men intet er længere normalt, og alting er på kanten til at komme frem – for når hemmelighederne hjemsøger en og dem man holder af, hvem tyr man så til? Vil man holde ud, eller vil man give op?

2Likes
2Kommentarer
208Visninger
AA

3. 3.

Han rejser sig fra den bløde dobbeltseng, strækker sig indtil ryggen giver et lavt knæk, og går mod køkkenet. Lejligheden fik han for et par måneder siden af sin far. I gave, på sin 21-års fødselsdag. Ikke at det vil få ham til at ændre mening og arve firmaet efter sin far. Det er ikke ham, alt det med direktørstillinger, overflåd af penge og 90% mindre tid i hverdagen, fordi de bruges på et kontor langt væk fra hjemmet. Han er mere levende end det. Der skal ske noget, han er nødt til at føle sig i live. Et smil breder sig og han knapper sin nyvaskede skjorte. Jeg skal sgu ikke være som min far, tænker han. ”ALDRIG”, råber han ud i den mennesketomme lejlighed.

København breder sig foran ham, som han står på sin altan. November-kulden tager fat, og den kolde morgen bliver endnu koldere. Han trækker indenfor igen, smider den sorte jakke over skulderen og låser omhyggeligt af.

Den lille blå Ford Fiesta flyver igennem Københavns gader, og stopper først foran Café Delight, på Borups Allé. Simon hilser høfligt på servitricen og bestiller ’det sædvanlige’. Hun smiler til ham, men han er fraværende. Hans blik er rettet mod en ung, lyshåret pige. Omtrent hans egen alder, vil han tro. Hun ser lettere sørgmodig ud, som hun sidder der, med sin morgenkaffe og en pokkers masse papirer. Servitricen rækker ham den varme kaffe, og han går over mod det bord hvorved pigen sidder, men ombestemmer sig så, og sætter sig ved bordet bagved. Han slår op i den nyeste udgave af Berlingske, og bladrer rundt i den lettere krøllede avis – personen før ham må have været ivrig efter at få læst nyhederne. Mange af siderne, såvel som forsiden, er fyldt med information om ’Den Forsvundne Mie’. Han sukker, og den unge pige løfter hovedet og lader sit blik falde på ham. Hørte hun ham? Han udnytter muligheden, og lister hen til hendes bord. Hendes blik er atter vendt mod de mange papirer, men han fortsætter alligevel. Han gør et forsøg på at være diskret, og i stedet for at gå direkte over til hende, stiller han sig ved siden af det grå cafébord, står lidt og kigger rundt, for så at pege på den avis hun sidder med – den selvsamme som den han sad med.
”Den sag har jeg godt hørt om.. Det er frygteligt.” siger han, og hun kigger forskrækket op på ham.
”Ja..det er ikke så godt” får hun fremstammet. Hun åbner munden, som for at sige mere, men ændrer det til et falskt gab.
”Hun er på din alder, ikke?” spørger han, lidt usikker på emnet. Han ved jo godt, hvem hun er. Han ved jo godt, at de er veninder. Eller var. Han får lyst til at slå sig selv for at tvivle på hendes livssituation. Selvfølgelig er hun i live.
”Jo faktisk så… ja vi… hun er min bedste veninde”, en tåre kommer til syne i hendes øjenkrog, og han fortryder straks. Han giver hende et forsigtigt, kærligt klap på skulderen.
”Det skal nok gå. Jeg tror og håber, at politiet gør sit bedste” siger han.
Hun nikker bare, og retter atter blikket mod avisen. Han lægger mærke til, at det ikke kun er den avis hun sidder med. At der ikke kun er én udskrift. Men han siger ikke noget, rejser sig blot fra den lille bås og går ud af døren. På vejen ud, kigger han tilbage, og han kan se, at hun kigger efter ham.

Han sukker. Desværre er han måske som sin far alligevel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...