Armbåndet

Tobin, Lau, Anna og Kat er en teenageklike, der altid er ude på sjov og ballade. Da de smider en stinkbombe í en rockerklub, går det ikke ligefrem som planlagt. De falder ned fra 5 meters højde, og noget særdeles uvirkeligt sker for Tobin. Spørgsmålet går nu på fantasi eller virkelighed. Tør vi stole på vores underbevidsthed?

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. Armbåndet


Vi cykler. Vi cykler hurtigt. De høje brummende motorcykellyde er bag os og bliver højere og højere. Det var jo ikke meningen, at de skulle komme efter os. Det var aldrig meningen.
- Anna! Måske skulle vi aldrig have sprængt den stink-bombe derinde. Rockere er mere aggressive, end jeg troede.
- Sjovt, Tub. Det var sgu din ide, griner Lau. 
- Det var ikke mig, der smed den ind, Tobin.
Anna er kæphøj, men jeg kan mærke på hende, at hun nyder det. Hun nyder, at det for en gangs skyld ikke var hende, der gjorde ugerningen. Hendes blå sweater lavet af uld og hendes grå cow-boybukser, ser egentlig ret godt ud på hende, mens hun cykler. Jeg fortaber mig i synet nogen sekunder, indtil jeg oprigtigt nok kommer på andre tanker. De har ret, det var min idé. Så burde det også være mig, der løste det.
- Venner, kom! Følg efter mig.
- Ved du hvad du gør, Tub?! Tobin..!

Jeg ignorerer Kats advarende, men alligevel desperate råb om hjælp, og drejer skarpt væk fra stien og ind i det tætte buskads. Grene ridser mig i ansigtet, men jeg kan mærke, at de tre andre er bag mig. Jeg sætter farten op. Pludselig kan jeg fornemme en skrænt lige ud. En skrænt der bare venter på at få lov til at smide os ud i luften, ud i atmosfæren, ud i ingenting. Skrænten der bare venter på at slå os ihjel – og det vil den gøre, uden tvivl. Fuck. Cyklen snupper kontrollen fra mig. Jeg prøver at bremse, men det har ingen effekt. Mine øjne søger desperat og rædselsslagen efter en udvej. Men der er ingen. Ingen udvej. Stejle skråninger tårner sig op til alle sider. Det er slut.
- DREJ! NU!!
Annas skingre og gennembrydende stemme skærer igennem alle lyde på en gang. Jeg lægger al min tillid over på Anna, tager en dyb indånding og puster ud. Snart lader jeg mig falde. Dette er måske, det sidste jeg gør.
Smerter. Alt jeg kan føle er smerter. Jeg åbner øjnene og prøver at få et overblik over den ret så fucked situation. Min cykel ligger som kvast ovenpå mig. Ved siden af mig ligger Kat og Lau. De ho-ster, prøver at få vejret. Jeg kigger ned af mig selv, intet blod. Kun smerter. I ryggen og i mit hoved. Mit hoved som dunker og dun-ker og dunker. Det føles, som om jeg har fået en hammer slået ind bag hjerneskallen, hvor den på alle tænkelige måder prøver at slippe fri. Hvis man skal se det på den gode side, er vi i hvert fald sluppet væk fra rockerne nu.
Kat og Laus cykler er som fragmenter ud over den sumpede skov-jord, og et hjul triller stille, men retarderet rundt og rundt i cirkler. Rundt og rundt og rundt. Jeg lader mig rive med i trancen, og hjulets trillen forekommer som en lettilgængelig hypnose, der sætter livet rundt omkring mig på pause…
Efter et par minutter kommer jeg til mig selv igen. Jeg rejser mig op og arbejder mig hen til Kat og Lau.
- Hey. Er I okay?
Kat trækker på skuldrene.
- Det går
Hun forsøger at rejse sig, men det er tydeligt, at det gør ondt på hende.
- Lau? Hvad med dig?
- Jeg har det fint, bro. Jeg overlever. Kom, lad os finde Anna.
Jeg kan mærke på ham, at han ikke har det fint. Ordene ligger tungere i hans mund end de plejer, og han anstrenger sig for at lyde normal. Men det gør han ikke. Jeg kan altid skelne, når det angår Lau. Jeg har kendt ham altid. Vi har været bedste venner siden de mindste klasser, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham.
For første gang nogensinde tror jeg, at jeg opgiver at opmuntre ham. Jeg mangler selv den energi, jeg plejer at dele ud til ham, når han er nede.
- Okay… Nå, hvad gør vi så nu? siger jeg og prøver at få stemningen lidt op at køre igen.
- Finder Anna vel, er du gået helt fra forstanden? svarer Lau og rynker panden.
Anna, fuck. Hvor er hun henne?
Jeg skimter området. Der er ren skov, Anna er ingen steder at se. Jeg hjælper Lau op, og vi begynder at lede. Vi kigger overalt. Anna er væk.
- Aaannaaaa, råber Kat.
- Anna, kom nu frem for helvede. Vi vil gerne hjem.
Kats røde skovmandsskjorte, som før var ny og fin, er nu laset og snavset. Hendes sorte jeans er gennemhullede og sand og grus omgiver hendes ben, som om det var magnetisk tiltrukket af hen-des lange stænger.
Efter mindst tyve minutters leden råber Kat.
- Drenge! Jeg tror, jeg ved, hvor hun er!
Vi skynder os at følge efter. Kat peger på et lille spot mellem no-gen træer. Vi går tættere på, og det som før var et lille spot er nu et større område. Men det er lidt besynderligt. Når man kigger op, er der bare skov, men mellem de to træer, er der et hul. Eller hul og hul, det er ligesom en afsats, hvor man kan se ned til et andet lag af skoven under den almindelige skovjord. Et andet lag under hvor vi står nu, en anden verden.
- Man kan godt gå derned, tror jeg. Skal vi prøve? Det kunne i hvert fald godt ligne Anna at gå ned sådan et sted.
- Lad os bare prøve, siger jeg.
Vi kravler ned langs afsatsen. Det er ikke svært, for der er folk, der har gået her før. Måske også Anna?
Da vi endelig når ned, kan jeg omsider se hende. Gudskelov. Hun sidder og fletter sit hår omhyggeligt, mens hendes ben fornøjet basker frem og tilbage i en lille sø. Vandet i søen er klart som glas, og man kan se ned til bunden uden besvær. Stedet undrer mig lidt, jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har aldrig set noget så smukt og tiltrækkende, som dette sted.
I udkanten af søen kan jeg se Annas blå sweater og jeans. Hvorfor ligger de der?

- Anna?, siger jeg spørgende.
- Jamen altså. Velkommen!, svarer hun meget muntert og slår armene ud.
- Er I også her? Herligt, udbryder hun og klapper hæn-derne sammen.
- Jeg tabte mit armbånd ned i søen, og jeg kan ikke få det op. Hvor er verden dog grum, vil I ikke nok hjælpe mig. Jeg har virkelig brug for det armbånd?
Annas humør skifter brat. Hendes ellers uvirkelige og glade jeg, bliver med ét skiftet til et meget bedrøvet og ulykkeligt jeg. Hun må have slået hovedet, hvad får hende ellers til at være sådan her? Så uvirkelig, så unaturlig.
Da jeg kigger ned af hende, lægger jeg mærke til, at hun har kjole på. En lang og hvid kjole, der blonder ud i ærmerne. Kjolen slan-ker hendes figur og går helt ned til fødderne. Silkestoffet klæder hende, og indenunder er der en underkjole af hvidt fløjlsstof, men med en snert af blåt skær.
- Dit armbånd? Og hvorfor har du smidt dit tøj og taget den kjole på? Hvor har du overhovedet fundet den kjo-le?
- Lad vær’ med at stille spørgsmål, men hjælp mig med at få mit armbånd op af søen. Ellers ender du selv derne-de.
- Anna, hva’ fuck sker der med dig?
- Lad vær’ med at kalde mig Anna! Gør som jeg sir’!
Jeg stivner. Blodet i min krop stivner, og jeg ved ikke, hvad jeg skal foretage mig. Aldrig i mit liv har jeg set Anna sådan der. Al-drig nogensinde. 
Det tager mig lidt tid at komme på rette spor igen. Jeg kigger til-bage på Kat og Lau. De trækker på skuldrene.
- Okay, okay. Hvis det er, hvad du vil, siger jeg forfjam-sket.
- Hvor er så det armbånd?
- På bunden af søen. Jeg tabte det for noget tid siden nu, og da jeg så dykkede ned for at hente det, så gik det galt. Og nu tør’ jeg ikke hente det, vil du ikke hjælpe mig?
- Har du været her før? Hvorfor vidste jeg ikke det?
- Ja, det har jeg skam. Det her er mit yndlingssted. Iiihh, så rart. Så behageligt. Jeg har ikke kunne føle min krop i så lang tid nu. Jeg er så glad for endelig at kunne mærke græsset under mine fødder igen.
Anna jubler, og smilet på hendes læber bliver større, mens hun begynder at stirre drømmende ud i luften. Hendes humør blev vendt på hovedet endnu engang, og jeg bestemmer mig igen for, at hun må have slået hovedet i faldet. Men hvad der undrer mig mest, er den kjole og armbåndet. Hvor har hun det fra? Og hvor-for er hun så desperat efter et armbånd, jeg ikke vidste fandtes?
- Okay, Anna. Så henter jeg det. Men du skylder mig en forklaring.
- Hent det nu. Jeg kan ikke vente mere! Jeg har brug for det. NU!!
Jeg følger efter Anna ned til søen. På bunden af søen ligger rigtig nok hendes armbånd, det er ikke svært at se, og søen ser ikke så dyb ud. Sjovt nok har jeg aldrig, i de 8 år vi har kendt hinanden, set eller overhovedet hørt om det armbånd. Anna plejer ikke at være smykke-pigen. Det lod jeg de andre piger i klassen om, men ikke Anna.
- Hent det, beordrer hun, og jeg indser, at jeg ikke rigtig har noget andet valg nu.
Jeg smider trøjen og mine jeans, tager en dyb indånding og sprin-ger ned i vandet. Vandet er isende koldt, og jeg får med det sam-me lyst til at haste mig op igen. Men langsomt får jeg en følelse af sprudlende glæde. Vandet er så rent, så koldt, så klart og uskyl-digt. Det bobler op i mig, og jeg får ikke andet end lyst til at til-bringe resten af min tid på bunden søen. Min sø. Det kolde vand irriterer mig ikke, det føles nærmere rart mod min hud. Det giver mig blot en følelse af, at jeg er ren. Uskyldig. Ny. Jeg kan mærke noget i mig blive ændret. Noget begynder så småt at mutere. Jeg kan mærke mit indre sive ud af min krop forbyttet med noget an-det. Lige det sekund jeg har bestemt mig for at overgive mig selv til vandet, hører jeg en svag lyd. ” Tub! Kæmp. Kom op igen. To-bin!”. Tub? Tobin?
Langsomt siver jeg tilbage i min krop, tilbage til Tobin. Ja, det er jo, den jeg er. Jeg er Tobin. Men, jeg har egentlig ikke rigtig lyst til at være Tobin længere. Jeg vil være søen, jeg vil bo her. Leve her. ”TOBIN!” Lyder det igen, denne gang en mere desperat og hjælp-som råben. Uden at tænke, lader jeg mig flyde langsomt op igen.
 ”Tobin!”. Nogen griber fat om mine arme og hiver mig op af van-det. ”Åh gud, Tobin, altså. Er du okay?”. Omridset af en velkendt person titter sagte frem. Jeg kan mærke fast jord under mig og foran står Kat og Lau foroverbøjet ind over mit lamslåede jeg. Et klynk falder ud af min mund, og jeg erindrer situationen. Jeg bak-ser med mine ben for at komme op og stå. Det fungerer tydeligvis ikke, da jeg må gribe fat om Laus skulder. ”Sø.. sø… søenn”, får jeg fremstammet. ”Ja?”, spørger Kat. Gamle Tobin vender tilbage, og med ét føler jeg mig friskere end nogensinde. Jeg slipper taget om Laus skulder.
- Anna? Du har også været nede i den sø, ikke?
- Jeg svarer dig ikke, før du har hentet mit armbånd, din usle rotte.
- Du svarer mig lige nu. Ellers henter jeg slet ikke dit armbånd.
Hun stikker næsen i vejret, men sukker.
- Jo, som sagt har jeg været dernede, da jeg prøvede at hente mit armbånd her forleden, eller var det for nogle år siden. Det kan jeg ikke huske, hun griner.
- Anna, hør nu godt efter. Søen har forandret dig. Den har gjort dig til en anden. Den har… Jeg ved ikke, hvad det er, den gør. Men den har på en måde slettet alt, hvad der har gjort dig til… dig.
- Nope, du helt galt på den. Jeg er den, jeg altid har væ-ret. Senia Alicia Margaretha Tömörkenyi. Datter af kong Leonardo Elias d. 4. Jeg beordrer dig til ikke at tale til mig som om det var en eller anden simpel landsbypi-ge, du så desperat leder efter. Hende Anna. Jeg er ikke Anna. Det kan godt være at hende pigen, jeg så før var Anna, men jeg er ikke Anna. Måske er den her krop An-na, men jeg er IKKE ANNA. Og HENT SÅ MIT ARM-BÅND.
Jeg er målløs. Hun står ildrød i hovedet og råber af mig som aldrig før. Alle mine tanker smelter sig sammen til en stor losseplads. Ikke Anna? Men, Anna står jo lige foran mig, eller hendes krop gør. Der går ikke længe før, det går op for mig, at den rigtige Anna. Min Anna er fortabt. Hun har overgivet sig til søen, præcis som jeg var ved.
Jeg måber stadig, kan ikke finde rundt.
- Hv-ad?, får jeg fremstammet.
- Hvad tror du landsbydreng? Jeg har hoppet i den sø li-gesom alle andre snotdumme unger, været der i 50 år, og nu fik jeg endelig mulighed for at få en ny krop. Anna er et sted dernede, men nu er det altså min tur til at le-ve. Rigtig leve.
Anna – som ikke er Anna, men som er Senia – virker nu mere af-stemt end før. Hun virker nu mere som en rigtig person, og jeg får nærmest medlidenhed med hende i alt det her uvirkelige lort.
- Vil du ikke nok prøve at hente mit armbånd igen?
Senia kigger op på mig med grædefærdige øjne, og jeg kan ikke modstå. Hun er jo Anna. Anna kigger jo på mig. Men det er bare ikke Anna. Uforståeligt.
Jeg fornemmer uro bag mig og kigger tilbage på Kat og Lau. Lau i fuld gang med at tage skjorten og bukserne af. Pludselig går det op for mig, hvad der er gang i.
- Nej, Lau. Du hopper for helvede ikke ned i den sø. Du ved fucking ikke, hvad der venter dig! Lau, lad vær’!
- Tub, jeg spurgte ikke om lov. Anna er et sted dernede. Og det kan jeg ikke acceptere… er det sidste, han siger, inden han springer ned i den dødbringende sø med ho-vedet først.
- LAU! Nej! For helvede altså.
Jeg sparker hårdt ned i græsset. Pis.
- Var det din idé, Kat? Var det?!
- Nej, selvfølgelig var det ikke det. Jeg er ikke komplet idiot. Men jeg tror, han ved, hvad han gør, Tobin. Lad ham.
Jeg knækker sammen i knæene, tårerne presser sig på, og det va-rer ikke længe, før jeg bryder ud i gråd. Jeg har mistet Lau.
Stilhed. Stilhed der vil varer ved. Nu har jeg siddet og kigget ned i søen i nogen minutter, og Lau bliver ved og ved med at svømme rundt dernede efter det fucking armbånd. Jeg ved lige præcis, hvad der kommer til at ske. Han har lyst til at være dernede for altid, mister kontrollen og bum. Så svømmer hans sjæl rundt nede i søen, fortabt og alene. Jeg kan ikke klare tanken. Nok med at jeg har mistet Anna, så kommer jeg også til at miste Lau. Mine to bedste venner gennem tykt og tyndt. Jeg begraver hulkende mit hoved i mine hænder, sur på mig selv over, jeg ikke passede bedre på. Det er min skyld. Det hele. At vi næsten var blevet dræbt af rockerne. At vi faldt ned fra 5 meters højde, at vores kropslegemer nærmest blev spredt ud over skovbunden. At Anna forsvandt, at vi mistede hende. Og nu også at Lau forsvinder.
Jeg er den største idiot. Og så siger Kat, at Lau ved, hvad han har gang i. Hun ved ikke en skid. Det var ikke hende, der var ved at ”dø”. Det var mig. Jeg var så tæt på. Så tæt på. Men… Ja, så kom jeg op igen. Men hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor endte jeg ikke på bunden som en fortabt sjæl ligesom alle andre? Hvordan kunne jeg overvinde søen?
Tub! Kæmp. Kom op igen. Tobin! Tub! Kæmp. Kom op igen. Tobin! Tub!... Sætningen kører på repeat gentagne gange i mit hoved, og jeg kan ikke få det ud. Tub! Kæmp. Kom op igen. Tobin! Tub? To-bin? Det var jo dét, der fik mig op! Den person der råbte til mig, det var dét, der vækkede mig. Dét er grunden til, jeg er her nu. Den person reddede mit liv… Det må ha’ været Lau, og nu er det min tur.
- Lau, du kan godt. Kæmp imod! Jeg vil ikke også miste dig. Du kan godt klare det! Kom så…
Jeg kigger håbefuldt ned i vandet. Der sker ingenting. Laus krop begynder så småt at holde op med at sprælle. Så småt at holde op med at bevæge sig. Det er ovre. Lau er væk, borte for altid.

- Er du glad nu? Nu har du besat min bedste veninde og dræbt min bedste ven! Er du tilfreds nu? Du er skyld i det her. Det er DIG. Du har ødelagt det hele! Jeg hader dig! råber jeg så højt, jeg overhovedet kan.
Jeg har nok aldrig været så vred i hele mit liv, aldrig råbt af nogen på den måde før. Men det her er altså bare for meget. Jeg har mi-stet kontrollen. Alt det jeg før har besiddet, er væk. Forsvundet. Alting er kaos inde i mig. Bundløst kaos, så mange ubesvarede spørgsmål. Så mange blandede følelser, jeg ikke kan holde styr på. Jeg giver op.
- Tobin, kom her. TUB!
- HVAD!, brøler jeg. Jeg ved godt min opførsel er uaccep-tabel, men jeg er ligeglad. Hun er også skyld i, at Lau er væk.
Kat skuler til mig.
- Det er Lau, jeg kan se ham…
Lige pludselig dukker der et hoved op i vandkanten. Jeg er i chok, men jeg er lykkelig. Et lykkeligt chok. Resten af ham svømmer hen til bredden, og vi griber fat om hans arme og hjælper ham op. Vi får ham hurtigt den hostende Lau op på græsset.
- Lau?
- Ja. Jeg er her…
- Du burde da være død nu. Ingen kan holde så længe under vand.
- Du har ret, det er ret besynderligt, griner Lau.
Jeg vil ikke stille spørgsmål ved mere. Jeg vil bare nyde, at jeg har fået min bedste ven tilbage. Nyde øjeblikket, nyde at være lykke-lig for en gangs skyld.
- Puha, den sø er sgu en mundfuld. Jeg var fucking lige ved at give efter. Men så hørte jeg dig, Tub. Du reddede mit liv. Tak.
- I lige måde, Lau. Jeg ved, det også var dig, der råbte på mig. Du har altid været min bedste ven. Tak.
- Det er rigtig sødt og alt det der, Tub. Men det var fak-tisk ikke mig, der råbte. Det var Kat.
Kat? Jeg kigger hen på hende. Hun sidder og leger med et græsstrå. Jeg smiler. Kat? Virkelig?
Lau tager lige så stille sin hånd frem. I hånden ligger der et lille fint og hvidt armbånd med de smukkeste perler, jeg nogensinde har set. Han fik det. På et splitsekund er Anna-Senia herovre og griber ud efter sit armbånd, men Lau trækker hurtigt hånden væk.
- Skal hun ikke have det? spørger jeg Lau.
- Nej, ved gud hun ikke skal det.
Jeg undrer mig. Hvorfor fuck skal kvinden ikke have sit så savnede armbånd? Hun har ikke gjort andet end at snakke om det.
- GIV MIG MIT ARMBÅND! NU! råber hun så vredt og desperat, at jeg er mere bange for hende end nogensin-de før.
Lau siger intet, men begynder at pille perlerne af. En efter en.
Mig og Kat kigger spørgende på hinanden.
- NEJ! Det kan du ikke gøre, du må ikke gøre det. NEJ, lad vær. Vær’. Sød. At. Lade. Vær’.
Anna-Senia falder ned på knæ og hiver efter vejret – men Lau bli-ver ved.
- ARRGGHHH, skriger hun i smerte og hiver sig i håret.
 Lau er kvik. Genial. Han lader armbåndet falde til jorden. Jeg træder på det. Senia skriger pinefuldt. Kat sætter sin fod oven på min, og vi træder. Træder hårdt.
Kjolen begynder langsomt at tynde ud og blive svagere. Hun ho-ster og hoster, men langsomt holder hun helt op med at give lyd fra sig. Hun falder om på græsset og ånder ud. En grå damp siver ud af hendes mund og bliver på et splitsekund opløst i luften. Lau tager armbåndet op, og hiver armbåndet midt over og en ny damp siver ind i Annas mund. Anna sætter sig op og kigger på os. Vi vandt.
………………………………………………………………………………………………………….
Bum. Hjulet falder til jorden, og min trance er brudt. En panik hober sig op i mig. Anna. Jeg fór op og kigger rundt. Anna ligger lige ved siden af mig. Hun har lukkede øjne og blod på tøjet. Til venstre ligger Kat og Lau. Kat. Anna. Lau. Kan det hele virkelig bare have været min fantasi? Kan det her virkelig være… virkelighe-den?
- Tub?
Anna vender sig om og kigger på mig med trætte og udmattede øjne. Men jeg er glad for, at jeg overhovedet får lov at kigge i dem.
- Ja?
- Er du okay? Hun tøver.
- Ja, hvad med dig?
- Jeg er okay, siger hun med et smil. Vi er okay.
Mit hoved dunker stadig. Meget. Smerten piner mig. Torturerer min krop. Jeg tager mig til hovedet og hiver mig i håret. Mit syn slører, og jeg kæmper for at kunne se. Prøver at få mine øjne til at fokusere, men det virker ikke. Alt går ned.
 
1 dag senere
Jeg ligger ned. Med mine fingre kan jeg mærke noget blødt stof under mig. Lys irriterer mine lukkede øjne, og jeg vender mig om på siden. Noget behageligt stof krammer sig om min hud og jeg får en følelse af velbehag, som åbner mine øjne. Anna. Jeg kan se Anna. Hun ligger og kigger på mig. Under hende er der en seng med en hvid dyne, der omfavner hende.
- Hej. Du har sovet længe. Vi har været her i en hel dag nu, og du har bare sovet, griner hun.
Jeg smiler til hende. Hun har en hvid dragt på og opsat hår. Mine øjne skimmer værelset, vi ligger i, og jeg kan se blomster i vindu-eskammen og billeder på væggene. På den anden side af mig lig-ger Lau og ved siden af Lau ligger Kat på endnu en seng. En hospi-talsseng.
- Hej, sovetryne, siger Kat og vinker drilsk til mig.
- Godmorgen, bro, siger Lau og strækker sig.
Han kigger på mig og sender mig et anerkendende smil. Jeg smiler tilbage. Mit hoved føles bedre, og jeg kan ikke lade vær’ med at tænke tilbage på i går. Rockerne vi drillede, flugten, faldet, hjulet, ”Anna-Senia”, som heldigvis bare var en illusion og ikke mindst tabet af Anna og Lau. Men der er her. Her sammen med mig. Lige nu. Og jeg er her. Ingen irriterende prinsesse og ingen drilsk sø som stjæler min fucking sjæl. Nope. Bare mig og kliken. Som det altid har været og altid vil være.
Jeg kigger på Anna. Hun smiler og kører en hårtot bag sit øre. No-get helt specielt fanger med det samme min opmærksomhed. No-get jeg kun har set én gang før. Noget jeg kun har set i én uvirkelig sammenhæng. Noget der sidder omkring hendes håndled. Et chok suser lynhurtigt igennem min krop. Armbåndet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...