The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3142Visninger
AA

14. You have to go, for you own good.

Isabella

Da ordene formede sig på min fars læber kunne jeg ikke klare mere. Jeg rejste mig hurtig og gik med faste skridt væk. Jeg kunne tydeligt høre deres råbene efter mig, jeg kunne bare ikke overskue det, for tårerne trillede allerede langs mine kinder.
Jeg viste nok godt inderst inde at Nick og jeg ikke havde nogle fremtid sammen, men det gjorde stadige ondt – mere ind hvad jeg havde troet.  For kan det overhoved gøre så ondt når man ikke har snakkede om hvad vi er. Er der nogle der kan svare på hvorfor.

Men vi er jo ikke noget for hinanden.

Bare en latterlig, lorte forelskelse

Efter et stykke tid, igennem de lange gange, nåede jeg endelig døren ud til haven. Havedøren åbnede jeg hurtig, inden jeg tumlet væltet lidt ud.

”Bella!” jeg vendte mig om og stirrede på Nick, jeg rystede på hovedet inden jeg lukkede døren efter mig. Mon han forstod det, jeg havde ikke brug for at snakke med nogle, derfor lod jeg  for hvert sekund mine ben nærme sig den lille lysning de havde i haven eller det vil sige vi havde. Lysningen jeg havde brugt tiden med min søster og mor, det havde en mærkværdig betydning for mig.

Kunne det skyldes at jeg aldrig rigtig har følt mig tilpas, før nu?
”Bella?” mine tårer trillede stadige ned af mine kinder imens jeg satte mig tungt ned i græsset. Jeg var faktisk lidt ligeglad med mit tøj, det gjorde vel ikke det store? ”Bella!” det var nok først der det gik rigtig op for mig at nogle prøvede at komme i kontakt med mig. Jeg fjernede stille mine tårer da jeg mærkede et par hænder ligge sig på mine skulder. Jeg kiggede snøftende til siden hvor Adam allerede havde sat sig til rette.

Selvom det nok var ondt, så var jeg glad for det var Adam i stedet for Nick. Nick var jeg meget sikker på jeg ikke ville kunne se på uden at græde igen.

”Er du okay?” han klemte blidt mit knæ imens hans grønne øjne kiggede på mig. ”det er ligegyldigt Adam” jeg prøvede at sende ham et smil, men det gik fuldstændig i vasken. Jeg kunne ikke få mine tårer til at stoppe sin nedgang, så i stedet for det smil jeg ville have sendt, blev det en mærkelig grimasse.

”Bella, det er det jo ikke” han lagde blidt hans hånd på mit knæ, inden han sendte mig et drillende smil

”Nick er ligeså ude af den som de er” jeg kiggede bedrøvede væk, jeg viste det nok, men det var stadige svært at høre.
Både Nick og jeg viste nok godt inderst inde at vi ikke havde nogen fremtid sammen. Det var bare hvornår Nick ville knække under og tage tilbage til Amerika – til sit liv.

”Bella, Nick elsker dig. Er det ikke nok?” han drejede mit hoved og kiggede en anelse betuttede på mig, det skyldtes nok både de hævet og røde øjne jeg havde. Jeg havde altid haft den tildens til at det så mere voldsomt ud ind det var.

”Men Adam, der er en hvis grænse man kan klare som menneske” han holdte stadige fast om min hage, men så denne gang mere fattet og undrende ud.
”Hvad mener de, min smukke søster” han tørrede nogle tårer væk der alligevel havde fået formodet sig at glide ned af mine kinder.  ”Adam, der går en grænse for hvad man kan klare. Nick kan ikke klare at være her, jeg er bange for han ikke elsker mig nok til at…” jeg afbrød mig selv.

”At hvad?” han gav slip og lod min hage hænge for sig selv. ”At han tager af sted nu, snart” Adam lagde sin hånd over min inden han sendte mig et opmuntrende smil.

”Det gør han jo ikke” jeg snøftet højlydt inden jeg rystede på hovedet. Jeg viste jo inderst inde godt det bare var spørgsmål om tid, men ville det så ikke bare være bedre at lade ham gå nu –så det ikke blev for smertefuldt for både ham og jeg.

”Adam, det er jo bare et spørgsmål om tid. Nick vil ikke det her, og jeg kan ikke tvinge ham” jeg snøftede denne gang lidt mere kontrolleret, men det var stadige smertefuldt. Jeg måtte lære at sætte mine egne behov i anden række, hvis jeg virkelig skal arve tronen.

”Jeg…” jeg kunne også se det gik Adam på, måske følte Adam at Nick var en form for storebror – altså en han kan snakke om drengeting med.

Jeg derimod, ja hvad er jeg…

”Adam, det er bedst for alle” Jeg rejste mig op og tørrede min kjole af. Det var da altid noget det var sommer, ellers var jeg nok heller ikke gået ud i haven – eller var jeg. ”Bella, det må du ikke sige” jeg rakte ham en hånd som han tog imod, og sådan hjalp jeg Adam op.

”Adam, jeg kan ikke klare bare at vente på han tager hjem. Jeg har brug for noget stabilt” han trak vejret hurtigere, jeg tro det sårede Adam ligeså meget. ”De er min søster, jeg støtter dig uanset hvad du vælger” jeg sendte ham et smil, inden jeg trak hans hage op.
”Adam du kan vel stadige snakke med Nick, selvom der ikke sker noget mellem jeg og Nick?” mine tårer var forsvundet stille og rolige, og nu kunne jeg kun mærke den trykkende fornemmelse for mit bryst. Den trykkende fornemmelse hver gang jeg tænker på Nick.

”Jamen”

 

 

Dagen efter var kommet hurtigere ind hvad jeg havde troet. Jeg sad allerede ude i haven med min mor, far, Victoria og Adam. Vi alle ventet på Nick ville træde ud, bare så vi kunne spise. Jeg sukkede svagt inden jeg trak mine ben op til mig selv. Jeg havde i løbet af natten fundet ud af hvad jeg måtte gøre, både for jeg, Nick og Adams skyld.

Jeg kunne ikke lade Nick være her, det ville ødelægge alle i længden. Jeg måtte være den store og fjerne mine egne følelser.

”Bella, er du okay?” det var nu det gik op for mig at den salte smag prydrede mine smagsløg. Jeg rømmede mig kort inden jeg ubevist lagde mig ind til min mor, der var bare noget i går der havde knyttet os tætter sammen. Min mor lagde stille sine arme omkring mig imens jeg lukkede grædende mine øjne.

”Min skat, er du okay?” jeg åbnede mine øjne imens jeg kiggede over mod min far. ”Nej. Jeg…” jeg trak mig lidt væk fra min mor og kiggede overmod Adam.

”Jeg bliver nød til at sige noget” de nikkede alle stumt, eller det ville sige min far, Adam og min mor. Victoria var løbet ud og lege indtil Nick ankom.

”For alles bedste” de nikkede tøvende. Jeg følte mig ærligtalt blottet, men tilpas og tryg. ”Jeg er ked af det Adam” begge vores forældre kiggede på Adam og jeg. Adam sank klumpen i halsen, jeg tro godt hvad han viste jeg ville sige.

”Jeg kan bare ikke vente på at Nick tager hjem” de kiggede undrende på mig og jeg udbyggede det åbenlyse. ”Nick vil ikke være her” de nikkede afmålt, som om de viste at den ville komme. Det skræmte mig ikke som det ellers burde.

”Hvad vil du så min pige?” min fars stemme rungede og jeg kiggede kort hen mod døren for at sikre mig Nick ikke stod og lyttet.
”Jeg er så ked af det Adam” jeg viste allerede godt at Adam holdte af Nick, Adam havde heller ikke lagt skjul på at han var sårede i går. ”Det er okay min søster” min mor lagde blidt hendes hånd på min rystende hånd.

”Jeg kan ikke lade Nick være her mere. Jeg vil ikke se at Nick eller Adam blive ødelagt” jeg trak vejret pivende.
”Hvad med dig selv skat?” min mor lød bekymret. Jeg snøftet kort inden jeg trak svagt på skulderne.
”Det er ikke op til mig” de kiggede alle tre, på hinanden. ”Jeg kan ikke lade mine følelser være den afgørende faktor. Det er ikke fair overfor nogle af dem” Adam og mine forældre kunne ikke lade være med at smile en smule og jeg måtte indrømme at det gjorde mig mere forvirret.

”Det er en ægte prinsesse der snakker” min far nåede lige at snakke færdig da Nick endelig kom ud. Han satte sig tøvende ved siden af mig og jeg lod som om jeg ikke tog synderlig notits af det, selvom mit hjerte var ved at springe ud igennem mit bryst.

”Godmorgen Bella” han lod blidt vores læber mødes. Jeg gjorde som jeg følte var rigtig, bare en sidste gang. Jeg måtte give slip, for alles bedste. Nick fortjener så meget mere, han har et helt liv foran sig, et liv der ikke er bestemt. Det kan jeg aldrig nænne at tage fra ham.

”Godmorgen Nick. Sovet godt?” jeg sendte ham et stille smil og de andre forholdte sig rolig, afklaret og stille. Adam var dog i stedet for henne for at hente Victoria hen, jeg tro ikke Adam kunne se på Nick.

”Sådan da. Er alt okay?” han aede blidt min kind, og jeg skulle gøre alt for ikke at græde igen. Victoria skal ikke lide under det, især fordi Victoria også holder af Nick – og er alt for lille til at forstå det. Hun er barn, hun skal ikke bekymre sig, overhoved.

Vi må bare sige at han tog hjem fordi han skulle arbejde.

Det er vel heller ikke at lyve, det er bare ikke at sige hele sandheden.
”Helt fint” jeg klemte blidt hans hånd inden jeg kyssede ham blidt på kinden. ”Bella!” jeg grinede halvhjertelig da Victoria igen havde sat sig ned. Jeg nikkede lidt.

”Vil du lære mig at danse. Adam kan ikke finde ud af det” jeg sendte hende et sødt smil. ”Det var da ikke så godt Victoria, så må jeg heller hjælpe dig” jeg kiggede ikke rigtig på Nick, jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det.

Jeg gjorde det for Nick, Adams skyld.

”I dag ikke?” hun hoppede lidt i stolen og fik os alle til at grine, mit var nok mere falsk ind ægte men det lagde de ikke synderlig meget mærke til.

”I dag er fint Victoria”

 

 

Jeg sad inde på værelset som nu var mit, ingen andres. Nick sad ved siden af mig, jeg tro godt han kunne mærke der var noget galt, for jeg kunne ikke lade være med at pille med mit hår. En nervøs handling,

”Bella er du okay?” han lagde sin hånd på min kind. Jeg derimod tog hans hånd væk og i stedet holdte blidt om det. Jeg trak vejret uregelmæssigt.

”Vi skal snakke Nick” han nikkede smilende, ingen anelse om hvad der ville komme. ”Kan du huske i går?” han nikkede tøvende.
”Da vi snakkede om hvad fremtiden bringer” han trak vejret dybt. Jeg derimod havde en helt ustyrlig vejrtrækning. ”Hvilken fremtid?” han prøvede at holde det uundgåelig væk. ”Fremtiden hvor du ikke kan være her” han nikkede med hovedet, og jeg holdte min tårer inde, jeg ville være stærk – hvis ikke for mig, men så for Adam og Victoria.

”Nick, du bliver nød til at tage hjem” han sank klumpen.

”Det er ikke retfærdig for dig eller Adam at du bliver” jeg strammede grebet om mine hænder. Det skulle gå, det havde bare at gå. Jeg ville ikke kunne håndtere at skulle græde, ikke før Nick er forsvundet ud af mit liv. For både min og de andres bedste.

”Gå Nick. For dit eget bedste”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...