The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3136Visninger
AA

10. Who is the boy and girl?

Isabella

På en eller anden måde havde Nick fået overtalt mig til at blive sammen med hvad man kaldte familie. Det føles bare for godt til at være sandt, det var nok også derfor at jeg ikke havde givet mig helt hen til ideen om et harmonisk familiedynamik, og slet ikke tanken om at jeg var tronarvingen.
Jeg satte mig op i sengen som jeg havde tilbragt natten i, Nick havde fået tildelt et andet værelse. Hvad der forgik mellem Nick og jeg kunne jeg stadige ikke rigtig sætte finger på. Der var ingen tvivl om at jeg havde sommerfugle i maven når han var i nærheden af mig, men hvordan han havde det med mig viste jeg ikke.

Det var nok en af de ting der drev mig tættere på kanten af hvad man kan kalde normal. Jeg skubbede efterfølgende dynen af mig og lagde faktisk ikke rigtig mærke til døren gik op, inden en barnestemme rungede i det store værelse. Det var næsten større end stuen til min adoptivforældres hus.

”Isabella?” et par hænder landede på mine skulderblade. Jeg vendte lidt overrasket blikkede op fra sengens dyb.
”Victoria, hvad laver du her?” jeg skubbede mig selv ud på kanten og rejste mig efterfølgende op. En enkel gang rørte jeg ved min natkjole, den var af silke og jeg følte mig bare endnu mere malplaceret. Hvorfor var jeg overhoved en prinsesse, det er ikke mig – jeg er danser.

”Mor og far siger der er mad” hun hoppede energisk ned fra den høje seng. Jeg tro den var ligeså høj som halvdelen af Victoria.

”Jeg…” hun grinede med sin rene barnestemme. ”Nick er der også” jeg kunne ikke lade være med at rødme en smule ved ordet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor ordet Nick havde så stor betydning for jeg rødmede, måske skyldtes det de flyvende sommerfugle der baskede rundt i min indre organer?

”Har jeg sovet for lang tid?” jeg fik viklede mig ind i badekåbe imens Victoria blidt lod hendes lille hånd glide ind i min. Jeg sendte hende et svagt smil, og hun sendte mig et energisk smil igen.
”Én smule, men mor siger det er okay” hun hev mig mod døren imens jeg ikke kunne lade være med at grine let. Victoria var utrolig ligetil, måske var det noget der ligger naturligt til børn?

”Mor siger at Nick og du bliver her?” jeg kiggede ned mod Victoria der gik foran mig, holdte lidt manisk i min hånd. Som om hun var bange for jeg ville forsvinde igen, ligesom jeg havde gjort mod hendes mor, eller nu er det vores vel?

”Det er rigtig Victoria” hun hoppede glad da hun hørte det. Jeg forstod det ikke helt, hvordan kan man være glad for det, vi har intet rigtig til forhold til hinanden – om vi kan få det, må tiden jo vise.

”Ja, og Adam kommer tidligere hjem” jeg rystede kort på hoved. For mange indtryk, for mange navne.

”Adam, hvornår kommer han?” jeg sendte hende et prøvende smil, og det fik hendes barnelatter til at gå i udbrud.

”Han skulle vist komme i dag” hun gav blidt slip i min hånd da vi nåede spisesalen og hun løb hen til vores mor. ”Mor, er det ikke rigtig at Adam kommer i dag?” hun kiggede spørgende på vores mor, da hun satte sig ned på pladsen ved siden af hende. Jeg derimod gik hen mod den eneste ledige plads der var, nemlig pladsen ved Nick.

Jeg satte mig ned og lod som om at det ikke påvirkede mig at side så tæt på Nick. Jeg ville nemlig lyve hvis jeg ikke havde følt en trang til at kysse Nick i går, der var bare noget der holdte mig tilbage.

”Jo, min skat. Det er i dag” vores mor kyssede blidt Victorias pande inden hun sendte mig et moderlig smil. Jeg bed mig bare i kinden og fik både vores far og mor til at smile opmuntrende.

”Adam skal også møde Isabella ikke?” Jeg greb ubevist fast i Nicks hånd og Victoria og mine forældre grinede hjertelig af hende.
”Jo selvfølge Victoria” jeg strammede grebet om Nicks hånd og fik automatisk Nicks opmærksomhed. Det var nærmeste som om vi var i en trance da vores blikke mødtes. Jeg kan ikke forklare det, men lidt ligesom alt andet blev slørrede omkring mig.

”Far, jeg tro de kan lide hinanden” det var nok først da min fars svar kom at jeg registrerede at  Nick og jeg ikke havde fjernet blikkede fra hinanden.
”De er da også smukke sammen ikke?” han puffede blidt til Victoria og jeg fjernede mit blik fra Nick. Jeg kunne ikke lade være med at rødme, det samme tro jeg faktisk at Nick gjorde. For vi sad begge og kiggede flovt ned på vores tallerkener.

”Ronald ikke dril Isabella” min mor rystede opgivende på hovedet af hendes mand, kongen. ”Jamen de er da søde sammen” denne gang var det Victoria der åbnede munden og kiggede undrende på os.

Jeg rødmede da døren bag os gik op.

”Hvem er søde sammen?” en lidt lysere stemme end Nicks dukkede op. Jeg turde ikke kigge der hen, og Nick viste nok ikke hvad han skulle gøre så kan kiggede hen på mig.

”Adam!” Victoria hoppede glad ned fra stolen og løb over mod Adam, må det vel være. ”Hej trold” jeg kunne høre et hvin efterfølgende af mine forældres latter.

”Hvem er søde sammen?” det var som om ham Adam ikke ville give slip på hans spørgsmål. Det fik mig bare til at krympe mig længere ned af stolen hvis det ikke var for Nick der holdte mig fastspændt.

”Isabella og Nick” jeg tro at i det øjeblik at Victoria glemte at han ikke havde mødt jeg eller Nick. For efter nogle langtrækkende sekunder hørte jeg fodtrin og en hivende vejrtrækning henne ved Nick og jeg.

”Hvem er Isabella og Nick?” jeg kiggede op til siden og så allerede at Adam kiggede på os. Eller det var nok mest mig, for på et eller andet tidspunkt har Adam vel hørt eller set Nick?

”Adam sæt dig ned” han gjorde som der blev fortalt. Det var anderledes ind hvad jeg var vant til, alt ifølge mig skulle være til diskussion, og jeg gav mig ikke uden kamp.

”Hvem er de så?” han lød lidt irritereret, satte sig ned ved den ledige stol ved siden af mig. jeg lagde bare min kropsvægt længere hen mod Nick og Nick der lagde armene betryggende omkring mig.
Jeg kunne i det sekund have sværget på at mit hjerte hoppede nogle slag over, er det overhoved sundt?

”Adam, der er noget vi ikke har sagt til dig” han lagde sine hænder ned på hans ben, foldet elegant, men maskulin.

”At jeg har en søster til?” Adam fik min fulde opmærksomhed, og vores forældre stirrede nok lige lovligt overrasket på ham.

”Hvordan viste du det?” vores far lød lidt streng.

”Jeg fandt et maleri i rummet. Barnet havde rødt hår, Victoria og jeg har brunt” endnu en gang hoppede mit hjerte nogle slag over. Det er altså ikke sundt at mit hjerte gør sådan.

”Man skal jo ikke være helt blank for at regne den ud. Jeg har bare altid undrede mig over hvor hun befandt sig” han sendte mig et smil, jeg sendte ham et tøvende smil tilbage.

”Hun må vel så være tronarvingen. Nick der, må vi være hendes kæreste” han sendte os et smil, jeg sank den voksende klump jeg havde i halsen. Alt inden det egentlig sank ind hvad han lige havde sagt.

”Jeg er ikke sammen med Nick” jeg sagde endelig noget og Adam, Victoria, Ronald og min mor smilede sødt til mig.

”Det ser ellers sådan ud, jeres blikke til hinanden siger altså meget” jeg slog blikkede ned i bordet og Nick trak mit ansigt op til ham. Jeg bed mig i læben og ligeledes gjorde Nick.

”Kan i så lide hinanden?” Adam blev ved og vores forældre stoppede egentlig ham ikke. Jeg derimod kiggede lidt panisk på Nick.

”Det vil jeg faktisk også gerne vide” min far blandede sig og de to andre istemte sig enig med vores far og Adams konstatering.

”Jeg… kan godt lide hende” jeg skubbede mig væk fra Nick og kiggede overrasket på ham. ”Jeg…” jeg rystede på hovedet og skubbede stolen væk og stormede ud af spisestuen. Det kunne ikke passe, vi kunne begge lide hinanden, men det burde vi da ikke. Vi skulle være venner ikke?

 

 

Jeg var noget hen til værelset og låst mig selv inde, de havde da heldigvis låse på dørene. Jeg faldt grædende ned af døren imens jeg samlede mine ben op til resten af min krop. Jeg forstod det ikke, hvad så en verdensstjerne i mig.

Jeg er jo ingenting.

”Isabella, vil du ikke lige åbne” jeg kunne høre at det var en lys stemme der snakkede, hvilket jeg ikke kunne andet ind at konkludere at det var min mor. Jeg rejste mig med rystende ben inden jeg åbnede døren inden jeg sank sammen igen.

”Bella, min skat” min mor satte sig ned foran mig imens jeg krympede mig længere sammen, grunden til jeg nok kunne rulle mig sammen til en lille kugle var nok at jeg som danser var smidig og bekendt med mine begrænsninger.

”Snak med mig” hun lagde sin hånd på min skulder, og fik på en mærkværdig måde min krop til at løsne sig en smule, bare så jeg ikke så ud til kun at bestå at et skjold af ukendte følelser.

”Hvad skete der da Nick sagde han kunne lide dig?” hun fik mig til at løfte blikkede og kigge ind i hendes blå øjne. Jeg kunne godt se at hun eller nu var det nok mig der lignede hende utrolig meget på mange måder, i hvert fald udseendemæssigt.

”Jeg…” jeg stoppede mig selv, for hvad skulle jeg sige. Hvorfor var det overhoved at jeg havde løbet, var det ikke fordi at jeg ikke kunne klare at høre realiteten. Det vi nok begge godt vidste.

”Var det fordi du følte dig presset?” jeg skubbede mig op af væggen og hun satte sig på en lille skammel i nærheden, men tæt nok til at jeg underlig nok blev mere tryg.

”Nej, jeg tro det har…” jeg nåede ikke at snakke færdig før døren gik op og ind kom min far. Jeg tørrede hurtig mine øjne, jeg havde det nok mere mærkeligt ved at græde foran min far ind med min mor.

”Nick er gået en tur, så kom med ud. Vi kan snakke om det i haven” min far lagde noget tøj foran mig. Jeg stirrede måske lidt misbilligt på det.

”Isabella, ligeså smuk du ser ud i dit nattøj, så kan du ikke rende rundt i det for evigt” jeg nikkede lydløst imens jeg med rystende hænder trak tøjet hen til mig.

”Hvordan viste du hvilken størrelse jeg brugte?” min fars hjertelig grin fik mig til at rødme en smule.
”Isabella, nu er det jo ikke fordi du er en stor pige. Det var ikke synderlig svært at finde ud af” jeg nikkede mundlam og min mor kom mig til undsætning.
Det var faktisk på en måde dejligt at vide.

”Ronald, vi kommer om lidt” han nikkede med et smil og gik ud af døren igen.

”Klæd om Isabella” jeg nikkede igen inden jeg rejste mig op og gik ud på mit private badeværelse og lod nattøjet falde.

 

 წ

 

Jeg og min mor sad ved bordet og min far og de to yngre søskende legede med bold. Det måtte jeg nok kaste håndklæde i ringen. Jeg var en dårlig taber, og jeg var en værre idiot til bold, jeg fik altid på mirakuløst bolden i hovedet.
Jeg kunne ikke lade være med at smile af deres råbenden og skrigende som de spillede. Moren havde allerede lagt mærke til det, men kommenteret det ikke synderlig meget.

”Bella?” jeg vendte blikkede mod hende og nikkede tøvende men med et smil på læben. Et ægte et.

”Du bliver nød til at snakke med Nick” mine øjne åbnede sig på hvid gab, jeg var så nervøs for det. Selvom jeg vidste at det var uundgåeligt.

”Jeg…” hun sendte mig et smil.

”Han blev også sårede Bella, det kan du vel forstå”  jeg nikkede modvilligt inden jeg trak mine ben ind mod mig selv. Hun sendte mig et smil.

”Jeg kan næsten regne ud at du også holder af Nick, måske mere ind hvad du tro” jeg åbnede munden på klem og trak mine arme omkring mine ben. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Måske var det ikke det du forventet, men kærligheden er uberegnelig” jeg nikkede og lagde tungt min hage på mine knæ, imellem det lille indhak mellem de sammensatte ben.

”Men hvordan ved jeg at det er ægte” jeg kiggede over mod min mor, hun smilede bare som om hun allerede viste at det var noget jeg ville spørge om.

”Det er bare noget man kan mærke” inden jeg nåede at sige noget kom Nick ud til os andre. Jeg vendte mit blik mod ham, hans blik var allerede på mig. Jeg sank klumpen inden jeg sendte ham et træt smil, det var dog langt fra et rigtig ægte et.

”Isabella, kan vi snakke?” jeg sank klumpen i halsen igen inden jeg nikkede stumt.
”Kom” jeg var nok blevet mere tilpas her, så jeg gik bare ind og førte an – hvor hen vi endte vidste jeg nok ikke rigtig, for jeg kunne stadige ikke finde rundt.
Det kan godt være det ikke er Buckingham Palace, men det var stadige stort for mig.

”Nick?” jeg vendte mig om da vi var kommet langt nok væk, langt nok til jeg allerede var farede vild.

Har jeg sagt jeg har en dårlig stedsfornemmelse?

”Isabella?” han satte sig på sofaen og jeg stod lidt malplaceret. ”Vil du ikke svare mig på en ting?” jeg nikkede mut inden Nick trak mig ned og sidde ved ham selv. Jeg trak vejret hivende og kiggede ned på mine negle. Det var dog kun for en kort stund, for Nick lod hans finger holde under min hage så jeg ikke kunne andet ind at kigge på ham.

”Hvorfor forsvandt du bare?” han kiggede ind i mine blå øjne. ”Har du det ikke på samme måde?” jeg trak vejret nærmeste lydløst, men hysterisk. ”Kan du mærke det samme som mig, når jeg gør sådan her” han lagde sin hånd mod mit brystkasse, lige hvor mit hjerte var.

”Det jeg kan mærke er en hurtig bankende hjerte” jeg kiggede nervøs ind i hans mørke brune øjne.

”Nick…” jeg trak mig lidt væk. ”Sig mig at dit hjerte ikke banker hurtigere” jeg bed mig panisk i læben. Hvorfor kunne jeg ikke, var det fordi jeg ikke var vant til andet ind svigt fra dem jeg elsker?

”Det gør det, men…” han afbrød mig ved at ligge sine læber over mine. Jeg kunne ikke lade vær med at fryse fast. Han trak sig trist væk lidt efter, og det var der det rigtig gik op for mig. Derfor lagde jeg mine læber mod hans og kyssede ham blidt, der gik heller ikke lang tid før vores læber rigtig var smeltet sammen for anden gang. Hver gang var det endnu mere fantastisk end den første.

”Jeg…” jeg trak mig en smule forpustet væk fra Nick og Nick sendte mig et ægte smil tilbage. ”Jeg tro jeg er forelsket” Nick var den første til at indrømme det, og jeg kom lidt efter: ”Så er du nok ikke den eneste” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...