The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3138Visninger
AA

5. The Big Prom

Nick


Jeg tog telefonen væk fra ansigtet med en forvirret grimmasse. 
Ringede hun lige til mig?
Hvorfor mon? Selvom jeg stadig var lidt såret over, at hun var på den måde. Kunne hun ikke snart blive enig med sig selv? Ville hun være min ven eller ej?
Med et suk fandt jeg hendes nummer igen. Gad vide hvordan hun var lige nu? Ked af det?
Frustreret efter svar ringede jeg hende op igen. 
Det var en lidt utrolig samtale jeg så havde.
Da hun tog telefonen da jeg ringede til hende for 4. Gang, var det med en nærmere hysterisk stemme hun snakkede til mig. "Nick! Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld!"
Jeg smilede lidt. "Det gør ikke noget, Isabella."
"Men Nick... Jeg har bare været så... Dum."
Jeg sukkede. "Hvorfor vidste jeg bare du ville sige det?"
"Hvad mener du med det?" Spurgte hun tamt.
Mine læber blev rullet sammen. Det vidste jeg ikke rigtig. Hun virkede bare virkeligt såret, og flov, og derfor vidste jeg hun ville give sig selv skylden.
"Det ved jeg ikke," sagde jeg bare. Faktisk vidste jeg bare ikke hvordan jeg skulle formulere mig, og især ikke i de her situationer. 
Hun sukkede nu. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig."
Jeg rømmede mig. "Hvad ville du sige til... Vil du komme over?"
Der var stille i den anden ende. "Øh..." Hun mumlede noget utydeligt.
"Jeg... Jeg ville gerne. Men jeg kan ikke rigtig komme nogen steder."
Det var stadig virkelig synd at hun havde brækket sin fod. Det var ikke fair, selvom hun havde været streng. Hun skulle passe bedre på sig selv.
"Skal jeg komme over til dig?"
Hun tøvede. "Øh... Hvis du virkelig vil."
Jeg smilede. "Fedt. Så ses vi."

 

წ 


"Hej," sagde jeg stille da jeg stak hovedet ind på hendes værelse.
Hun kiggede op fra sin computer, for at lade som om hun ikke havde hørt jeg kom. "Hej," sagde hun energisk og klappede computeren sammen. Hendes fod lå uden for dynen der lå over hende. Hun lagde computeren fra sig, ved siden af sig.
Forsigtigt sendte hun mig et lille smil. "Du kommer til at fortryde det her. Det bliver kedeligt."
Jeg grinede, og satte mig forsigtigt hen ved siden af hende.
"Har du lyst til noget? Mangler noget?"
Hun rynkede panden. "Hvorfor skiftede du emne?"
"Skal jeg lave en kop te?"
Hun klaskede sine arme ned i dynen, "helt ærligt Nick!"
"Det tager jeg som et ja."
Jeg rejste mig med et smil, og skyndte mig ud i køkkenet, hvor jeg fandt tebreve og vand til kogning. 
Fornøjet fandt jeg et krus frem til os begge.
"Nick!" Råbte hun inde fra værelset af.
Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke have den diskution om, at vi ikke skulle være i nærheden af hinanden.
Da teen efterhånden havde trukket i lang nok tid, tog jeg begge krus med ind til hende.
"Jeg har bare puttet en teske sukker i hver. Jeg ved ikke hvordan du vil have den," jeg rødmede da jeg stillede den på hendes natbord.
Hun tøvede forbløffet. "Øh.. Men tak."
Hun greb ud efter den, men hendes hånd frøs da hendes fingerspidser ramte koppen. Jeg tog en slurk af min te, og lod som om jeg ikke havde set hendes nye adfærd.
"Hvorfor så sød imod mig?" Hun løftede sine øjenbryn.
Jeg lagde mit ene ben over det andet. "Hvorfor ikke?"
Hun trak på skuldrene. "Jeg har været en idiot."
"Ja. Men det skal der også være plads til." 
Hun kiggede op på mig, og hendes tøvende neutrale øjne forsøgte at læse mig. Sådan holdte vi øjenkontakten.
Til sidst sukkede hun og rystede på hovedet. "Nick jeg forstår godt du måske gerne ville lære mig at kende og sådan men-"
"Vil du ikke med til det kongelige bal?" Spørgsmålet fløj ud af mig, på den måde at jeg bare gerne ville ud med det, og få hende til at stoppe med at snakke sådan. 
"Bal?!" Hendes stemme var nærmest råbende.  
Jeg flyttede mig lidt i sædet. "Ja... Du ved, The Royal Variety Show. Jeg skal synge for kongen og dronningen. Hele kongehuset faktisk."
Hun fnes. "Wauw. Hvad er det for noget?"
Jeg rullede mine læber sammen, og tog en slurk te inden jeg snakkede videre. 
"Der er nogle kendte som skal underholde kongehuset," jeg trak på skuldrene. "Og du tager med. Som min date."
"Din date!?" Nu råbte hun, og hun lød både frustreret og sur. "Hvad mener du med det?!"
Jeg smilede bare. "Rolig nu. Ikke en rigtig date. Men min partner. Så vi følges."
Hun sukkede. "Okay. Men så heller ikke mere."

 


Halvanden uge efter, kunne Isabella lige med nød og næppe klare at gå uden støtte. Godt nok holdte hun fast i mig, men hun humpede stadig en del. 
Vi sad i den bil der havde hentet os, og vi var nu på vej hen til stedet ballet skulle holdes. 
Isabella og jeg var blevet tættere de sidste par dage. Nærmest hver dag havde jeg været forbi et par timer og snakket med hende. Jeg havde også mødt hendes mor, men dog ikke hendes far. Ikke endnu. 
Med et smil lagde hun sin hånd oven på min. "Vil du svare mig på nu, hvorfor jeg skulle med i aften?"
Jeg smilede til mit skød. "Fordi jeg gerne ville have en af mine gode venner med. Det betyder neget for mig, at du er med mig i aften."
Hun kiggede tomt ud af vinduet. "Jeg troede du vidste, at jeg ikke var det værd."
Forsigtigt vendte jeg hendes ansigt imod mit. "Men det er du. Du er det værd, Isabella."
Hun rystede på hovedet. "Der er mange andre, der ville egne sig bedre til sådan et kongeligt bal. Det bliver så pinligt." Hun sukkede dybt.
Men jeg var slet ikke på tanker i den retning. Jeg havde, (uden at sige det til Isabella) fået special lavet den kjole hun havde på i aften. Det var en mørkegrøn kjole, og mindede meget om den hun havde på til prom. Store broderede blomster var ned langs skørtet, og kjolen var stram ind imod taljen. Hendes røde hår var krøllet i store bombastiske krøller. Hun var utrolig smuk i aften.
Hun lignede en prinsesse.
"Nej det gør ej," jeg gav hendes hånd et klem. "Isabella, du er så speciel, at din udstråling får dig til at ligne en kongelig. Hvis jeg ikke vidste at du var en almindelig pige, havde jeg troet du var en prinsesse," jeg grinede lidt nervøst.
Hun kiggede lidt forbløffet på mig, og det var ikke første gang i denne uge. "Det er faktisk løgn," fortalte jeg videre. "Du er ikke en helt almindelig pige. Du er en helt fantastisk person. Jeg er stolt af at have dig med i aften."
Hun smilede forsigtigt. "Tak..." Hun rømmede sig genert.
"Nick?"
Jeg nikkede og sendte hende et bredt smil. 
"Er du ikke nervøs?"
Hendes ord fik mig til at puste tungt ud. "Jo. Mega nervøs. Jeg er så bange for at lave en fejl."
Hun smilede beroligende til mig. Det var det gode, men også det dårlige ved Isabella. Hun kunne på alle måder muntre en op, og lod altid til at forstå andres problemer. Men sine egne problemer klarede hun aldrig. Hun var så anderledes. Hvordan kan man klare alt i verden, bortset fra sit selvværd?

"Så er vi her."
Få sekunder efter, blev døren i min side åbnet.
"Okay," jeg gav slip på sædet jeg havde holdt fast i. "Bare kom ud til mig. Du ligger bare armen ind under min, som derhjemme, ikke?"
Hun smilede nervøst. "Okay."
Jeg trådte ud af bilen, og lidt efter kom flere og flere hujen og skrigen omkring mig. Jeg grinede lidt af lettelse, inden jeg vendte mig mod bildøren hvor Isabella trådte ud med et lille smil på læben. Mine øjne strålede, da jeg rakte min hånd ud til den, og hun med hårde greb tog fat i min arm. Hun støttede sig til mig, da vi langsomt gik ind i teateret. Med et smil stillede jeg mig hen ved siden af nogle af de andre, og fik øje på nogle forskellige jeg kendte. Demi, Adele, Ed... Mange britiske kunstnere, der var kommet hertil i aften. Og jeg var så en af de få, der var kommet fra Amerika, sammen med Demi. Min og Demi's World Tour sluttede sidste år, og det har bare været en fantastisk oplevelse. Jeg glemmer aldrig vores koncerter, og slet ikke de mange gode oplevelser vi har haft. 
"Nick!" Jeg gav ikke slip på Isabella, selvom den selvsamme person kom glad hen til mig.
Jeg smilede stort. "Hej Demi!"
Mit blik vandrede ned på Isabella der havde store øjne. Hun kiggede op på mig, og gav så slip på mig så jeg kunne give Demi et kram.
Da vi havde hilst, tog jeg fat om Isabella igen. "Det her er Isabella. Vi mødtes for ikke så lang tid siden."
Isabella og Demi gav hånd. "Hej," hilste Demi grinende.
"Hej," sagde Isabella genert. Demi blev lidt mere udspekuleret i blikket, men hun fik et hårdt et af mig. Hun skulle ikke tro der var noget imellem Isabella og jeg.
"Nick er en sød dreng," sagde Demi med et kækt smil. "Ham får du meget glæde af."
Isabella grinede heldigvis bare. "Tak Demi."



"Og nu: De kongelige højheder: konge og dronning Vivaldi!" 
En slags tjenestemand råbte med stor og fyldig stemme centrum af festen op. Kongen og dronningen var forholdsvis unge. De var nok ikke ældre end 50, men jeg havde ikke styr på det, pinligt nok.
De kom ind, en efter en, for at give hånd til alle på den række vi stod på. Isabella og jeg stod henne ved de andre kunstere. Alle havde hilst pænt på Isabella, og Isabella havde selv været meget begejstret for det.det var jeg glad for. Det betød underligt meget for mig, om hun havde det godt.
Jo tættere det kongelige par på os, jo mere nevøs jeg blev. Jeg var en af de første der skulle synge, og Demi og jeg skulle også synge duet. Der var nogle ting der bekymrede mig, især pressen. Mange havde spurgt ind til Isabella og jeg, men vi var ikke andet end venner.
"Tag det roligt," hviskede hun. Lige nu stod hun på egne ben, og svajede lidt frem og tilbage. "Du skal bare give dem hånden."
Jeg kiggede ned på hende. "Isabella! Det er dronningen og kongen!" Hun smilede forsigtigt. 
"Det ændrer ikke på, at de er helt normale mennesker."
Jeg nåede ikke rigtig at tænke på hendes svar, til de pludselig stod ved den på min anden side. Min vejrtrækningen var febrilsk, og jeg var sikker på jeg rystede.
Dronningen tog roligt fat i min hånd, og sendte mig et venligt smil, og et lille nik, inden hun gik videre hen imod Isabella.
Som om det ikke var nok at jeg skulle give kongen hånden som den næste, gik der lidt kaos i det.
Dronningen var stoppet pludseligt op foran Isabella, og stod nu og stirrede undersøgende på hende.
Isabella så meget nervøs ud, og turde ikke sige noget. Det forstod jeg godt, det gjorde jeg heller ikke selv.
"Deres højhed, de må hellere hilse på resten også," en tjener kom forsigtigt hen til hende.
Hun glippede kort, og sendte Isabella et lille smil mere, inden kongen gav hende hånden. Men han kiggede nærmest ikke på hende, han rørte knap nok hendes hånd.
Da de var nået forbi alle, gik de ned til resten af familien, og tog plads for showet.
Isabella kiggede trist ned i gulvet.
"Isabella? Kendte du dem?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...