The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3141Visninger
AA

11. The Ballerino

Nick


Jeg sendte hende et blændende smil. "Godt, min prinsesse."
Hun rødmede. "Stop med at kalde mig det. Jeg føler mig slet ikke som en."
"Det skal du prøve at vænne dig til. For du både ligner og opfører dig som en."
"Hvordan kan du sige det?" "Det er noget jeg kan mærke."
Hun fnes lidt. 
En banken mod døren fik os til at se hen. Adam stak forsigtigt hovedet ind. "Hej. Jeg vil egentlig bare..." Han så lidt fortabt ud.
Isabella grinede forsigtigt. "Kom ind."
Han smilede tilbage og kom helt ind i lokalet, inden han lukkede døren efter sig.
"Hvad laver i her? Skulle i ikke med ind?"
Jeg trak på skuldrene. Adam smilede. "Hvorfor ser du så nedtrykt ud, Bella?" Han så bekymret på sin ukendte søster, der kiggede ned i jorden. Hun trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke."
Adam trådte hen til hende. "Vil du fortælle mig lidt om det?"
Hun rystede på hovedet. "Det er bare..." Hun hev lidt på skulderen.
Da Adam trådte tættere hen til hende, trådte hun tilbage, lige indtil han tog fat i hendes underarme og tvang hende til at se på ham.
"Hey. Jeg danser også."
Isabella trak sig gispende væk fra ham. "Hvordan vidste du jeg dansede?" Adam smilede. "Hvem kender ikke til Isabella Nonterre, den berømte operadanser? Næh. Men jeg kender til en Isabella Vivaldi, der må være mindst lige så god." Han rakte udfordrende hans hånd frem. 
Hun kiggede nervøst på hånden, stadig med hænderne over hjertet. 
"Du danser?" Spurgte hun bare.
Adam grinede med sit høje rungende grin. "Ja. Du er ikke den eneste der fik ballerina generne. Kom så, prinsesse."
Hun kiggede ned på mig, og jeg må indrømme at jeg var lidt væk. Jeg følte mig både malplaceret og dum.
"Gå med ham, Isabella," sagde jeg lavt. Hun trak vejret tungt.
"Okay."
Hun gik langsomt hen til sin bror, og videre ud af korridorerne. Jeg skyndte mig op af sofaen, og fulgte efter dem. 

Vi gik ned af lange snoede korridorer, så længe jeg troede vi var et andet sted end slottet. Til sidst åbnede prinsen en dør for os, og vi trådte ind i et stort og rummeligt danselokale. Det lignede på en prik den spejlsal hvor Isabella normalt øvede. Han rømmede sig kort og smed sine hjemmesko, inden han gik længere ind til midten af rummet.
"Vil du danse med mig?" Spurgte han Isabella. Han hev sin trøje af, og gik hen til hjørnet af salen hvor han fandt en taske. Han trak en stort heldragt op af tasken, og vendte sig imod os igen.
"Øh..." Isabella trippede på stedet. "Jeg har ikke nogen dragt at danse i." 
Adam smilede. "Jeg havde da ikke spurgt, hvis jeg ikke havde en løsning på dit problem."
Han smilede lidt akavet. "To sekunder? Så finder jeg din dragt bagefter," han sendte os begge et undskyldende blik, og hev lidt ned i sine bukser som hentydning. Flovt vendte Isabella om, og gik hen imod døren og ud, imens han skiftede. Jeg gik selvfølgelig med hende.
"Er det for meget?" Spurgte hun nervøst. "Jeg skulle aldrig have sagt ja."
Jeg smilede forsigtigt og tog hendes hånd i min. "Jeg tror dansen vil få dig til at føle dig tryg ved ham. Du skal jo starte et sted."
Hun nikkede langsomt. "Hvad... Hvorfor tror du han har en dragt til mig?"
Jeg løftede øjenbrynene. "Det er ikke til at vide. Men mit gæt er nok, at jeres talenter kommer fra et sted, ikke?" Jeg smilede forsigtigt og kyssede hendes pande.
Hun sukkede. "Nick, det her kan vi ikke." "Kan ikke hvad?"
Døren bag os gik op, og jeg tog mine hænder til sig. "Skal i med?" Adam stod nu i en sort heldragt der viste hans høje og muskuløse skikkelse, en skikkelse der mindede meget om Isabellas, Isabellas var bare kvindelig. Hun nikkede og vi fulgte med. Vi gik igennem spejlsalen igen, og kom ud til den anden ende. Adam så koncentreret ud da han gik langs med spejlet, og til sidst stoppede op præcis midt i salen.
"Her," sagde han kort. Han lod sine fingerspidser trykke ned i spejlet, og den gik op.
Spejlet gik op. Som en dør. Han sendte os et smil, og trak så noget ud. Den kom glidende ud som på en bøjle.
"Det var mors. Men det er din arving nu," han holdte en skinnende sølvdragt op foran Isabella. "Mor var dygtig til at danse. Den vil passe dig. Prøv den," han rakte den til Isabella, der rystende tog imod den. Hun kiggede forundret på dragten. Hun sank en klump. "Okay. Hvor skal jeg... skifte?" "Her," Adam fulgte hende over i et lille rum der fulgte til salen og lod hende være der. Hvorfor han ikke skiftede derinde ved jeg ikke.
Da Isabella gik ind for at skifte kom han hen til mig, der stadig stirrede forundret på mig selv i spejlet. 
Adam nikkede tilfredst og lagde armene over kors. Jeg kunne ikke lade være med at være lidt misundelig over hans krop. Den var flot. "Endelig," sukkede han. "Hvad mener du med det?" Spurgte jeg forvirret.
"Jeg har ventet på at hun ville vise mig sin sande natur. Men det hørte nok til dansen. Det tænkte jeg nok."
Jeg blinkede et par forvirrede gange med øjnene. "Isabella? Hun er bare nervøs for, at hun ikke er god nok." Adam rystede grinende på hovedet, og gjorde mig forvirret igen. "Men det er lige det. Hun ér den bedste, og meningen er at andre skal se op til hende," han gnubbede sin hagespids. "Det må hun forhåbentligt snart finde ud af."
"Hvad mener du med det? Du kan da ikke tvinge hende!"
"Det var heller ikke det jeg mente. Jeg mente bare, at-" han blev afbrudt af døren der stille gik op, og Isabella der trådte ud med den skinnende dragt på. Hendes røde hår stod i kontrast til den sølvfarvede dragt, og fik hendes blå øjne til at lyse op. Hun så vidunderlig ud. 
Intet stoppede mig fra, at gå hen til hende og tage hendes hænder i mine igen. "Du er utrolig smuk, prinsesse Vivaldi."
Adam smilede bag os. "Du er en sand prinsesse, Isabella, det er du."
Hun kiggede ned i vores hænder, og jeg fik øje på hende få fregner omkring næsen. "Det... Jeg føler mig ikke så godt tilpas i den her udsmykning. Det er dronningens, ikke min. Jeg er bare... Mig."
Adam skubbede mig væk og tvang Isabella med ham ud mit på gulvet. 
"Nu skal du høre en ting, min kære søster." Han svang hende rundt, så hun elegant lavede en vending på tåspidserne. "Bare dig, er noget helt specielt. Så du har helt ret. Du, eller, bare dig, har helt ret til at danse i den dragt. Til at udtrykke dig i den." Han begyndte imens at han talte på, at svinge hende rundt og danse frem og tilbage med hende. Tvinge hende til at føle sig tilpas. 
Malplaceret satte jeg mig op af spejlvæggen og betragtede dem danse rundt med hinanden. For første gang virkede det ikke skørt, at han holdte hende om taljen og kastede hende i luften. Han var hendes bror.
Hun stoppede op i dansen, og kiggede op på ham. "Men hvad så senere? Hvad skal jeg så gøre?" Adam stoppede helt op i sine bevægelser og hev kort efter vejret før han holdte hendes blik fast med sine øjne.
"Det er dét, ikke? Det er dét der skræmmer dig." Han gav helt slip på hende og trådte lidt væk fra hende.
"Hvorfor skræmmer det dig, at du en dag bliver landets dronning?" Hans stemme var høj og rungende, som om den var trænet til at skulle tale på den måde. Det var den nok også, for han har nok overtaget hendes plads som den ældste i familien offentligt, så han skulle tale som en kommende konge.
"Hvorfor kan du ikke se, at du er født til noget andet end jeg?"
"Men det er jeg! Jeg skal-" "være her. Du skal reagere landet en dag, Isabella. Det behøvedes ikke at skræmme dig."
"Men..."
"Det er fordi du elsker Nick! Det er derfor!"
"Hvad mener du dog?" Spurgte hun tonløst. Hun lød bedende og ked af det. 
"Det er fordi du er bange! Du ved ikke om du kan hive Nick ind i det!" Adam pegede nu over på mig, og fik mig til at krybe sammen. "Kun fordi du ved du skal være dronning! Du ved ikke om Nick skal være din konge!" 
Isabella kiggede såret ned i gulvet, men jeg tror bare Adam havde ret. 
"Isabella hør nu her," Adam gik langsomt hen til hende.
"Nej!" Sagde Isabella grædefærdigt, "jeg vil ikke høre på det."
"Jeg vil bare gerne bede dig om at leve dit liv som enhver anden 23 årig. Helt normalt. Mor og far holder enevælden i live mange år endnu. Hver ikke bange for din fremtid," Adam løftede hendes blik op til hans.
"Lad være med at frygt dig selv."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...