The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3156Visninger
AA

20. "Shh"

Isabella

"A secret is not a secret until you keep it as a secret"

Der var gået nogle dage siden Edward havde været her, og de dage jeg havde elsket, og især fordi Nick mærkelig nok var mere blødgørelig at have at gøre med. Men nu var dagen kommet hvor Edward ville dukke op, mine forældres blikke var stifte og ubehagelig. Jeg forstod stadige ikke pointen, men jeg var også sikker på jeg heller ikke vil vide det hvis nogen spurgte om jeg ville vide det.

Det gjorde næsten ondt at tænke på, bare tanken om Edward gjorde at jeg fik mere og mere lyst til at brække mig, bare så den evindelige kvalme ville stoppe. Det var bare ikke dameagtig, det havde min mor pointeret for mig, man skulle kunne holde sine kvaler inde som kommende dronning og ikke mindst tronarvingen. 

Jeg hadet stadige utrolig meget ordet, jeg havde ikke brug for at vide jeg skulle overtage min mors plads i kongehuset. Jeg ville aldrig blive en god dronning, jeg ville aldrig blive folkets dronning.

”Bella?” Nick lagde hans hænder på mine hofter og jeg var ikke i tvivl om at han tydelig kunne mærke mine rystelser. Jeg vidste tiden snart ville komme til jeg skulle se prinsen af Monaco.

”Nick?” jeg kiggede ind i den skyhøjde vægspejl, og ind i Nicks brune vidunder.
”vi skal af sted” han lod små kys ramme min hals, fra øreflippen og ned til starten af mine skulderblade.

”Hvor hen?” min stemme var spinkel og Nick log blidt hans finger lege med låsen til min heldragt. Jeg havde fået lov til at have en lidt moderende stil, og det takkede jeg dem også inderlig for.

”Vi skal spise med Edward. De venter alle ude i haven” jeg nikkede stumt inden Nick kiggede bekymrede på mig. Jeg rystede bare på hovedet inden jeg vendte mig mod Nick. Nick trak mig kort hen sig selv og lod vores læber smelte sig sammen som de var bestem for hinanden. Jeg vidste nok godt at jeg var bestemt for prinsen, jeg er trodsalt ikke helt blind for hvad der sker rundt om mig. Jeg ville bare ikke indse det, det var nok også derfor jeg var så panisk med at holde fast i hvad der er bekendt for mig.

Jeg trak mig en smule forpustet fra Nick der hurtig lagde fingrene under min hage og pressede den længere op af – hans anden hånd lå blidt på min lænd inden han lod små bevægelser kærtegne lænden. 
”Nick” han rystede på hovedet inden han skubbede mig ud af døren og videre ud mod slotshaven. Det var utrolig godt vejr, altså i forhold til vi var i England.

”Bella, det skal nok gå” Nick gik hen og lod vores finger flette sig sammen, jeg kiggede kort ned på vores sammenflettet finger inden jeg kiggede op på Nick igen.

”Det er let for dig at sige Nick” han stoppede op, hev mit nedadgående blik op, så jeg ikke kunne andet ind at kigge ind i hans brune øjne.

”Hvad mener du?” jeg sendte ham et drillende men også trist smil. ”Nick, jeg ved godt jeg er lovet væk. Men du har muligheden for at forsvinde” han bed sig nervøs i læben, jeg lagde blidt min hånd mod hans kind inden jeg kyssede hans næsetip.

”Det behøver du…” jeg afbrød ham med et hovedryst. ”Nick du behøver ikke at lyve for mig. Bare lad mig være normal lidt endnu” han trak mig helt hen til sig selv inden han kysede min pande.

”Vent og se” jeg trak mig en smule væk og kiggede besværet op på ham. ”Nick, ved du noget jeg burde vide?” jeg tro i det øjeblik at vi glemte alt omkring os indtil Adam kom gående mod os. Han kiggede bekymrede på os inden hans ord fik kuldegysningerne til at sætte sig ordentlig fast på min hud.

”Kom af sted inden mor får et mindre flip på dig igen Bella!” han klappede Nick på skulderen – lidt ligesom de havde en hemmelig kode kun de kendte til. Jeg nikkede med mine sammenrullede læber inden jeg satte tempoet op. Jeg glemte kort Nick indtil han lod hans finger glide ind i mine. Det var en unik, næsten magisk følelser der røg igennem min krop.

Jeg slap hans hånd da jeg åbnede døren og mærkede suset af de alle stirrede på jeg og efterfølgende Nick.

”Godt Adam fandt jer” min mor kiggede sigende på os. Jeg rømmede mig kort inden jeg stak hende en lille halv uskyldig løgn. ”Jeg kunne ikke rigtig finde rundt, vi farede vild” jeg kiggede lidt på Edward der allerede sad og nedstirrede mig. Jeg trak mig længere tilbage i stolen inden jeg lagde mine ben over hinanden.

”Så må vi jo lave et kort til den skønne prinsesse” jeg skuttet mig lidt, men det lod ikke til at Edward lagde synderlig meget vægt på det. Han havde trodsalt heller ikke synderlig mange prikker at rykke rundt med, jeg tro aldrig hans puslespil vil gå op.

”Deres højhed!” kongen min far kiggede sigende på prinsen, men han registeret det stadige ikke. Det skræmte mig faktisk en del, at han ikke kan finde situationsfornemmelsen. Nick derimod lagde en hånd på mit lår inden han klemte den, det var da altid noget at ingen registeret det.

”Undskyld, deres majestæt. Jeg kan bare ikke holde mig fra det” Adam kom ud og klemte blidt min skulder. Jeg tro alle kunne mærke stemningen ændre sig, alle med undtagen Victoria der stadige er uskyldig og ikke tro nogen er onde.

”Hold dig i skindet” min fars stemme rungede myndigt ud over bordet. Prinsen nikkede kort og kiggede på mig igen.

”Det skal jeg nok deres majestæt” jeg tro de eneste der lagde mærke til at han ikke mente det var Adam, Nick og jeg.

 

 

Dagen var gået på hæld og Nick, Adam og jeg sad indeni stuen. Edward var blevet kørt tilbage til ambassaden igen, og jeg kunne endelig rigtig trække vejret igen.
Men i morgen var jeg på den igen, jeg skulle denne gang ud og flyve, flyve som den officielle kronprinsesse, det var både på godt og ondt. Jeg glæde mig til at prøve det med min familie, men ende stoppede var jeg ikke synderlig begejstret for, jeg skulle til Monaco og møde prinsens forældre.
Hvis jeg ikke før følte mig malplaceret gjorde jeg det nu, hvad skulle jeg gøre i den situation, tage det som det kommer?

”Nick?” jeg kiggede på ham og satte mig op og bedre til rette. ”Bella?” han sendte mig et nervøs blik, måske vidste han allerede mit spørgsmål.

”Hvad mente du med ’vent og se’?” jeg kiggede undrende på Nick og Nick kiggede ned på hans negle.

”Bella, det…” Adam afbrød Nick og jeg sukkede irriteret. Det kunne de da ikke mene, eller kunne de.

”Kan han ikke snakke for sig selv?” jeg kiggede først på Adam og så Nick. Selvom det var en afslappede stemning, var det stadige med forbeholdt af at man sad ordentlig og ret. Det skyldtes nok at sofaerne ikke var særlige behagelige at side i, altså i for lang tid af gangen.

”Bella stop nu” Adam kiggede hen på mig og jeg kiggede hen på ham.

”Nej, jeg ved i holder noget hemmelig” Victoria kom løbende ind til os inden hun hoppede op mellem Nick og jeg. Havde jeg sagt Victoria også holdte af Nick, som resten af familien gjorde. Jeg holdte også af ham, men vi vidste begge godt at der ikke var nogen fremtid for os, det var bare op til Nick hvornår han forlod mig.

”Hvem holder noget hemmeligt?” hun kiggede betuttet frem og tilbage mellem Adam, Nick og jeg. ”Adam og Nick” jeg sendte hende et rolig smil og Adam sukkede irriteret.

”Hvorfor skal Victoria blandes med ind i det her?” han lød frustreret og jeg kiggede hen på ham – så havde jeg ret, de holdte noget hemmeligt.
Jeg kunne godt mine tricks.

”Godt, så i holder noget hemmeligt” Victoria kravlede faktisk hen til mig og satte sig ovenpå mig. Jeg kunne ikke lade være med at kigge en anelse overrasket på hende, hvilket gjorde at Adam grinede hjertelig af os. Selvom Victoria og jeg var blevet tættere, var jeg ikke vant så tæt forbindelse med nogen, det skræmte faktisk livet ud af mig.
”Jeg vil stadige gerne vide det” jeg kiggede kort ned på Victoria inden jeg kiggede frem og tilbage mellem Adam og Nick. Det gjorde faktisk en smule ondt at de ikke bare kunne sige det til mig, især fordi man ikke skulle være dum for at regne ud af det havde noget med jeg at gøre – ellers havde de nok også sagt det.

”Adam, kan vi ikke bare sige det” Nick flettet diskret vores finger sammen og jeg lagde hagen mod Victorias hovedbund og hun lagde sig tungt op af mit bryst.

”Det kan vi ikke Nick!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...