The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3132Visninger
AA

12. I'm gonna fly, fly away.

Isabella

Jeg vendte mig panisk om, men noget ikke at flygte for Nick havde stillede sig foran mig. Jeg bed mig i læben, Adam der stod bag mig. Det ville sige jeg ingen muligheder havde for at flygte, måske var det også på tide at jeg tog mig sammen opførte mig som den prinsesse jeg var født til at være. Jeg slap min stifte holdning og faldt sammen med ryggen.

”Ret dig op Isabella” Adams stemme var lige ud for øret, jeg gjorde modvilligt hvad han bad om. Nick havde dog stadige min fulde opmærksomhed, der var noget i hans blik der draget mig længere hen til ham.

”Bella?” Nicks stemme rungede igennem i mit hovedet imens han trak mig de sidste skridt hen til sig selv. Jeg bed mig flovt i læben inden Nick lod hans finger glide over dem, hvilket resulteret i at jeg automatisk gav slip på grebet.

”Nick?” han lagde blidt hans arme omkring mig. Jeg kunne næsten regne ud at Adam var gået lidt væk, for jeg kunne kun høre to åndedrag. Den ene min og den anden Nicks.

”Hør hvad Adam siger, han er klog af sin alder” han trak mig denne gang helt tæt på sig selv. Så tæt at jeg kunne høre hans hurtige hjertebanken. Jeg rødmede da jeg tydelig ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv.
”Jamen” han rystede på hovedet og lod vores læber smelte sammen. Jeg rødmede inden i kysset, det var stadige en utrolig følelse jeg fik.
”Intet brok Bella” han lod vores øjne mødes efter vores læber havde sluppet hinanden. Jeg rødmede lydløst inden jeg nikkede med mine sammenrullede læber. Han kyssede blidt min næsetip og jeg kiggede flovt ned i gulvet.
”Dans med Adam, Bella” han skubbede mig i retningen mod Adam. Jeg snublede lidt inden jeg røg ind i Adams arme. Han grinede inden han tvang mig til at kigge på ham. ”Er du parat prinsesse Isabella” han bøjede drillende for mig, jeg slog ham blidt på skulderen inden jeg bed mig flovt i læben.
”Det bliver du nød til at vænne dig til” han blikkede med øjet imens han gav håndtegn til at vi skulle danse. Jeg lagde tøvende min hånd i hans, inden han drejede mig rundt så jeg landede inde i hans favn.

”Nej…” han rystede på hovedet og fik mig til at tie med det samme. Der var bare noget over ham, noget majestætisk og autoriet. ”Vi danser nu, og så kan du diskutere det med mor og far bagefter” jeg nikkede lydløst inden han lod mig dreje rundt, mine fødder der følte sig usikker. Det var nok fordi at jeg næsten lige var kommet over den brækkede fod. Og det var vel ikke godt at allerede at overstrenge den?

”Din dans er perfekt, lær mig den styrke!” jeg satte foden ned og kiggede overraskede på Adam. Han dansede fantastisk.

”Hvad?” jeg lagde mine hænder på mine knæ, åndede besværligt ud.

”Du har sådan en styrke i din dans som hun få nogensinde får oplevet” jeg åbnede munden og lukkede den lidt efter, for hvad skulle man overhoved sige?
”Det…” han grinede imens han trak mig ind i en drejning, en drejning lige ind i hans favn for bare at blive drejede ud igen.

”Det er fakta, det kan du ikke diskutere med” han drejede elegant hen til mig. jeg lod blidt min krop dreje en enkel gang væk, bare så vi ikke ramte hinanden. ”Vil du ikke lærer mig det Bella?” han holdte fast i mine hænder, åndede tungt ud og ind.

Han var tydelig forpustet.  

”Hvad?” jeg kiggede nervøs hen på ham, eller retter sagt var det at jeg kiggede op på ham. Han var højere ind jeg var, og selvom han kun var 17, vidste alle nok godt at han ville blive højere endnu. Drenge er generelt bare senere udviklede, er de ikke?

”Lær mig den styrke du danser med” han trak mig ind til sig, holdte om min tynde krop. ”Hvordan skal jeg det, når jeg ikke ved hvad det er jeg gør for at virke stærk” han aede mig blidt op og ned af ryggen, og af en mærkværdig grund følte jeg mig mere trygt ved ham. Kunne det være at det skyldtes dansen, blev vi virkelig tættere på hinanden?

”Det skal du nok få gjort Isabella” han vuggede mig blidt inden han drejede mig rundt og jeg måtte dreje en masse gange for at få balancen igen. Jeg røg lige ind i Nicks varme arme, noget der bare fik mine røde kinder til at bryde frem.

”Vi ses Bella” jeg registeret nok ikke helt Adams ord, for Nick og jeg kiggede på hinanden. Ingen lyd, ingen form for bevægelse. Vi kiggede bare ind i hinandens øjne.

”Nick?” han trak mit ansigt op til sig selv og lod blidt hans læber ramme mine igen. Denne gang var det som om alle sommerfuglene fik frit løb og bare fløj rundt i maven.
”Bella?” han lod hans muskuløse arme svinge sig omkring min talje. ”Er det her det rigtige?” han sendte mig et rolig smil, jeg derimod var alt andet ind rolig og det gjorde det ikke bedre at han blev ved med at smile roligt til mig.

”Tag en dag af gangen” jeg åbnede munden men intet lyd formodet at komme ud over mine læber. Jeg rystede stille med hovedet for hvad skulle jeg sige til det.

”Jamen” han lod mig ikke snakke færdig før han lod hans læber ramme mine igen, men denne gang var der noget anderledes. Døren til salen gik op, men det var som om vi ikke rigtig registeret det for kort efter hørte vi en lille lys barnelatter.
Vi trak os stille fra hinanden imens jeg kiggede hen mod Victoria. Victoria der allerede stod med røde kinder og bare fnes tøset.

”Jeg skulle sige der var frokost” hun hoppede glad hen til os, trak fat i min hånd. Det fik mig automatisk til at træde lidt væk fra Nick. Jeg kiggede kort op på Nick inden han sendte mig et blændede smil.

”Så lad os gå Victoria” jeg sendte hende et smil og hun hoppede af glæde. ”Lad os det”

 

 

Tiden var kommet til at det var blevet aften. Nick og jeg sad i sofaen overfor for min familie. Det var begyndt at blive mere normalt at sige familie om dem, det skyldtes nok at jeg underlig nok var blevet mere tryg ved dem. Især Adam var jeg blevet tryg hos, kun fordi vi kunne dele noget unikt.
Vi var begge danser, og det betyder da et eller andet?

Gør det ikke det?

”Bella?” Adam slog sig ned ved siden af Nick  og jeg, så jeg måtte fjerne mine ben. Jeg nikkede stumt imens Nick stille flettet vores finger sammen. Jeg kunne ikke lade være med at rødme en smule, og det gjorde det ikke bedre af at hele familien sad og kiggede på os.

”Vil du ikke med ud i morgen?” jeg slog blikket hen til Adam, hvor ville han ud henne? Det er jo ikke fordi at han ikke er genkendelig når han bevæger sig rundt.

”Hvor ud?” jeg fik de andre til at grine let af mig, men var jeg den eneste der ikke havde hørt hvad det var der skete i går?

”og se London?” han skubbede blidt til mig, jeg røg dog hurtig ind i Nick. Og Nick lagde sine arme omkring mig.

”Kan man godt det?” jeg slog blikket hen på min mor, hun sendte mig bare et rolig og afklaret smil. Jeg forstod snart intet af noget.

”hvorfor skulle man ikke kunne det min skat?” min far fik min opmærksomhed og jeg presset mig længere ind mod Nick. Der var bare et eller andet omkring min far der gjorde mig lille og ubetydeligt.

”I er kongeligt” de grinede sødt af mig. ”Vi Bella” min fars rungende stemme rungede ud i den store opholdsstue. Jeg veg bare længere ind til Nick og Nick der lagde små brændende kys på mit hår.

”Jamen” de rystede alle på hovedet af mig. ”Bella, vi er også normale mennesker” jeg åbnede munden for hvad skulle jeg sige, for det var de vel? Det var jeg vel også så?

”Men skal i ikke have mange sikkerhedsvagter med?” denne gang grinede de højlydt undtagen min mor. ”Bella, det er til større events. Ellers er det meget afslappede” jeg nikkede pinligt. For det var vel, men det havde jeg altid troede. Et kæmpe masse af sikkerhedsvagter.

”Men vil du Bella? Du må godt tage Nick med” jeg rødmede kort og Adam klemte kort mit ben. ”Har jeg et valg?” jeg sendte ham et drillende smil inden Nicks læber ramte min kind. Jeg var nok lidt overrasket over hans opførelse, havde vi gjort det offentlig. Eller hvad var det overhovedet?
Bare en kort flirt?

”Selvfølgelig har du et valg Bella, du skal ikke føle dig forpligtet” jeg kiggede flovt hen på Adam, han sendte mig et af hans trygge blikke. ”Jeg vil godt, men kun hvis Nick tager med” vi kiggede alle på Nick, han krympede sig lidt inden han nikkede lydløst.
”Selvfølgelig Bella, alt for dig” han greb fat om min hage, lod vores læber mødes i et kys. Et langt men helt igennem fantastisk kys.

”Så gør vi det” han klemte mit ben kort inden han rejste sig.

 

 

Vi gik faktisk rundt i byen som almindelig mennesker, men med tre, fire fuldvoksende mænd, både bag os og foran os. Jeg gik rundt og kiggede på de mange mennesker der kiggede og tog  billede af os. Jeg prøvede af alt magt ikke at fryse fast. Nick og Adam lignede nogle der var fuldstændig vant til det, men jeg derimod var ikke vant til alt den opmærksomhed.

Jo jeg var da vant til at få rosende ord med på vejen når jeg havde opført et stykke. Men det var lidt som om de kun roste min rolle, men ikke mennesket bag.
”Bella, ret ryggen. Se ikke ud som om du er ved at dø” Adam puffet mit blidt i siden. Jeg nikkede kort og rettet min ryg. Nicks finger gled stille ind imellem mine og efterlod vores finger helt sammenrullede.

”Det er ikke så farligt” Nick og mine ben gik i takt. Adams fødder var en del hurtigere ind Nick og mine, måske skyldtes det at Nick og jeg bare kiggede på hinanden imens vi gik. Jeg kunne ikke rigtig sætte ord på den følelse jeg gik med.

En ting jeg var sikker på var at jeg var utrolig taknemlig for alt der var sket med mig i det sidste stykke tid, men om det holdte var jeg ikke så sikker på. For alt godt har sin ende ikke, alt kan ikke blive ved med at være lyserødt.

”Kan i også høre det?” Adam vendte hoved halvt om og kiggede ind i mine blå øjne. Adams øjne var derimod grønne og klare, hvorfor havde jeg ikke fået den farve i stedet for?

”Høre hvad?” Nick kiggede først undrende på Adam og efterfølgende kiggede han ned på mig. Jeg rødmede dog bare igen, så mine få fregner kom mere til syne. Dem havde jeg aldrig været synderlig lykkelige for.

”Musikken” han greb fat om mit håndled og begyndte at løbe. Jeg løb dog hurtigere, måske skyldtes det jeg ikke havde nær så lange ben som Adam havde.
”Prins Vivaldi, ikke så hurtig” sikkerhedsvagterne var helt ude af den imens Adam bare smilede overbærende. Musikken som Adam havde hørt før blev hurtig højere og højere, men jeg forstod ikke rigtig hvorfor vi løb efter lyden. Lyden mindede alt i alt om musikken som min træner plejede at spille for os. Altså lige inden en forestilling begyndte.

”Dans med mig” Adam var nået hen til musikken og mennesker samlede omkring musikken gispede da de så hvem der stod midt i folkemængden.

”Adam det kan jeg ikke” han rystede bestemt på hovedet inden han drejede mig rundt, så flot at jeg ikke kunne andet ind at lave en silhuet af mig selv.

”Du kan alt hvad du vil, min Isabella” han dansede hen mod mig og de andre gav plads. Bange for at sikkerhedsfolkene ville flippe ud, for det så virkelig sådan ud.

”Adam. Jeg er ikke opvarmet” han ignoreret mit svar og drejede mig rundt en del gange, næsten så mange gange at jeg næsten mistede balancen.

”Kom nu min prinsesse” han hviskede det svagt ind i øret på mig at det kun var jeg der hørte det. Jeg tro godt han viste jeg ikke ville kaldes prinsesse, og slet ikke i offentligheden.

”Adam” han greb fat om mine hofter og kastede mig op i luften.

”Adam!” jeg kom ned og stod og holdte for mit hjerte, jeg havde nok aldrig været så skrækslagen som jeg var. Jeg var stadige bange for at overbelaste min fod, og det hjalp ikke synderlig meget at han kastet mig umotiveret op i luften. Det er ikke fordi det er nyt for mig, men jeg var ikke parat.

”Bella?” Nick kom hen til mig og lagde betryggende hans hænder på mine bøjede skulder. ”Er du okay?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...