The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3136Visninger
AA

13. I need to leave you

Nick 

Selvfølgelig var jeg ikke sur på Adam, for han så allerede helt fortvivlet ud. Han ville helt sikkert ikke gøre Isabella ondt, og slet ikke med vilje.
"Ja," gispede hun, hun kiggede op på sin bror. "Ikke vær' så... Spontan. Please?" 
"Undskyld," Adam hjalp med at rette hende op. Han sendte hende et forsigtigt smil. "Men dans alligevel," hans smil voksede lidt. Isabella rystede på hovedet. "Det har jeg altså ikke lyst til."
Adam nikkede. "Du skal ikke tvinges, kom med Bella."
Adam vinkede os med ham igennem det forvildede London centrum. Isabella hev stadig efter vejret da vi gik videre efter ham. Det var ikke så nyt for mig, at alle de her bodyguards var omkring os, men Isabella følte sig malplaceret.
Forsigtigt lagde jeg min arm om hende, og hviskede blidt i hendes øre: "må jeg tage dig i hånden?"
Min kærlighed til den mystiske prinsesse var blot vokset efter vi havde delt flere kys. Stadig summede mine læber efter hendes, men jeg holdte igen i offentligheden.
At blive præsenteret som prinsesse og Nick Jonas kæreste på samme tid er nok ikke så smart. Hun kiggede forbavset op på mig, men nikkede så tøvende. Jeg lod mine fingre glide ind i hendes, og klemte blidt hendes hånd.
Hun smilede ud i luften, og forsøgte at gemme sine røde kinder.
"Er i med deromme?" Adam vendte sig fornøjet om, og smilede stort da han så vores sammenflettede fingre. "Vi skal videre. Over til voksmuseet," han satte farten lidt ned, så han gik ved siden af Isabella. "Vidste du, at hele vores familie er blevet støbt i voks? Flere hunderede mennesker ser dem hver dag!" Isabella rynkede panden. "Voksfigurer?" Adam nikkede ivrigt. Jeg grinede af dem. Man kunne godt fornemme de var bror og søster, og Adam virkede også som en perfekt bror til hende. Han gjorde hende tryg i al den vildskab. 
Jeg var derimod begyndt at bære nag. Igår havde jeg slet ikke kunnet styre mig, og kysset hende flere gange foran kongen og dronningen. Jeg burde nok vende mig til at de blot var hendes forældre, Forlev havde ikke tøvet med at kysse hende hjemme hos hendes plejemor. Men det har var bare så anderledes.
Jeg følte faktisk dårlig samvittighed. Ja, Isabella havde haft et tilfredst og glad smil om læberne da vi kyssede godnat igår, men jeg følte mig bare malplaceret og dum. En forelsket dum dreng, på besøg hos kongehuset og prinsessen. 

Inden længe trådte vi ind på museet. Med det samme trak Adam os forbi de kendte, og langt inde i udstillingen fandt vi de kongelige.
Isabella gispede og fjernede hænderne fra sit ansigt da hun så Adam foran sig i voks.
"Bliver der så også lavet sådan en af mig?" 
Adam smilede. "Ja, du bliver den smukkeste af dem alle," han gik hen til sin lillesøster, igen støbt i voks. "Det er sjovt. På det maleri der hænger derhjemme ligner du Victoria helt enormt meget."
Isabella rødmede. "Hvis hun er min søster, er det vel normalt nok." "Det er hun. Og jeg er din bror."
Isabella nikkede bare, ude af stand til rigtigt at kunne svare. 
Hun kiggede sukkende ned i gulvet. Hele sektionen med kongehuset var spærret af, og det var kun os der var herinde. 
"Hvad er der galt, frøken Vivaldi?" Spurgte Adam med et lille smil, og løftede hendes hage op. Jeg vidste han var hendes bror, men jeg blev lidt misundelig alligevel. Lystrede hun også sådan overfor mig?
Hun trak på skuldrene. Adam grinede. "Isabella. Jeg har altid vidst jeg ikke selv var tronarvingen. Det har altid føltes forkert, når det var mig der blev kaldt det. Tro det eller lad være, men du hjælper os allesammen. Især lille Victoria. Hun har aldrig været lykkeligere," han pegede ud imod figuren, som fik Isabellas blik udover sig. De smaragd grønne øjne Victoria og Adam havde fået af sin far stod skinnende på figurene. Isabella havde derimod arvet det røde hår og de blå øjne fra hendes mor. Jeg havde sneget mig rundt på slottet igår, og kigget arvingemalerierne igennem. Næsten alle arvede har haft rødt hår, og hvis ikke blå øjne. Isabella var en ægte Vivaldi. 
"Du er stadig usikker, fordi du ved du bliver dronning en dag?" 
Isabella kiggede nervøst op i hans øjne og nikkede. "Og du er nervøs, fordi du vil pådrage din kommende mand titlen som konge med i det?" 
Igen nikkede hun. Jeg rullede mine læber sammen. Hvor længe ville der gå, før vores forhold blev for meget? Hvis det her overhovedet var et forhold.
Adam lænede sig frem og kyssede hendes pande. "Elsk din elskende. Uanset hvornår eller hvor i er." Han lænede sig lidt mere frem, og hviskede noget i hendes øre som jeg ikke kunne høre, men hendes kinder blussede kraftigt op, og hun kiggede over på mig med et genert smil.
"Du må undskylde hvis jeg virker... Lidt for opmærksomhedskrævende," sagde Isabella med et lille flovt smil.
Adam skyndte sig at ryste på hovedet. "Sig ikke det, min søster. Hvis jeg havde været dig, var jeg ikke modig nok til at gøre det. Du er trods alt min storesøster, og du skal vide jeg ser op til dig."
Lidt efter begyndte de at gå igen, imens Adam fortalte og fortalte om hvordan han havde levet sit liv.
Lidt akavet gik jeg bag dem, men nød at se Isabella glad og tilfreds. Hvis hun havde det godt med Adam, ville jeg ikke sige noget. Også selvom jeg følte mig lidt udkonkurreret. 
"Har mor og far aldrig nævnt mig overfor jer?" Spurgte Isabella forsigtigt, da vi nåede enden af udstillingen.
"Har din plejemor nævnt os overfor dig? Det er ikke tilfældigt, at vi aldrig har mødt hinanden, Isabella."
Hun sukkede bare, og fulgte med sin bror over vejen og videre hen imod nogle biler der ville køre os tilbage til slottet.



"Har i haft en god tur?" Ronald løftede blikket over sin kaffekop da vi kom hjem. "Ja tak far," Adam gik med det samme over og tog et glad vand, men Isabella tøvede lidt med at kommunikere.
"Hvad med dig min pige? Har du det godt?" Ronald kiggede op på sin datter, som han sad der ved bordet ude i køkkenet.
Isabella nikkede bare. Jeg trådte hen til hende og lagde forsigtigt armen om hende. Hun gemte sit hoved imod min skulder med et suk, og fik Ronald til at smile.
Adam sendte os et smil, inden han smuttede videre ud i verden.
"Øhm... Far?" Spurgte Isabella forsigtigt. Ronald smilede bredt og nikkede. "Må vi... Gå op i maleripassagen?" "Selvfølgelig må i det." Han sendte os begge et smil og lod sin opmærksomhed lande i sine tanker som før vi kom ind.
Isabella trak mig med ud af køkkenet og videre op af trapperne, og ud i værelses afdelingen.
"Jeg troede du sa-" hun lagde sine fingre over mine læber med en tysh lyd, og hev mig med ind på sit værelse.

"Nick jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," hun landede i sin seng med et lille bump. Den store himmelseng med silkebetrækket så helt naturligt ud til den halvlange kjole hun havde på. Der var et klædeskab med designede ting til netop hende, som hun benyttede sig lidt af.
"Hvad mener du?" 
Jeg iagttog hende imens hun tog sko af. 
"Jeg... Jeg vil blive. Men jeg ved ikke om det er det rigtige."
"Hvorfor skulle det ikke være det?" 
"Fordi... Det... Ja."
Hun klappede på pladsen ved siden af sig, "kom her."
Jeg skubbede mine sko af, og lagde mig ved siden af hende. "Har du det godt Isabella?" Jeg fandt hendes hånd og flettede vores fingre sammen.
"Ja. Nu har jeg. Nick... Du og Adam gør mig trygge. Og Victoria gør mig glad. Og..." Hun trak på skuldrene. "Det her er min familie. Og ja, jeg føler mig hjemme. Men..." Hun rullede sine læber sammen. "Jeg føler mig kun helt hjemme, når du også er her," hun vendte sit ansigt imod mig. 
Jeg fastholdte vores øjenkontakt, fordi vores blikke lige nu sagde mere end tusinde ord.
"Jeg tror ikke jeg tør det her," hviskede hun. Hun begyndte at få tårer i øjnene, og kiggede så væk et øjeblik. 
"Jeg vil kun være her når jeg er sammen med dig. Men jeg vil ikke trække dig ind i alt det her. Det er bare ikke dig." Det havde hun absolut ret i. Hvis der var én der ikke havde gjort sig fortjent til at være her, så var det mig. Men hvorfor skulle kongelige være anderledes end andre? Det var det hendes forældre prøvede at fortælle os. 
Jeg vendte mig på siden og lod mine fingre kærtegne hendes kind forsigtigt. 
"Ved du hvad, Isabella?" 
Hun rystede på hovedet. "Jeg elsker dig. Og jeg ved du er en Vivaldi. Vivaldiheden skinner ud af dig. Du er født til det her, du skal være Englands næste dronning. Men jeg kan ikke være din konge. Det kan jeg ikke."
Isabella sank en klump. "Men derfor elsker jeg dig stadig."
"Men jeg... Hørte du ikke hvad jeg lige sagde?" Spurgte hun grødet. "Jo... Og derfor bliver jeg også. Lige indtil jeg elsker dig så meget, at det gør ondt på mig at blive. Så rejser jeg."



Det var en noget videre akavet stemning ved spisebordet da vi fik aftensmad. Efter vores meget ærlige ord til hinanden, var vi gået hver for sig. Jeg havde fundet Adam, og snakkede en helt almindelig ungmands hygge snak med ham. Han er en flink fyr. Isabella havde fundet sin mor og lillesøster, og endt med at være med til deres leg.
Og nu sad vi her alle rundt om bordet. Jeg tror alle kunne mærke at der var en vis anspændthed imellem Isabella og jeg. 
"Mor?" Victoria prikkede forsigtig til sin mor. Den kære Victoria var kun 8. 
"Ja min skat?" Dronningen smilede kærligt til sin datter. "Er Isabella og Nick uvenner?"
Lydia lagde hovedet på skrå. "Sådan spørger man ikke, Victoria. Det kan du spørge dem om bagefter." Hendes stemme var blid, men hun lød også selv bekymret.
Isabella lignede en der ville sige noget, men turde ikke. Adam der sad overfor hende forsøgte at få hende overtalt til at snakke, og jeg sad bare der. 
"Hvad lavede i ude i byen?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...