The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3140Visninger
AA

21. Gone and away - again

Nick

Jeg sukkede. "Hvorfor ikke? Hun fortjener at vide hvad der skete dengang!"
"Men Nick der er så meget jeg ikke kan svare hende på!"
Victoria og Isabella fulgte os med øjnene, som vi råbte af hinanden. "Hvad så? Så nu skal hun giftes væk til en forbryder?!"
"Nick!"
Dronningen råbte meget højt og skarpt af mig, og nærmede sig med hurtige, hastige og meget vrede skridt. "Hvad fabler du dog om! Du har ingen ret til at nedgøre prinsen på denne måde!"
Jeg troede et øjeblik hun ville hive fat i min øreflip og hive mig med sig, men hun kiggede bare vredt på mig. "Jeg vil bede dig om, at gå til dit kammer, og tålmodigt vente til jeg ankommer!"
Adam åbnede chokeret munden, og jeg vidste at dronningen havde noget meget meget dybt st fortælle mig.
"Mor! Han har ikke gjort noget!"
Man skulle tro det ville komme fra Isabella, men det kom fra Victoria. "Leg med din søster, så kommer mor snart."



Hun lod mig vente i omkring 20 minutter, før hun endelig 'ankom'. 
Hun trådte stille ind i kammeret, og lukkede døren efter sig.
"Nick Jonas," sagde hun højtideligt. "Vil de være så venlig at fortælle mig hvilke fordomme du har om Prins Edward?"
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende, men hun vidste det garanteret allerede, så nu skulle jeg bare ud med det.
"Hvorfor skal Isabella giftes væk til den mand? Hvorfor kan hun ikke selv vælge?"
"Hvem har dog fortalt dig det sludder?" Spurgte hun hidsigt. "Adam," jeg lagde armene over kors. Dronningen sukkede dybt og tog sig til panden. "Hør her." "Nej! Hvorfor? Isabella elsker ham ikke, hun hader ham. Hun kan ikke fordrage ham. Kan du ikke se det?"
"Hun kender ham ikke," "nej og det skal hun heller ikke! Hvis det Adam har fortalt mig passer, skal hun slet ikke i nærheden af ham, eller deres familie!"
Hun tav et øjeblik. "Adam kender intet til det!" Sagde hun rystet. "Selvfølgelig må Isabella selv vælge-" "det siger du kun, fordi du er bange for du mister hende igen! For at hun ikke bliver såret over det og går."
Dronningen slog ud med armene, og lod sine hænder klaske ned i sine lår. "Nick! Der er intet vi kan gøre, forstår du det? For mange hunderede år siden, blev der lavet en aftale, og den aftale skal holdes!"
"Hvad er det for en aftale?" Spurgte jeg skeptisk. "Noget der ikke vedrører dig!"
"Men..." "Ikke noget men! Stop så Nick!"
Jeg rejste mig op. "Vi giver ikke op uden kamp." "Jamen værsågod da! Du får hende alligevel ikke Nick." Hun sendte mig et hårdt blik, og ligenede Isabella alt for meget i det øjeblik. Både i sin væremåde, og udseende og det hele. Hun var lig Isabella.
 "Hvis du vil have mig undskyldt, så skal jeg sende Prinsesse Isabella afsted til Monaco."



Og sådan endte det med, at Isabella nu måtte sige farvel til os, og rejse over mod Monaco og den fjendtlige kongefamilie.
Med et suk krammede hun sin far farvel der kyssede hende kærligt afsted på kinden. "Vi ses min datter," han sendte hende et lille smil. "Vi ses far," hun lød temmelig nervøs og lidt trist, men alligevel krammede hun også sin mor farvel med et lille smil om læberne. "Bare rolig Isabella. De vil tage sig godt af dig."
Isabella rullede utilfredst læberne sammen og nikkede. Hun gad virkelig ikke.
"Vi ses, Isabella." Adam gav hende et trygt kram, og Isabella lod sig rive ind i hans favn et øjeblik. De havde nok talt sammen igår, men havde han fortalt hende det hele? Eller beroligede han hende blot?
Tavst gik hun videre til Victoria. Det her øjeblik mindede mig om dengang hun forsøgte at sige farvel til mig, men det duede ikke.
Tænk hvis hun blev forelsket i Edward på denne tur? Var det så vores farvel?
"Kommer du hurtigt tilbage?" Spurgte Victoria trist med spinkel stemme. "Lynhurtigt," Isabella kyssede hendes pande som farvel. Victoria smilede tilfredst. 
"Nå," sagde hun tamt da hun nåede til mig. "2. Gang hænder ofte, men ikke ofte nok," hun blinkede med øjet og kyssede min kind. Jeg smilede forsigtigt, nervøs på hendes vejne. "Ja. Vi ses prinsesse."
Hendes smil voksede. "Vi ses."
Jeg tror at det at vi sagde 'vi ses' og ikke 'farvel' betød meget for hende. Lige da hun skulle træde op i flyet med sin fine kjole og det hele, løb hun pludselig ned igen.
"Vent!" Ned fra stigen af flyet løb hun hen af landingsbanen og hen til mig igen. "Hvis det her bliver sidste gang..." Hun rystede på hovedet som en afbrydelse, og kyssede så lidenskabeligt mine læber.
Forbløffet måtte jeg kiggede efter hende, da hun gik ind i flyet.
Hvis det var sidste gang,..


Nick

Jeg sukkede. "Hvorfor ikke? Hun fortjener at vide hvad der skete dengang!"
"Men Nick der er så meget jeg ikke kan svare hende på!"
Victoria og Isabella fulgte os med øjnene, som vi råbte af hinanden. "Hvad så? Så nu skal hun giftes væk til en forbryder?!"
"Nick!"
Dronningen råbte meget højt og skarpt af mig, og nærmede sig med hurtige, hastige og meget vrede skridt. "Hvad fabler du dog om! Du har ingen ret til at nedgøre prinsen på denne måde!"
Jeg troede et øjeblik hun ville hive fat i min øreflip og hive mig med sig, men hun kiggede bare vredt på mig. "Jeg vil bede dig om, at gå til dit kammer, og tålmodigt vente til jeg ankommer!"
Adam åbnede chokeret munden, og jeg vidste at dronningen havde noget meget meget dybt st fortælle mig.
"Mor! Han har ikke gjort noget!"
Man skulle tro det ville komme fra Isabella, men det kom fra Victoria. "Leg med din søster, så kommer mor snart."



Hun lod mig vente i omkring 20 minutter, før hun endelig 'ankom'. 
Hun trådte stille ind i kammeret, og lukkede døren efter sig.
"Nick Jonas," sagde hun højtideligt. "Vil de være så venlig at fortælle mig hvilke fordomme du har om Prins Edward?"
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare hende, men hun vidste det garanteret allerede, så nu skulle jeg bare ud med det.
"Hvorfor skal Isabella giftes væk til den mand? Hvorfor kan hun ikke selv vælge?"
"Hvem har dog fortalt dig det sludder?" Spurgte hun hidsigt. "Adam," jeg lagde armene over kors. Dronningen sukkede dybt og tog sig til panden. "Hør her." "Nej! Hvorfor? Isabella elsker ham ikke, hun hader ham. Hun kan ikke fordrage ham. Kan du ikke se det?"
"Hun kender ham ikke," "nej og det skal hun heller ikke! Hvis det Adam har fortalt mig passer, skal hun slet ikke i nærheden af ham, eller deres familie!"
Hun tav et øjeblik. "Adam kender intet til det!" Sagde hun rystet. "Selvfølgelig må Isabella selv vælge-" "det siger du kun, fordi du er bange for du mister hende igen! For at hun ikke bliver såret over det og går."
Dronningen slog ud med armene, og lod sine hænder klaske ned i sine lår. "Nick! Der er intet vi kan gøre, forstår du det? For mange hunderede år siden, blev der lavet en aftale, og den aftale skal holdes!"
"Hvad er det for en aftale?" Spurgte jeg skeptisk. "Noget der ikke vedrører dig!"
"Men..." "Ikke noget men! Stop så Nick!"
Jeg rejste mig op. "Vi giver ikke op uden kamp." "Jamen værsågod da! Du får hende alligevel ikke Nick." Hun sendte mig et hårdt blik, og ligenede Isabella alt for meget i det øjeblik. Både i sin væremåde, og udseende og det hele. Hun var lig Isabella.
 "Hvis du vil have mig undskyldt, så skal jeg sende Prinsesse Isabella afsted til Monaco."



Og sådan endte det med, at Isabella nu måtte sige farvel til os, og rejse over mod Monaco og den fjendtlige kongefamilie.
Med et suk krammede hun sin far farvel der kyssede hende kærligt afsted på kinden. "Vi ses min datter," han sendte hende et lille smil. "Vi ses far," hun lød temmelig nervøs og lidt trist, men alligevel krammede hun også sin mor farvel med et lille smil om læberne. "Bare rolig Isabella. De vil tage sig godt af dig."
Isabella rullede utilfredst læberne sammen og nikkede. Hun gad virkelig ikke.
"Vi ses, Isabella." Adam gav hende et trygt kram, og Isabella lod sig rive ind i hans favn et øjeblik. De havde nok talt sammen igår, men havde han fortalt hende det hele? Eller beroligede han hende blot?
Tavst gik hun videre til Victoria. Det her øjeblik mindede mig om dengang hun forsøgte at sige farvel til mig, men det duede ikke.
Tænk hvis hun blev forelsket i Edward på denne tur? Var det så vores farvel?
"Kommer du hurtigt tilbage?" Spurgte Victoria trist med spinkel stemme. "Lynhurtigt," Isabella kyssede hendes pande som farvel. Victoria smilede tilfredst. 
"Nå," sagde hun tamt da hun nåede til mig. "2. Gang hænder ofte, men ikke ofte nok," hun blinkede med øjet og kyssede min kind. Jeg smilede forsigtigt, nervøs på hendes vejne. "Ja. Vi ses prinsesse."
Hendes smil voksede. "Vi ses."
Jeg tror at det at vi sagde 'vi ses' og ikke 'farvel' betød meget for hende. Lige da hun skulle træde op i flyet med sin fine kjole og det hele, løb hun pludselig ned igen.
"Vent!" Ned fra stigen af flyet løb hun hen af landingsbanen og hen til mig igen. "Hvis det her bliver sidste gang..." Hun rystede på hovedet som en afbrydelse, og kyssede så lidenskabeligt mine læber.
Forbløffet måtte jeg kiggede efter hende, da hun gik ind i flyet.
Hvis det var sidste gang...

Isabella

Jeg var kommet ud af flyet og jeg måtte sige at det var utrolig varmt, varmere ind hvad jeg ellers havde været vant til det sidste stykke tid. Jeg blev vist over mod bilen som jeg modvilligt gik ind i. Politiet og livvagterne stod rundt om og et par hundrede mennesker stod ude foran landingsbanen, bare for at få et sidste blik på mig.

Det var åbenbart en stor ting her nede, jeg følte bare ikke det samme som dem. Jeg vidste når jeg nåede slottet ville der nok ikke gå synderlig lang tid før jeg kunne kalde mig hustru, det var bare ikke det jeg ville.

Men hvem ville gives væk som en aftale de havde lavet for mange hundred år siden? Kunne jeg virkelig ikke selv bestemme min egne skæbne.

Døren lukkede sig blidt i og jeg satte mig besværlig til rette. Denne store kjole jeg havde, fik  mig til at føle mig endnu mere malplaceret. Hvordan skulle jeg nogensinde klare det her liv, og livet efter?

”Prinsesse Vivaldi?” døren åbnede sig, og det var nok først nu jeg overhoved havde registeret at vi både var kørt og ankommet til slottet. Jeg trak vejret hårdt ind inden jeg nikkede tappert inden jeg trak lidt op i kjolen inden jeg lod mine ben ramme jorden.

Hver skridt jeg tog, jo mere synes jeg mine stilletter larmede. Det gjorde de nok ikke i virkeligheden men bare selve en trykkede luft her gjorde lydene meget højere ind de egentlig rigtig var.

”Prinsessen Vivaldi af England” jeg trådte ind af døren da jeg blev mødt af velkomsten. Allerede her følte jeg mig vildt utilpas, selve atmosfæren var trykket og der var ingen liv eller sjæl i det jeg havde set.

”Deres majestæter” jeg nejede pænt og sendte et afmålt smil, noget jeg endelig var blevet god til. De vinkede mig hen til sig inden de gav mig et nærmeste fjerlet kram.

”Hvor er det godt endelig at se vores kommende svigerdatter” de gik stille væk, med mig ved deres side. Jeg måtte indrømme at jeg allermest havde lyst til at løbe skrigende væk, men det virkede også til de lagde mærke til det, for de sendte hinanden nogen sigende blikke.

”Tak, deres majestæter” jeg havde egentlig ikke lyst til at føre en samtale men jeg havde ikke rigtig et valg. Dronningen og kongen splittet sig lidt efter op og dronning signalerede at jeg bare skulle følge efter hende. Jeg gjorde som jeg blev bedt om, med den synkende klump jeg havde i halsen.

”Vi har en speciel dag i dag” hun åbnede døren ind til en af de mange værelser på deres enorme slot. ”Hvad er det for en dag?” jeg gik ind efter hende og hun signalerede med sine hånd at jeg skulle sætte mig ned. Jeg gjorde det modvilligt, for jeg havde en bange anelse da mit blik søgte rundt i rummet og opdagede den kridhvide enorme kjole. Dronningen lagde også mærke til det, og svarede med hendes arrogante stemme.

”Vi ville ikke vente. Det er så stort for os, vi havde aldrig troede at du ville være så smuk. Vores dreng havde ret” jeg sank den klistret klump jeg havde i halsen.
”Vente på hvad deres…” hun afbrød mig ved at gå hen til kjolen og lod blidt hendes finger rører den.

”Jeres bryllupsdag” jeg gjorde alt hvad der var i min magt for ikke at skrige af afmagt. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor det overhoved skulle stå, men det gjorde det alligevel, og det gjorde ondt.

”Vores bryllup, er det i dag?” jeg kunne næsten ikke trække vejret da hun nikkede med lukkede mund og vendte sig om og inden jeg fik set mig om var jeg allerede godt i gang med at få lagt mit makeup.

Jeg kunne have lovet at jeg var ved at græde, men tårerne trillede alligevel ned af mine kinder. Hofdamerne prøvede forgæves at stoppe det, men intet lykkes.

 

Jeg stod nede porten ind til kirken, om lidt skulle jeg gå op af kirkegulvet og gifte mig med manden jeg ikke kunne lide. Jeg ville græde med det kunne jeg ikke, det var som om mine tårer bare var tørret ind og forsvundet som dug for solen og det skar i mit hjerte, det gjorde ondt at jeg ikke kunne udtrykke mig ordentlig.

”Er du parat prinsesse Vivaldi?” jeg kiggede hen mod hofdamerne der kiggede bekymret på mig. I de timer vi havde tilbragt sammen var de nok blevet det tætteste på at hvad jeg kunne stole på i det her liv.

Mine forældre havde i princippet solgt mig bare for at beholde tronen. Det gjorde ondt at tænke på.
”Jeg har ikke…” jeg nåede ikke at sige sætningen færdig inden døren åbnede sig og musikken gik i gang.

 

 

Der var gået en uge siden brylluppet og nu var jeg og prinsen så på vej tilbage til England. I mellemtiden havde jeg mistede min mødom, men ikke til drengen jeg ville miste den til. Jeg mistede den til ham jeg kunne kalde min mand nu, og det var ikke fordi presset lå på at jeg skulle blive gravid, for det pres lå der allerede.
”Skat?” jeg vendte mit hoved modvilligt inden jeg kiggede ind i hans grønne øjne. Dem der skræmte mig en del.

”Ja?” jeg satte mig bedre til rette i bilen og han lagde blidt en hånd på mit inderlår. Jeg ville skubbe den væk hvis det ikke var fordi jeg var frosset fast.

”Jeg glæder mig til at tilbringe resten af mit liv med dig” han kyssede blidt min mundvige. Jeg nikkede kort inden jeg kiggede ned på mine lagte hænder. Alt i overfladen virkede perfekt, men det var det ikke. Jeg var en ødelagt prinsesse, dukke om man må kalde det.

”Vi er her” han åbnede døren og gik ud inden han efterfølgende hjalp mig ud. Jeg kiggede kort ned af mig, mit tøj var flot men normalt af slagsen. Jeg kunne lidt efter høre en velkendt stemme der råbte mit navn, jeg kiggede op, lige nøjagtig til at se Victoria kaste sig ind i mine arme. Jeg rømmede mig kort inden resten af familien indtraf lidt efter i hallen.
Hvis det ikke var nok med at jeg var gift nu, så kom Nick gående lidt efter og sendte mig en af hans velkendte smile.

”Bella” han trak mig ind i et kram og jeg krammede blidt med inden krammede med. ”Dejligt at se dig” han blev trukket væk inden først min far krammede mig, og efterfølgende af Adam og min mor.

”Hvad er der så sket i løbet af ugen” min far lød urolig, nok fordi han havde gættet det på min væremåde.

”Vi er blevet gift” prinsen trak mig ind i et kram inden han kyssede mig. Jeg kiggede på Nick der stod med tårer i øjne.
Min far så utrolig forbløffet ud, men sendte mig så det mest royale smil han kunne give mig.
Han ville ikke have givet mig den skæbne.
Men han var kongelig. Og her var alt perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...