The Lost Princess

Isabella Norterre bor som de fleste andre 18-årige, hjemme hos sine forældre. Alt er normalt, og ikke skyggen af et royalt gen findes i hende. Men da Nick Jonas, sangeren som betyder alverden for piger verden over, inviterer hende med til The Royal Variety show, begynder flere og flere knuder at blive bundet.
Og bliver de også løst?

5Likes
0Kommentarer
3138Visninger
AA

6. A heart

Isabella

Jeg sad blandt de mange andre gæster der kiggede på Nicks optrædende. Jeg sendte ham et svagt smil når hans blik en gang i mellem landede på mig. Vores venskab var begyndende og blomstrende. Der var bare en ting jeg ikke kunne få ud af hovedet, eller der var to ting. Dronningen og Nicks kommentar.

Jeg forstod næsten intet af det, det gav på ingen måde mening, men sådan havde mit liv været. En konstant stadie af uvished og ubehag. Jeg havde faktisk aldrig rigtig haft nogen minder fra min babystadie, men det er vel også forståeligt, hvem kan huske noget som baby?

Der var bare lige det, mine forældre viste heller ikke synderlig meget om mig som baby og de første år i livet. Deres logik var dog at jeg var blevet efterladt og endt på et børnehjem indtil jeg blev taget imod af mine forældre.

”Sidder der nogen her?” jeg blikkede et par gange med øjenvipperne og kiggede lidt nervøs op på dronningen af England. Hun stod her, lige foran mig uden at jeg rigtig viste hvad jeg skulle gøre.
Jeg rystede rystende på hovedet inden jeg pippede mit svar, det var næsten uhørligt. ”Nej deres mejstæt” jeg faldt nok en smule over ordene, men hvem ville ikke det.

”Må jeg så sætte mig” hun sendte mig et stilfærdig smil. Jeg nikkede stumt, hvad skulle jeg gøre i denne her situation. Det er jo ikke noget jeg nogensinde kommer til at opleve igen, jeg er jo ikke rigtig nogen, som Nick eller Demi.

”Hvordan kender du Nick Jonas fra?” hun foldede kongeligt hendes hænder i skødet inden hun vendte sit blik mod mig. Jeg sank en begyndende klump i halsen, hvorfor snakkede hun overhoved til mig.

Jeg var jo ikke det store.

”Jeg… Jeg” jeg kunne ikke rigtig formulere ordene, det var som om der var en klods der blev lagt på min vej. Dronningen grinede dog lavt og afholdt, lidt ligesom man ser i filmene.

”Tag det rolig Isabella. Jeg gør dig ikke noget” jeg sank igen klumpen fra min hals, dronningen snakkede virkelig til mig som om jeg var noget værd.

Det viste vi bare godt at jeg ikke var.

”Jeg… det er bare en smule pinligt” hun sendte mig endnu en af hendes afholdte smil. På en mærkværdig måde tøede jeg bare en smule mere op, det var dog slet ikke noget jeg burde. For vi er ikke på samme længde, hun er perfekt og dronning og jeg er ingenting.

”Hvad er pinligt?” hun lagde sine hænder ovenpå hinanden inden hun kort fik noget af vide. Jeg derimod prøvede at trække vejret som en hel normal menneske der snakker med en anden individ.

Der er jo bare det at dronningen er alt andet ind normal, i hvert fald for en som mig.

”Jeg er ikke den typiske type til sådan nogen events” jeg kunne godt høre at min stemme dirrede af ren og skær skræk.

”Er der en bestemt type?” hun sendte mig et betryggende smil, hvorfor tog hun sig overhoved den tid.

Jeg er ikke perfekt, jeg er ikke rig.

Jeg er faktisk alt det modsatte.

”Nogen som har talent, er født ind i eliten” denne gang kunne hun ikke lade være med at grine rigtig. Hendes grin var også helt igennem tryg at høre på, det skræmte mig faktisk en del.

”Man behøver da ikke være født i Eliten for at være med til disse event” hun gjorde noget jeg ikke troede man måtte, hun lagde kort og blidt en hånd mod min.

”Jeg…” hun sendte et mig et afmålt smil, jeg sank den tykke klump igen.
”Fortæl i stedet noget om dig selv. Du må være noget specielt hvis Nick Jonas tager dig med” jeg rystede igen med hele kroppen, sank efterfølgende den bitter metal smag jeg havde i munden.

Havde jeg virkelig bidt så hårdt at jeg var begyndt at bløde?

”Hvad skal jeg sige deres mejstæt” jeg trak vejret uregelmæssigt imens en ny talentfuld kunsterne kom op på scenen, lod stemmen runge elegant ud af munden.

”Sandheden ville være en start” hun kiggede kort op på scenen, sendte dem et velovervejede og afmålt smil. Hun viste virkelig hvordan man opførte sig, og jeg var som en strandede hval på land.

”Jeg er danser og næsten lige afsluttede skolen” hun kiggede opmærksom på mig da hendes mand kom hen til os, kongen af England. Og så er der lille bitte mig, der ingen betydning har i denne sammenhæng, eller nogen andre.

”Skat, vi skal sidde sammen” kongens rungende stemme gjorde mig bare endnu mere utilpas. Hvorfor tog jeg overhoved med, hvorfor invitereret Nick mig overhoved til start med.

”Jeg sidder lige og snakker med en ung dame” hun kiggede afmålt på ham, som hun var vant til at gå sine egne veje.

”Jamen…” hun rystede på hovedet og jeg sad bare helt stille.

”Som du siger” han kiggede indtrængende på mig, og jeg skuttet mig inden han vendte om og gik med hoved højt og væk fra dronningen og så jeg, personen der ingenting er.

”Hvad med din barndom?” hun vendte igen hoved og jeg var nok lidt for overrasket til rigtig at komme med en konstruktiv svar.

”Jeg… jeg ved faktisk ikke meget om mine første år” hun kiggede også indtrængende på mig.

”Ingen minder, billeder med dine forældre?” det lignede på en underlig måde at hun ikke helt var tilpas med sit spørgsmål.

”Jeg har ingenting fra da jeg blev født til jeg blev fire” hun kiggede overrasket på mig. ”Mine forældre siger jeg er…” jeg rystede på hovedet og dronning sad helt stille og nærmeste gik i et med en hvid serviet.

”Har du et hjerte på halsen?” jeg kiggede overrasket på dronningen, hvordan kunne hun vide sådan noget om mig.

Det må være fordi alle i England har et hjerte som modermærke.

”Ja” jeg pippede det næsten uhørlig. Det fik dronningen til at rejse sig og gå med faste skridt væk. Jeg derimod kunne ikke lade være med at se chokeret ud. 

 

 

Jeg sad stadige samme sted som da Nick gik, jeg var alt for lamslået til at bevæge en muskle. Jeg forstod ikke rigtig hvad der lige var sket, og om det overhoved var sket eller om det bare var en illusion af min fantasi.
Så snart Nick stod foran mig, med et undrende blik det gik det rigtig op for mig. Jeg havde hylede dronningen ud af hendes gode skin. For når man kiggede rundt var hun ingen åbenlyse steder henne, det var som om hun var forsvundet fra jordens overflade.

Det skræmte mig, var det fordi jeg havde sagt noget forkert?

”Isabella?” Nick vinkede hånden foran mit ansigt, i alle andre tilfælde havde det nok irriteret mig grænseløst. Jeg i denne situation var for lamslået til at rigtig at ligge flere tanker i hans viften med hånden.

”Isabella?” denne gang var det Demi som stod ved siden af Nick. Jeg registeret heller ikke hende, det var som om jeg var i en form for trance.

”Isabella!” Nick ruskede i min krop, jeg denne gang registeret det kun en lille smule, det hele var stadige rigtig slørrede.

”Miss?” jeg drejede mit hoved nærmeste mekanisk imens mine blå øjne ramte nogle næsten sorte øjne. Jeg nikkede med den begyndende klump der var ved at samle sig i min luftrør.
”Dronningen vil gerne snakke med dig” jeg sank med besvær klumpen, men det var som om klumpen ikke rigtig forsvandt.

”Dronningen?” Nicks stemme forsvandt så let som den var kommet. Jeg registeret dog ikke rigtig at Nick snakkede, jeg fornemmede det kun.

”Ja, hun vil gerne snakke med dig Miss Norterre, og dig hr. Jonas” jeg tro både Nick og jeg sank en tilsvarende klump i halsen, begge to. Vi lod blidt vores øjne ramme hinanden inden Nick, som den gentleman han var hjalp mig op og stå.

”Kom med mig” Nick lagde en arm omkring min talje imens jeg humpede efter hvad jeg regnede med var en talsmand for det kongelig par.

”Har du gjort noget?” Nick kiggede ned mod mig. Han var vel et hoved højere ind hvad jeg selv var.
”Nej” jeg sank klumpen jeg havde i halsen igen. ”Så forstår jeg ikke noget mere” manden der havde hentet os, ignorerede os fuldstændig, som han gik der og så højtidlig ud.

”Jeg er bange” endnu en gang valgte min mund at åbne sig før jeg rigtig havde fået tænkt ordene rigtig igennem. Det er ikke fordi ordene hver for sig er særlig skræmmende, men sammensat i en sætning gjorde det værre.

Jeg ville ikke være bange, og jeg ville slet ikke lade Nick vide det, for at en mærkværdig grund havde Nick fået en stor plads i mit hjerte, om det var venskabeligt må tiden vise.

”hun er her inde” manden stoppede op foran en dør i det teater vi tilbragte tiden i.

”Jeg…” Nick blev afbrudt i at manden åbnede døren og lod mig komme først ind. Det var jeg dog ikke helt tilfreds med, for det vil sige at jeg skulle se på dronningen igen. Jeg følte at jeg havde ydmygede mig nok til at have en livstid for det.

”Hej Isabella, og Nick Jonas” dronningen sendte mig et smil inden hun lagde noget ned på bordet foran hende. Jeg trådte gyngende frem, Nick der holdte mig tilbage fra at falde ned i gulvet.

”Sæt jer bare ned” vi kiggede på hinanden, efterfulgt at vi begge satte os tøvende ned i sofaen foran hende.

”Jeg…” jeg kunne igen ikke formulere mig rigtig, og Nick lagde hans hånd over min. Jeg kiggede kort ned på vores hænder inden jeg igen kiggede fremad.
”Isabella?” jeg sank klumpen inden jeg formulerede ordene. ”Ja, deres mejstæt?” hun sendte Nick et afmålt smil, og jeg fik et rigtig et. Nick lod blidt vores finger sammenflette sig, men jeg registeret det ikke rigtig for dronningen lagde nogle billeder frem. Jeg kiggede tøvende på billederne hun så flot havde langt på række.

”Hvad skal det til for, deres mejstæt?” hun rystede på hovedet. ”Isabella, kig på billederne” jeg gjorde som hun bad om, tog den første billede frem og løftede den op så jeg kunne se den ordentlig.
Billedet var af en lille pige, en pige med et rimelig genkendelig modermærke. Jeg sank klumpen, jeg ville egentlig ikke rigtig se mere på billederne, det kunne jeg bare ikke rigtig tillade mig at lade være med.

”Det var min datter” hun kiggede lidt bedrøvede ned i bordet. Det var som om at der røg hele glansbilledet af den perfekte kvinde, for selvom hun var perfekt havde hun også sine fejl. Det lagde jeg mærke til der.

”Var, deres mejstæt?” Nick svarede for mig, hvilket jeg var evig taknemlig for.

”Hun forsvandt en sensommer nat” jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Billede af barnet gik stadige mig på, for modermærket mindede så meget om mit. Det kunne det bare ikke være, det måtte jo være et tilfælde.

”Hvordan kan det lade sig gøre?” min stemme var så lys og rystende.

”Det vides ikke Isabella” hun fik min opmærksomhed igen. Jeg trak vejret hivende og pivende.

”Indtil i dag” Nick trykkede min hånd, og jeg trak vejret med besvær.

”Indtil i dag, deres mejstæt?” jeg kunne have lovede mig selv at jeg ikke ville blive rundtosset, det gjorde jeg alligevel.

”Ja. Jeres modermærke er identisk” det var nu jeg først lagde mærke til at mit hår ikke dækkede mærkede.

”Det kan ikke passe” Nicks stemme havde mistede alt kræft, jeg sagde dog ikke rigtig noget. For hvad skulle jeg sige?

”Isabella, hvornår har du fødselsdag?”  jeg sank klumpen igen.

”Den 13 september”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...