Dreamcatcher

Nicki er en helt normal pige på 17 år. Eller det troede hun i hvert fald. En dag vågner hun op ude i skoven med en lille glaskugle i den ene hånd. Hun har ingen idé om hvordan hun er endt der eller hvad den glaskugle er, eller for den sags skyld hvad den betyder. Det er kun starten på en piges historie om et fremmed samfund, kærlighed og drama.

0Likes
3Kommentarer
236Visninger
AA

3. Koma-lignende søvn.

Da jeg vågnede igen var klokken blevet 20:46, så jeg må have sovet i.. hvad? 5 timer?! Det er ikke søvn det er nærmest koma. Jeg rejste mig op og kiggede med et blik sløret af søvn, rundt i værelset. Alting var helt normalt. Der var ikke længere nogen fornemmelse, kun minderne om de sære ting der var sket tidligere i dag. Hvordan kan man sidde i en bil det ene øjeblik og så næste øjeblik være så sikker på at jeg løb rundt i en skov? Jeg mener, følelsen af den bløde mos under mine sko, duften der var i luften. Jeg havde den klare følelse af at være i en skov. Jeg havde fundet en sti, en sti der var blevet trådt ned. Så der havde helt sikkert været andre før mig. Jeg var løbet ind i en lysning. Jeg havde stået i lysningen og betragtede skoven, da en ulv kom. Jeg var så tæt på at røre ulven og så vender jeg tilbage til bilen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig forlod bilen. Jeg mener, det er umuligt. Men fornemmelsen af at være i skoven, den var så klar og stærk. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at det rent faktisk skete. Men hvordan?Det er simpelthen bare ikke muligt.

Jeg trådte ud på gulvet i mit værelse, fandt mit nattøj frem og skiftede til det. Da jeg havde fået det på, gik jeg ned ad trappen og fortsatte ud i køkkenet. Min mor var ikke i køkkenet, så jeg gik ind i stuen og kiggede om hun var der. Der var hun heller ikke.

"Mor?" råbte jeg. Intet svar. jeg gik hen til trappen og kaldte igen:

"Mor?" Stadig intet svar. Jeg gik op på mit værelse for at hente min mobil og ringede hende så op. Den ringede et par gange inden hun tog den.

"Hvad er der, skat?"spurgte hun en smule irriteret. 

"Jeg ville bare høre hvornår du kom hjem? Jeg havde regnet med du ville være hjemme nu," sagde jeg. Min mor arbejder for et advokatfirma i en anden by og det tager omkring en time at køre derhen. Nogle gange har hun møder eller sager der trækker så langt ud, at hun ikke altid kan nå hjem. Så overnatter hun bare derovre. 

"Jeg sidder i møde. Det er allerede trukket ud nu, men det kommer til at tage længere tid.." sagde hun.

"Såå..?" spurgte jeg.

"Så jeg ved ikke om jeg kommer hjem i aften, skat."

"Skal du virkelig overnatte?" spurgte jeg hende. Jeg plejede egentlig at have det fint nok med at være alene hjemme, men efter alt det der var sket i dag, havde jeg det ikke helt godt med det.

"Ja, desværre skat. Det bliver jeg nok nød til," sagde hun.

"Jaer okay, mor." 

"Vi ses imorgen, min skat. Sov godt," sagde hun.

"I lige måde, mor," sagde jeg. Og så lagde jeg på. Min mave begyndte at rumle. Forståeligt, jeg har slet ikke fået noget at spise siden skole. Så jeg gik nedenunder og ind i køkkenet. Jeg gik hen til kogeøen og åbnede den lille skuffe, hvor vi plejede at have take-away menukort. Jeg ledte i skuffen indtil jeg fandt den slags mad jeg havde lyst til. Jeg gravede mig nærmest vej til det thai-menukort som jeg havde besluttet mig for. Da jeg fandt det, åbnede jeg det og besluttede hurtigt hvad jeg gerne ville have. Jeg ringede til dem og fortalte dem det jeg gerne ville bestille. Jeg sagde til dem jeg selv ville komme og hente det. De fortalte mig at maden ville være klar om 20 minutter. Jeg lagde på og kiggede så ned ad mig selv. Jeg havde jo nattøj på, men det var bare par grå jogginbukser og en tætsiddende, langærmet, sort bluse. Jeg gik op på mit værelse for at hente nogle brune bamsestøvler og gik så ned og tog min cowboy-jakke på. Jeg tog min bilnøgler, pung og mobil og gik så ud af døren. Jeg låste den og gik så over og satte mig ind i bilen. Jeg tastede restaurantens adresse ind i gps'en og kørte så afsted. Jeg nåede frem til restauranten uden nogle, ud-af-kroppen-oplevelser og gik så ind og fik min mad. Da jeg kom ud og skulle til at gå hen til min bil, fik jeg øje på et velkendt ansigt. Jeg kiggede hurtigt ned og besluttede mig for at jeg ikke lige var klædt på til at møde folk.

Men forsent. Han havde allerede set mig og begyndte at gå hen mod mig. Jeg lod som om jeg ikke havde set ham og fortsatte bare hen mod min bil. 

"Nicki!" råbte han. Nu var jeg desværre nød til at stoppe op og vende mig mod hans stemme. Jeg kiggede op med påtaget overraskelse. 

"Hej," sagde han og kiggede forlegent på mig. 

"Hej Scott," svarede jeg. 

"Hvad laver du her?" spurgte han. Jeg løftede posen som svar, og han sagde:

"Selvfølgelig, der er jo ligesom ikke andet herude," han grinte lidt af sig selv. Jeg smilede akavet til ham. 

"Nå.. Hvordan går det så?" spurgte han og løftede sin arm for at klø sig i nakken. Jeg tvang mig selv til at kigge på hans ansigt. Scott havde mørkebrune øjne og hår som var så mørkt, at det næsten var sort. Men hvis man kiggede efter, kunne man godt se at det var en meget, meget mørk brun farve. Hans hud var solbrun og hans tænder perfekt hvide. Nogle gange undrede jeg mig over hvordan jeg kunne være faldet for ham, men så behøvede jeg bare kigge på hans ansigt med det søde, uimodståelige smil. Det virkede selvfølgelig ikke længere på mig, men jeg kunne sagtens huske tiderne hvor det havde. Han havde sluppet af sted med stod set alt, han behøvede bare smile og jeg tilgav ham igen. Men efterhånden gik det op for mig hvilken nar han egentlig var. 

"Jeg savner dig." sagde han stille.

"Scott.." begyndte jeg, men han afbrød mig inden jeg kunne sige mere. 

"Jeg ved det godt! Jeg var en nar, det ved jeg nu.. Men jeg har ændret mig, vil du ikke nok give mig en chance?" spurgte han. Jeg havde godt vidst hvordan den her samtale ville komme til at gå, da jeg så ham på den anden side af parkeringspladsen. Men uanset hvad han sagde, ville han aldrig komme til at betyde noget for mig på den måde igen. Han var min første rigtige forelskelse, så selvfølgelig ville der altid være noget. Men jeg er vokset fra det, jeg er ikke den samme længere.

"Scott, vi kan ikke være sammen på den måde længere.. Jeg er ikke den samme længere og det er du jo heller ikke," sagde jeg.

"Vi er bare vokset fra hinanden," fortsatte jeg.  Mine ord virkede til at gøre ham mere og mere vred efterhånden som jeg sagde dem. Hans ansigtsudtryk, hans krops holdning, det hele ændrede sig. Da Scott og jeg var sammen, havde jeg egentlig godt lagt mærke til han kunne have et temperament. Men det var aldrig mig der var målet for hans vrede. Ikke før nu. 

"Scott, du skræmmer mig altså nu," sagde jeg og begyndte at bakke over mod min bil. Han fortsatte frem mod mig. 

"Scott, jeg er altså nød til at tage hjem nu." Han lyttede ikke. 

"Scott.." begyndte jeg igen.

"Du tror virkelig , du bare kan gøre hvad du vil. Det handler ikke længere om hvem du er nu, du skal være sammen med mig. Om du vil det eller ej," sagde han. Hans ansigt havde nu fået en underlig grimasse af et smil. 

"Scott, vi to hører ikke sammen. Det har vi aldrig gjort. Vi var jo ikke særlig gamle, du kan ikke bebrejde mig for at blive ældre og ændre mig," sagde jeg. Jeg bakkede stadig langsomt mod min bil. 

"Vi to skal være sammen," sagde han. Han fortsatte frem mod mig. Jeg begyndte at vende mig en smule om, jeg skulle bare hen til min bil. Han tog fat i mit håndled og hev mig ind mod ham. Han strammede til omkring håndledet, så det gjorde ondt. 

"Scott, slip mig nu. Jeg har ikke gjort dig noget," sagde jeg. Han strammede endnu en gang til om mit håndled, så meget at tårerne vældede op i mine øjne. 

"Du har gjort mig noget?!" brølede han mig ind i ansigtet.

"Du har knust mit hjerte!" råbte han endnu højere, hvis det overhovedet var muligt. Jeg kiggede forfærdet på ham. Jeg havde aldrig set ham sådan her i alle de år jeg havde kendt ham. 

"Scott! Giv slip, det gør ondt!" råbte jeg. Han hev mig længere ind til sig og borede sine øjne ind i mine. Han sendte mig det mest onde blik han kunne og sagde så:

"Jeg skal nok få dig til at blive min igen.. Om du vil det eller ej, du vil blive min." Han slap mit håndled og skubbede så til mig så jeg væltede. Og så løb han væk. Jeg tabte maden og prøvede så at aftage faldet med mine hænder, men det resulterede i dybe hudafskrabninger på begge hænder. En medarbejder, som åbenbart havde set det hele, kom løbende ud og hjalp mig op igen. 

"Er du okay, Frøken?" spurgte han. Jeg prøvede at smile venligt til ham, men episoden og de dybe hudafskrabninger gjorde det lidt besværligt.

"Jeg har det fint, mange tak," prøvede jeg. Men min stemme virkede ikke helt til at kunne følge med. Jeg stammede og min stemme var en smule ramt af gråd. 

"Vil du med ind og måske lige få renset dine sår, Frøken?" spurgte han. Tårene slørede mit syn en smule, men jeg nikkede og smilede til manden. 

"Tak," sagde jeg. Vi gik hen til restauranten og manden ledte mig om til deres køkken. Han fandt en skammel frem og jeg satte mig, mens han ledte efter deres førstehjælpkasse. Først skyllede vi mine hudafskrabninger og fik de værste småsten ud, så fandt vi en pincet frem og med små gisp af smerte en gang imellem, fik vi de allermindste sten ud også. Så rensede vi dem og forbandt dem. Selvom en forbinding ikke var nødvendig, men de havde vidst ikke flere plastre. Da vi var færdige, gav han mig noget nyt mad, da han syntes jeg ikke skulle have kold mad med hjem. 

"Mange tusind tak, jeg sætter stor pris på det hele," sagde jeg til manden og han fulgte mig ud til min bil. Jeg takkede ham igen og satte mig ind i bilen. Jeg satte bilen i gear og kørte derfra. Hele vejen hjem tænkte jeg over aftens episode med Scott. Jeg havde ikke set noget til ham siden vi blev enige om, at det nok var bedst at vi holdt op med at ses. Han havde været en førsteklasses narrøv, som uheldigvis slap af sted med en hel del inden jeg overhovedet vidste hvad der foregik. Men efterfølgende havde det så vist sig at han havde været sammen med en del andre piger bag min ryg. Og da jeg så fandt ud af det, undskyldte han mange gange overfor mig. Men dumme mig, mente han skulle have en chance til, når nu han var så oprigtig ked af det. Det vidste sig så igen at han bare lavede det samme nummer på mig igen og igen. Til sidst sagde jeg til ham at det ikke fungerede længere og han gav mig ret. Det var vel 1-2 år siden. Det undrede mig en del at han stadig tænkte så meget på det. Men en ting var sikkert, det ville aldrig blive Scott og jeg igen. 

Da jeg kom hjem var klokken næsten halvelleve. Jeg spiste min mad og tjekkede mine beskeder igennem. Jeg havde 3 beskeder fra min mor, 4 snapchats, dog 3 af dem fra Noah og et ubesvarede opkald fra Noah. Jeg valgte at tjekke min mors beskeder først.

I den første besked stod der: Jeg er hjemme Kl. 17 imorgen eftermiddag.

I den næste besked stod der: Hvis du har dårligt med at sove alene i dag, så må du gerne have Noah på besøg. MEN INGEN ANDRE DRENGE END NOAH!

I den sidste havde hun skrevet: Elsker dig, min skat. Sørg nu for at komme i seng til tiden! 

Jeg svarede hun hurtigt med et: Tak mor, elsker også dig. Og selvfølgelig skal jeg nok det!

Så tjekkede jeg mine snapchats. De første tre jeg havde modtaget, var fra Noah. 

I det første stod der: Er det i orden jeg kommer over? Min mor er smuttet:/

Noahs mor er alkoholiker og smutter stort set hver anden aften over på baren og kommer ikke tilbage før 2 dage efter. Der var engang hvor hun i en brandert, var taget til Bahamas og brugt en masse penge som de ikke havde. Så han kom tit over hvis hans mor smuttede. Det var blandt andet også derfor min mor ikke havde særlig meget imod at Noah kom og sov en gang i mellem.

I det næste snap stod der: Nicki? Er du der? Jeg ved du bruger snapchat, ligesom min mor drikker alkohol.

Noah havde ret, jeg var stort set lige så afhængig som hans mor var af alkohol. Trist, men sandt

Det sidste stod der: Jeg er der om en halv time. Jeg tager bare nøglen under urtepotten hvis du sover.

Det sidste snap havde jeg modtaget for 10 minutter siden. Det passer med omkring da jeg var fem minutter fra at være hjemme. Jeg svarede ham tilbage, at han selvfølgelig bare kunne komme, selvom han nok allerede var på vej. 

Det ubesvarede opkald fra Noah, valgte jeg ikke at svare på, da jeg ligesom havde set hans beskeder. Noah boede som sagt kun 10 minutter fra mig, så det tog ham omkring en halv time at gå herover. Han havde jo ingen bil, så han var ligesom nød til at gå. 

Jeg havde lige spist min mad færdig, da det bankede på døren. Jeg gik hen til døren og kiggede gennem dørspionen, og til mit held var det Noah. Ikke flere overraskelser eller sære oplevelser til mig i dag. Jeg låste døren op og gav Noah at kram inden han kom ind ad døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...