Dreamcatcher

Nicki er en helt normal pige på 17 år. Eller det troede hun i hvert fald. En dag vågner hun op ude i skoven med en lille glaskugle i den ene hånd. Hun har ingen idé om hvordan hun er endt der eller hvad den glaskugle er, eller for den sags skyld hvad den betyder. Det er kun starten på en piges historie om et fremmed samfund, kærlighed og drama.

0Likes
3Kommentarer
237Visninger
AA

2. En helt normal dag. Eller noget... (fortsat)

"Nicki! Nicki!" Jeg hørte svagt stemmen, som sagde mit navn. Jeg åbnede langsomt mine øjne og kigge direkte op i Noahs grønne øjne. 

"Nicki, hvad skete der? Er du okay?" spurgte Noah. Jeg glippede en smule med øjne og rejste mig så langsomt op. Noah støttede min arm, sikkert bange for at jeg skulle falde igen. Jeg kiggede rundt og så at alle i miles omkreds holdte øje med os. Akavet slog jeg blikket ned og skyndte mig indenfor. Da vi kom indenfor, heldigvis uden flere problemer, kiggede Noah spørgende på mig. 

"Hvad?" spurgte jeg ham og kom samtidig i tanke om at han havde spurgt mig om noget. 

"Undskyld, hvad var det du spurgte om?" spurgte jeg ham, en smule mindre aggressivt.

"Hvad skete der ude på parkeringspladsen?" spurgte Noah.

"Jeg ved det ikke.." sagde jeg stille. Jeg vidste jo godt at jeg var besvimede eller noget. Men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde set ham den nye, jeg havde syntes han virkede bekendt, og så.. så var alting blevet sort og jeg vågnede på parkeringspladsen med alle andre elevers blikke på mig. 

"Men.. men er du okay?" spurgte han så, som den bekymrede bedste ven han var.

"Jeg har det fint, jeg er bare en smule forvirrede," sagde jeg stille. Han kiggede underligt på mig, men må så have bestemt sig for at ryste det ud af hovedet. Han spurgte i hvert fald ikke mere. Vi fortsatte ned ad gangen og modtog elevernes sære og undrende blikke. Den nye fyr var ingen steder at se. Heldigt for mig, for jeg havde intet ønske om at se ham igen eller besvime igen.

"Du burde gå ned til sundhedsplejersken," sagde Noah. Jeg himlede med øjnene af ham.

"Jeg har det fint, Noah. Virkelig. Der er ikke noget galt med mig," sagde jeg. Noah kiggede bekymret på mig. Jeg sendte ham et smil, som for at sige: Jeg har det fint. 

Første time var historie. Jeg satte mig på min sædvanlige plads, med Noah ved siden af. Klokken ringede og læreren kom ind ad døren. 

"Godmorgen alle sammen!" sagde han. Ingen svarede ham. Jeg kiggede mig omkring for at se om den nye dreng var her. Men siden episoden på parkeringspladsen, havde jeg ikke set ham. Fornemmelsen af at et eller andet skulle ske i dag, meldte sin ankomst igen. Jeg troede egentlig fornemmelsen ville være forsvundet efter det der skete på parkeringspladsen. Men den var der stadig. Jeg havde en tanke om at det måske ville have noget med den nye dreng at gøre. Men han var ingen steder og se, og jeg besvimede åbenbart ved synet af ham. Som var min lærer tankelæser, sagde han:

"Vi har fået en ny elev i klassen i dag." Som på kommando kom den nye dreng ind i klassen. 

"Alle sammen, det her er Luca. Han vil måske gerne fortælle lidt om sig selv?" Luca nikkede.

"Jeg hedder som sagt Luca. Min mor er italiener og min far er amerikaner. Vi har boet i Italien indtil for en måned siden hvor min mor besluttede at vi skulle flytte hertil." Det sidste han sagde blev afsluttet med en grimasse. Men det var kun et kort sekund, så kiggede han ud over klassen og sendte sit tydeligvis mest charmerende smil til alle pigerne. Han mødte mit blik og smilede stadig. Han afslørede et imponerende hvidt tandsæt. Han havde grønne øjne, en lidt bred næse, men ikke for meget. Han havde mørkt hår. Jeg fastholdt hans øjne og der var noget mystisk over ham. Måske var min fornemmelse om, at noget underligt ville ske i dag, virkelig omkring ham.. 

"Værsgo at sætte dig ned, Luca. Du kan.. øhm.." læreren kastede et hurtigt blik ud over klassen og, heldigvis, faldt hans blik på en smilende, lyshårede pige. Hun hed Brooke, lidt af en.. Lad os bare sige, hun ikke var de fleste elevers yndlings person. 

"Du kan sætte dig ved siden af Brooke," sagde læreren. Luca nikkede og gik ned og satte sig. Han sendte hende sit charmerende smil og hun smilede tilbage. Resten af timen lyttede jeg ikke efter, men brugte tiden på at betragte ham og Brooke. Hun gjorde sit bedste for at få hans opmærksomhed, han smilede bare til hende. Men min opfattelse af det, var at han egentlig ikke interesserede sig for hende. Men hvad ved jeg? Det var bare sådan jeg opfattede det. 

"Nicki?" sagde Noah pludselig og afbrød mine tanker. 

"Mmh?" Jeg vendte mig mod ham og satte fokus på ham. 

"Skal du med?" spurgte han. Jeg kiggede uforstående på ham. 

"Klokken har ringet?" sagde han. 

"Har den? Nårh ja, selvfølgelig har den det.." sagde jeg. Timen var gået alt for hurtigt. Noah og jeg havde stort set alle timer sammen. Bortset fra sidste time. Jeg havde billedkunst og han havde fysik. Det var valgfagstimerne der lå til sidst. Og trods vores venskab siden børnehaven, var det altså ikke alt vi havde til fælles eller lavede alt sammen. 

De næste timer gik lige så hurtigt som den første. Den nye dreng, eller Luca som han jo hed, havde de samme timer som Noah og jeg frem til frokost. Vi gik hen til kantinen, gik op og fik vores frokost. Frokosten i dag bestod af en kylling-bacon sandwich med salat, tomat og agurk. Vi gik over til køleskabene, åbnede og tog drikkevarer ud. Jeg tog en iste og Noah tog en flaske vand. Vi satte os hen til vores sædvanlige bord og begyndt at spise. Vi plejede altid kun at sidde os to. Men i dag var noget anderledes, I stedet for at vi sad alene, sluttede den nye dreng sig til os, 

"Hej," sagde han.

"Hej," svarede Noah ham. Jeg sagde ikke noget og det resulterede i et skævt blik fra Noah.

"Er den her plads optaget?" spurgte han og pegede på stolen ved siden af mig. Jeg stirrede på Noah og prøvede med mine øjne at få ham til at sige ja. Men tingene skulle bare ikke gå min vej i dag. 

"Nej, bare sæt dig," sagde Noah.

"Tak," sagde den nye dreng, eller Luca.

"Det var Noah du hed, ikke?" Noah nikkede til den nye drengs spørgsmål.

"Og det her er Nicki," tilføjede Noah så. Jeg sendte Noah det mest falske smil jeg kunne og vendte mig så mod den nye dreng. Jeg rakte ham hånden og smilede et normalt smil. Ikke noget der skulle gøre indtryk, men heller ikke så jeg fremstod som direkte uvenlig. 

"Hej," sagde jeg. Han smilede tilbage og sagde så:

"Vi har ikke mødtes før, vel?" spurgte han. Mine tanker blev straks ledt tilbage til i morges, hvor jeg troede jeg havde genkendt ham. Og så besvimede. 

"Nej, det har vi ikke." sagde jeg tørt.

"Jeg hedder Luca," sagde han. 

"Ja, det ved jeg. Vi har timer sammen, så jeg har efterhånden hørt et par stykker af dine præsentationer af dig selv," sagde jeg og grinte lidt. Noah grinte også lidt.

"Bare rolig, sådan er hun overfor alle," sagde Noah og undskyldte for min opførsel. Dog selvom det langt fra var det værste jeg kunne have gjort. Og det vidste Noah også godt. Jeg sendte Noah et sigende blik og han sendte et tilbage. Luca kiggede uforstående på os. Vi grinte af ham og til sidst grinte han med. 

Trods dagens tidligere oplevelse med Luca, virkede han trods alt som en helt okay fyr. 

Vi spiste færdigt og fortsatte så mod vores egne timer. Noah og jeg havde stadig time sammen, men det var den sidste inden min billedkunsttime. Timen gik igen alt for hurtigt og inde jeg kunne nå og tænke mig om, stod jeg i billedkunst med et forklæde og en malerpalette fyldt med forskellige farver maling.

I dag skulle vi male efter den kendte kunstner Leonardo Da Vinci. Vi fik hver uddelt et billede som han havde malet og fik besked på at lave vores egen version af det. Jeg fik billedet "Virgin Rocks". Jeg begyndte først med midten af billedet og arbejdede mig derefter ud på resten af billedets områder. Billedet var et af mine bedre malerier, men jeg ved også at jeg sagtens kunne have gjort det bedre. Det mente min lærer vist også, for kort efter kom hun over og sagde:

"Det er et meget flot billede, Nicki.. Men du har vist gjort det bedre, ik'?" sagde hun. Jeg smilede til hende og nikkede for at give hende ret. Hun fortsatte hen til en af de andre elever. 

"Hold da op!" sagde hun.

"Du har et kæmpe talent, unge mand! Hvad er dit navn?" spurgte hun. 

"Tak, men jeg tror vist ikke helt der er nogle der kan overgå Nicki...Mit navn er Luca," sagde eleven, eller Luca og sendte mig et smule forlegent blik. Jeg havde slet ikke lagt mærke til han også havde billedkunst, jeg havde været så fanget af mit eget maleri. Når vi er færdige med vores malerier, plejer vi som regel bare at måtte gå. Så jeg gik over med paletten, vaskede den af og hængte mit forklæde på plads. Jeg gik over til min plads, samlede min taske op og gik over mod døren.

"Nicki!" hørte jeg en stemme bag mig. Jeg vendte mig overrasket om og så at det var Luca der havde råbt efter mig. 

"Vent lidt, så kan vi følges noget af vejen," sagde han. Jeg nikkede til ham og ventede så alligevel. Trods alle de uventede ting der var sket i dag, ville fornemmelsen bare ikke forsvinde. Jeg havde det stadig som om der ville ske et eller andet vildt. Men dagen var næsten slut, så det var efterhånden begrænset hvad der kunne ske.

Luca var klar og vi begyndte at gå over mod trappen, for at komme ned til underetagen med udgangen. Jeg tog min telefon op og skrev en besked til Noah, hvor jeg spurgte om han havde fri. Jeg kørte altid Noah hjem, det var efterhånden bare en vane for os at følges til- og fra skole. Der gik ikke mere end et par minutter før han havde svaret, at han havde fri om 10 minutter. 

"Øhm.. Jeg skal køre Noah hjem, så du kan jo bare gå," sagde jeg til Luca. 

"Jeg kan sagtens vente med dig, hvis det skulle være?" spurgte han. Jeg smilede til ham.

"Det behøves du altså ikke, det er kun 10 minutter," sagde jeg.

"Men er det i orden hvis jeg gør?" 

"Selvfølgelig," sagde jeg. Jeg kom i tanke om jeg skulle have nogle papirer fra mit skab, der var lektier til imorgen. Jeg ville ikke kalde mig selv en stræber, men jeg ville helst gerne have styr på min uddannelse. 

"Jeg har glemt nogle papirer i mit skab, så inden vi finder Noah skal jeg lige hente dem," sagde jeg til Luca og ændrede kursen mod mit eget skab i stedet for Noahs klasselokale. Vi gik lidt i tavshed. Så spurgte jeg:

"Hvordan har din første dag så været, Luca?" spurgte jeg.

"Den har været rimelig god," sagde han.

"Jeg mener, jeg har da fået to rimelig gode venner," forsatte han og sendte mig et smil. Jeg smilede tilbage. Min første opfattelse af ham, har tydeligvis været helt forkert. Han er flink, sød og han forstår sig på at charmere sig ind på piger. Dog er jeg ikke lige typen der falder for hvem som helst. Men han har da godt materiale til at være en god ven. Han har også lidt, på trods af hans venlighed når man kommer lidt tættere på ham, den der badboy-attitude. Læderjakke, hullede jeans og biker-støvler.

Vi var fremme ved mit skab og jeg låste det op. Jeg fandt mine lektier og smækkede skabet i igen. I det samme skabslågen var lukket, bippede min telefon. Jeg tog den op og så en besked fra Noah:

"Jeg står ved din bil og venter.." Jeg svarede bare med et Ok. Luca og jeg fortsatte mod udgangen.

"Hvor bor du så henne, når nu i er flyttet helt fra Italien?" spurgte jeg ham. 

"Vi er flyttet ind i et hus omkring en halv time herfra," sagde han bare. 

"Fedt, Noah og jeg bor også lige i nærheden. Eller Noah gør, jeg skal køre 20 minutter for at komme i skole," fortalte jeg, mest for at vi ikke skulle ende ud i en akavet stilhed. 

"Min mor kørte mig i morges, hun var den eneste i familien der kunne vejen. Men jeg kører selv i morgen," sagde han. 

"Har du mange søskende?" spurgte jeg. Han havde fået det til at lyde som om han havde en kæmpe familie.

"Jeg har 5 brødre," sagde han og kiggede afventende på mig.

"Hold da op!" Han grinte ad min reaktion, han var nok efterhånden vant til at folk reagerede sådan når han fortalte det. 

"Jaa, familiesammenkomst er ikke det nemmeste. Eller var," sagde han med en lille grimasse til sidst. Han lød ikke særlig glad for at være flyttet fra Italien. 

"Er du ked af du er flyttet hertil?" spurgte jeg stille. Han svarede ikke, så jeg sagde hurtigt:

"Det er ikke for at snage, det er helt okay hvis du ikke vil fortælle det." Han ventede et øjeblik med at svare.

"Det har ikke været det nemmeste.. jeg har jo måtte forlade alle mine venner og min mors side af familien," sagde han stille.

"Det er også forståeligt, især når du altid har boet der. Så efterlader man barndomsvenner, bedste venner eller kærester," sagde jeg. Og så tilføjede jeg:

"Jeg kunne ikke forestille mig at flytte til et andet land og efterlade Noah her."

"Ja, så kan du vel godt forestille hvordan jeg har det, når det er det jeg lige har gjort," sagde han. Jeg nikkede forstående. Så kom jeg i tanke om, han havde ikke nogle til at køre ham hjem. I hvert fald ikke så vidt jeg vidste.

"Øhmm.." begyndte jeg.

"Kommer din mor så og henter dig eller vil du have et lift?" spurgte jeg.

"Jo tak, det ville da være rart ikke at skulle gå hele vejen hjem," svarede han. 

"Hvad ville være rart?" spurgte Noah, da vi åbenbart var kommet hen til bilen.

"Vi kører Luca hjem i dag," fortalte jeg så. Noah grinte. Jeg forstod ikke helt hvorfor. Men i hvert fald, vi satte os ind i bilen, mig i føresædet, Noah ved siden af og Luca bagved. Noah tændte for radioen og ud strømmede William Singes cover version af "Pony". Straks sad jeg og sang med. Det gjorde jeg altid, det var ikke rigtig noget jeg lagde jeg mærke til jeg gjorde. Det gjorde jeg bare. Vi kørte på vejen, samtidig med Luca bagved sad og guidede vejen hjem til ham.

Det ene øjeblik sad jeg i bilen, det næste øjeblik løb jeg rundt i en skov. Jeg kiggede mig omkring. Jeg havde jo lige siddet i bilen. Det eneste der var at se omkring mig var en masse høje træer. Jeg var stort set omringet. Jeg løb videre indtil jeg fandt en sti. Jeg stoppede op et øjeblik, men løb hurtigt hen mod stien. Jeg fortsatte ned ad stien og endte i en lille lysning. Alle farverne blev nærmest lysere. Efterårsbladenes farver blev kraftigere, græsset under mig grønnere og i det jeg kiggede til venstre så jeg en ulv. Den stod og betragtede. Den kom langsomt nærmere og lige idet jeg skulle til at række hånden ud for at røre dens pels, hørte jeg en velkendt stemme råbe: "Nicki, pas på!" På ingen tid var jeg tilbage i bilen. Jeg trådte hårdt på bremsen og drejede rattet for at undvige det dådyr der pludselig stod på vejen. Noah blev ved med at råbe og selvom jeg var tilbage i bilen, var mit hoved stadig i skoven. Jeg fik ikke fat i nogle af de ord han råbte. Luca sad med armene foran sit ansigt, sikkert fordi han troede vi ville ramme dådyret. Men utrolig nok nåede bilen at bremse op lige foran dådyret. Jeg åbnede øjnene, som åbenbart havde været lukket. Noah holdte op med at råbe og Luca tog armene ned igen. 

"Nicki, hvad skete der?!" nærmest råbte Noah.

"Jeg.. Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke," svarede jeg stille. Luca sagde ingenting. Noah rystede på hovedet af mig, godt klar over at det var anden gang i dag at jeg havde fået et blackout af en slags. Forskellen var bare denne gang, havde jeg rent faktisk oplevede noget imens. Jeg havde løbet i en skov med en ulv. Første gang gik alting bare i sort og jeg vågnede uden det mindste minde om en drøm eller hvad det nu var. 

"Hvor var det jeg skulle dreje, Luca?" spurgte jeg og fortsatte som om der slet ikke var sket noget. Men det var udadtil. Indenvendigt vendte og drejede alle hjulene i min hjerne for, at finde en forklaring på hvad der lige var sket. 

"Lige.. Lige her til højre," sagde Luca. Jeg drejede og han fortalte mig hvilket hus det var jeg skulle stoppe ved. Jeg stoppede ved det rigtige hus, satte ham af og begyndte så at køre mod Noahs hus. Køreturen derhen foregik i stilhed. Noah sagde ikke mere og det passede mig helt fint. Så havde jeg ro til at bearbejde hvad der var sket i løbet af dagen.

Jeg havde besvimet i morges ved synet, mindet eller hvad det nu var, af Luca. Jeg havde ikke set noget som helst. Lige pludselig blev alt bare sort. For ikke mere end 10 minutter siden, havde jeg.. Ja, hvad havde jeg? Jeg havde set mig selv, været mig selv, løbe i en skov og så mødt en ulv.

Jeg kørte ind til Noahs hus, sagde farvel og kørte så hjem. Da jeg kom ind ad døren, hængte jeg min jakke op. Min mor var ikke kommet hjem endnu. Jeg kiggede på min telefon. Klokken var 15:54. Jeg gik op på mit værelse, smed tasken, trådte ud af mine sko og smed mig så i sengen. Lige så snart mit hoved ramte puden, sov jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...