The runaway

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2016
  • Opdateret: 25 dec. 2016
  • Status: Igang
Mit navn er Celina. Jeg er meget ligesom så mange andre på min alder. Jeg går i skole, laver lektier og snakker med piger på min alder.
Der bare en ting, der er anderledens ved mig. Jeg er forældreløs, mine forældre "forsvandt" ligesom så mange andre i S.V.Æ.R.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete med dem, men de "forsvandt" og jeg ved det er skidt.
Statens vil også teste vores evner nu, og flere og flere forsvinder, men hvorfor og, hvor forsvinder de hen?

The runaway minder meget om System Problem til de af jer, der har læst den. Det er den samme histore, men er alligevel en helt anden.
Jeg har slettet System Problem og beklager, at den ikke blev færdig, men jeg synes ikke, at den var ordentlig skrevet og begynder derfor på ny med denne.
Jeg håber, at i vil nyde den, jeg glæder mig ihvertfald til at skrive den;-)

1Likes
3Kommentarer
264Visninger
AA

5. kapitel 4

„ Hvorfor kommer du først nu?" Spørger Thea mig. Vi sidder i spisesalen, men jeg spiser ikke noget. Jeg er bare ikke sulten. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal sige til Thea. Jeg kan jo ikke så godt sige, hvad jeg rent faktisk lavede.

„ Jeg glemte bare tiden," lyver jeg.

„ Nå, men jeg har fået skrevet lektierne ned. Her er dine svar," siger Thea og giver mig mine lektier. Jeg siger ikke mere og det gør Thea heller ikke. Hun kan sikkert godt mærke, at jeg ikke har lyst til at snakke. Hvorfor er jeg i det hele taget i så underligt humør? Jeg er ikke glad, jeg er ikke trist, jeg er bare sådan et sted i midten. Jeg prøver at spise maden, men jeg kan mærke den klæbe sig fast i min hals. Jeg lader være med at spise maden.

„ Er i andre så færdige med prøverne?" Spørger Thea.

„ Ja jeg er ihvertfald. Jeg håber bare, at det er gået godt," siger en tilfældig pige.

„ Det samme hos mig. Jeg er ikke i tvivl om, at det er gået godt," siger en dreng. Der er ikke flere, der siger noget, heller ikke jeg. Da vi alle er færdige med at spise, går vi.

I dag skal vi ikke i skole og jeg kigger på skemaet for at se, hvad jeg skal lave af arbejde.

Jeg skal sy. Ikke det bedste som børnepasning, hvor man bare skal lege, heller ikke det værste, hvor man skal gøre rent inkluderende toiletter. Jeg går i retning mod systuen. Systuen ligger ligeopad de mellemstebørns sovesal.

Da jeg kommer ind i det lille, mørke rum, er der to andre. Der er en pige og en dreng. Pigen ser vældig sur ud og hendes tjans. Jeg sætter mig ved en symaskine, hvor der står en seddel med, hvad der skal laves. Halstørklæder og vanter til vinteren. Tja så skal jeg jo ikke bruge en symaskine. Jeg finder tingene, jeg skal bruge og går igang. Det går i et rimeligt tempo og så kan jeg jo også tænke lidt over, hvad der skal til at ske. Det er underligt at tænke på snart at skulle afsted. Jeg har været her i ti år. Lang tid nok til at kunne huske mine forældre lidt, men også kun lidt. Det blev taget fra mig mit om natten af vagter mens jeg lå og sov i min seng. De havde været steder, hvor de ikke havde tilladelse til at være. Det er ihvertfald det fru. Smith har fortalt mig. Jeg ved ikke mere og det er heller ikke vigtigt. På samme tidspunkt som de blev kørt væk, hentede fru. Smith mig. De er væk for altid og Jeg savner dem stadig, men jeg er hader dem også for at efterlade mig her.

Jeg bliver vækket af mine dagdrømme, da de andre går ud af systuen. Jeg går med dem. Der er optælling i dag. Alle børn og unge går ud i kulden og mørket, for at komme hen til den store plads ligesom alle andre S.V.Æ.R'ere. Jeg hader at skulle kontrolleres og tjekkes, men samtidig er det også rart at komme lidt ud af fængslet. Der er meget mørkt og det er lidt svært at se vejen, men vi finder da frem. Der er mange mennesker samlet og de små babyer græder og vil bare ind i varmen.

„ Op på række," siger en vagt og alle samler sig.

„ Frem med håndledende," siger det og alle rækker dem frem. Vagterne tjekker dem hurtigt og også i dag er der en mand, hvis arm lyser rød istedet for grøn. Vagterne tager med. Han gør ikke modstand, men tårerne triller ned af hans kinder. Et barn løber grædende efter ham, men hvad jeg vil tro er barnets mor, holder det tilbage.

„ Far du må ik' gå!" Råber barnet. I mørket kan jeg ikke se om det er en dreng eller pige. Vagterne går bare hurtigere med faren. Der holder en bil til formålet, han bliver sat ind og de kører væk. Tilbage er barnet

„ Far du må ik' gå. Du skal blive her!" Alle er bare stille, bortset fra barnet, og folk går hjem.

Jeg går tilbage til "fængslet" sammen med de andre. Ingen af os siger noget. En enkelt fælder en tårer, måske fra mindet om dengang det var ham selv, hvor det ikke kun var faren, der blev taget væk, men hele familien. Gad vide, hvorfor mine forældre egentlig blev hentet om natten og ikke der på gaden ligesom barnets far, der havde været et forkert sted. En anden ting jeg heller ikke forstår er, hvorfor folk bliver ved med at være steder, hvor de ikke må være. De ved jo godt, at det bliver opdaget. Vi når tilbage til fængslet også her skal vi tælles op.

„ Op på række. Frem med håndledende." Alle de andre er stadig i dårligt humør og jeg vil bare gerne i seng og tænke over tingene. Jeg skynder mig mod døren, men af en eller anden grund bliver jeg holdt tilbage af en vagt.

„ Vil de venligst følge med frøken. Moore," siger vagten meget alvorligt. Han står meget tæt på mig og jeg kan mærke hans ånde. Jeg orker ikke at tage stilling til det her, men hvad har jeg gjordt siden jeg skal med? Salen bliver hurtigt ryddet for mennesker. Der er kun mig og fire andre tilbageholdte. Vagterne føre os ud i gården med træet buskene og bænken. Jeg har jo ikke været steder, hvor jeg ikke må være. Jeg gør alt, hvad jeg skal.

„ Hvad skal vi?" Spøger en af de små, der er blevet holdt tilbage. Ingen af vagterne svarer og jeg ved det jo heller ikke. Udenfor er det kun blevet mørkere og der er stadig koldt. Vi venter og i meget langtid, men det kan selvfølgelig også godt være, at det føles sådan på grund af anspændtheden. De små er meget urolige og utrygge og vi andre har det på samme måde. Der kommer en bil i mørket. Den er stor, sort og meget anonym. Vagterne fører os hen til den og vi sætter os. Kun en vagt sætter sig med ind i bilen og ellers er der bare en chauffør. Så kører vi ud i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...