The runaway

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2016
  • Opdateret: 10 nov. 2016
  • Status: Igang
Mit navn er Celina. Jeg er meget ligesom så mange andre på min alder. Jeg går i skole, laver lektier og snakker med piger på min alder. Der bare en ting, der er anderledens ved mig. Jeg er forældreløs, mine forældre "forsvandt" ligesom så mange andre i S.V.Æ.R. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete med dem, men de "forsvandt" og jeg ved det er skidt. Statens vil også teste vores evner nu, og flere og flere forsvinder, men hvorfor og, hvor forsvinder de hen? The runaway minder meget om System Problem til de af jer, der har læst den. Det er den samme histore, men er alligevel en helt anden. Jeg har slettet System Problem og beklager, at den ikke blev færdig, men jeg synes ikke, at den var ordentlig skrevet og begynder derfor på ny med denne. Jeg håber, at i vil nyde den, jeg glæder mig ihvertfald til at skrive den;-)

1Likes
2Kommentarer
98Visninger
AA

2. kapitel: 1

„ Op på række." Endnu en dag. Endnu en optælling. En til, der siger, hvad jeg skal gøre og ikke skal.

„ Frem med håndleddene." Endnu en, der læse min chip og ser, hvor jeg har været hele dagen.

„ Okay folkens nu kan i gå hjem." Endnu en dag, hvor de siger det, selvom de lige om lidt stopper nogen op og tager dem med. Endnu en dag, hvor der er nogen, der ikke kommer tilbage igen. Ligesom med mine forældre. Mine forældre kom heller ikke tilbage.

Jeg går sammen med de andre forældreløse. Ingen af os siger noget, vi har præcis 20 minutter til at komme tilbage til børnehjemmet eller fængslet som jeg kalder det. Jeg kalder det for fængslet, fordi det er det, det egentlig er. Vi har intet at skulle have sagt omkring, hvad vi vil lave, vi går i skole, så på arbejde og ellers opholder vi os på vores værelser. Udseendet ligner også et fængsel, det er gråt og der er tremmer for vinduerne. Der er heller ikke nogen legeplads eller noget andet, der indikerer, at her er børn og unge tilstede - meget som et fængsel.

Vi når hen til fængslet og går gennemporten. Der er pigtrådshegn, der omkredser fængslet og vagterne har fortalt os, at der også er strøm i.

I fængslet er der en lille have, hvis man kan kalde det, det. Der er et træ og to busk, under træet er der også en træbænk, men der er næsten aldrig nogen, der bruger den.

Vi går stadig videre og når ind i selve fængslet. Vi maser os ind i bygningen og i rækker på tre ad gangen, går vi gennem gangene, indtil vi når endestationen, hvor et stort gråt fællesrum er. Som vi når ind, stiller vi os i fire endeløse rækker, man skulle ikke tro, at der fandtes som mange forældreløse i S.V.Æ.R. Der burde ikke findes så mange forældreløse, men ligesom mine, er mange af de andres forældre også "forsvundet". Også her skal vagterne tjekke, hvor jeg har været hele dagen, som om de ikke kunne sige det dem selv. Selvfølgelig har jeg været her hele dagen, har jeg overhovedet et valg. I princippet kunne jeg da lade vær med at gå tilbage efter scanning, men det ville jo bare være et spørgsmål om tid, før de havde fundet mig igen, de finder altid folk igen.

„ Frem med håndleddet." siger vagten til mig, jeg har helt glemt at være nærværende og 12-13 vagter er igang med at scanne vores håndled. Scanneren lyser grønt, altså har jeg kun været de steder, jeg har tilladelse til at være henne i dag. Vagten går videre og jeg bliver en smule lettet, endnu en dag, hvor jeg ikke "forsvinder".

Alle bliver scannet og vi går igen ud af lokalet i en stor flok. Som vi går gennem gangen bliver vores gruppe mindre og mindre. Først går de små fra 0-6 over på deres afdeling, så de 6-12 årige hen til deres og så kommer min afdeling for de 12-18 årige. Jeg og de andre når hen til en automatisk dør, hvor der står U.S på. Udslusning betyder det, her bliver vi forberedt på vores fremtidige liv. Vi lærer at gøre rent, lave mad og passe børn. Personligt har jeg aldrig forstået, hvorfor vi skal lære at passe børn. Der er alligevel aldrig nogen, der vil lade en fra S.V.Æ.R passe deres barn. Hvem ville dog lade en, som staten ikke engang selv stoler på, passe sit barn. Men der må jo selvfølgelig, også være en eller anden grund til, at de underviser os i det.

Jeg og alle pigerne går ind på vores sovesal og opholdsrum. Her er døren ikke automatiske, men en gammel trædør, hvor der står p for piger på.

Hele sovesalen er rimelig gammel og gulvet er lavet af træ, også væggen er lavet så det ligner træ, men i virkeligheden er det nået helt specielt udbrydersikkert materiale, er vi blevet fortalt. Ellers er der bare, massere af gamle, brune senge på lange rækker, to sofastole i det ene hjørne og et lille vindue, der kan åbnes halvt.

Jeg går hen til min seng, og finder mine lektier frem. Jeg mangler stadig mine matematik lektier eftersom, at det ofte tager mig lidt længere tid at få dem lavet end de andre.

„ Mangler du også at lave dine matematik lektier?" Spørger Thea om. Thea laver næsten altid lektier sammen med mig. Eller jeg laver dem og så er hun med til at skrive ned, men det er rart at være sammen med en anden om at lave det.

„ Ja, du kan bare sætte dig her og lave dem sammen med mig." Siger jeg. Thea sætter sig og straks begynder jeg at komme med forslag til, hvordan vi kan regne tingene ud, mens Thea yndigt ser til og nikker. Vi er næsten færdige, da klokken ringer, til spisning, og alle pigerne nærmest løber ud af salen. Selv lægger jeg forsigtigt mine lektier på sengen og går ud til spisning, dog går jeg i et godt tempo for ikke at komme forsent.

Der er helt stille ude på gangen, og ikke et eneste mennesker noget, der ellers sjældent sker. Jeg nyder freden og af en eller anden underlig grund, føler jeg alt inden i mig er fuld af glæde, selvom der slet ikke er nogen grund til det. Jeg smiler for mig selv og betragter murerne omkring mig, men kommer så i tanke om, hvad jeg skulle og skynder mig så hen til spisesalen. Jeg går så hurtigt jeg kan, men føler stadig, at det ikke er nok og begynder at løbe. Jeg løber og løber, tilsidst løber jeg ind i døren!

Døren åbner og ind vælter jeg og ryger pladask ned på gulvet. Jeg tiltrækker alles opmærksomhed, PINLIGT!!!

Det er som om seconderne står stille, og nærmest i trance bliver jeg, halvt liggende på gulvet. Ingen af pigerne siger noget, mange af, de ældre pigers ansigter trækker ikke engang en mine, men jeg kan se på de små, at de synes det er lidt sjovt.

„ Jamen goddag frøken Moore. Hvis De vil være så venlig, unden videre distraktion og sætte dem på Deres plads." Siger fru. Smith, forstander inden på stedet. Det er stadig ud over min fatte evne, at hun rent faktisk kan være gift.

Jeg rejser mig op fra det kolde gulv og går stille hen til bordet. Imens overvejer jeg mulighederne for, at ingen lagde mærke til min pinlige bedrift, ud over fru Smith. Der var ingen.

„ Som jeg var igang med at sige før. Vil vi i løbet af de næste uger, lave prøver, både i jeres boglige evner, men også jeres evner i køkkenet, børnepasning og sportslige præstationer." Fru. Smith bliver afbrudt at pigerne, der hvisker omkring, hvorfor det mon sker. Fru. Smith behøver kun et lille falsk host, før pigerne ved, at de skal tie stille.

„ Vi vil altså teste jeres evner og håber, at i vil gøre os stolte. I må nu spise." Siger fru Smith afsluttende og vi begynder alle at spise. Som fru. Smith sætter sig ned, synes jeg, at hun for et alvorligt ansigt udtryk, eller mere alvorlig, det er jo fru. Smith.

Jeg spiser i tavshed, det gør de fleste af os, men enkelte steder kan man høre piger, hviske og det er ikke svært at gætte sig til, hvad de hvisker omkring.

„ Gad vide, hvorfor skal have prøver? Det gør vi da ellers aldrig." Spøger en pige pludselig og det er lige før jeg for et chok.

„ Måske er det bare for at få et overblik over, hvordan vi klarer os." Er der en, der foreslår.

„ Men, hvorfor skulle det være så vigtigt for dem at få det at vide nu? Og, hvorfor vil de vide, hvordan vi klare os i idræt?" Spørger hende den første igen.

„ Måske vil staten se, om de kan bruge nogen af os." Siger jeg og jeg kan se på de andres forfærdede blikke, at det ikke er en mulighed.

„ Staten vil da aldrig ansætte nogen som os!"

„ Nej de ved jo ikke om de kan stole på os!"

„ Hvis de gjorde det, ville de jo kunne risikere, at få nogen, der ville ødelægge staten!" Efter det bliver der stille ved bordet. Statens sikkerhed er som regel et dårligt emne at komme ind på. Så ringer klokke igen og alle tager deres tallerkner med ud.

Mens jeg ligger i min seng i sovesalen overvejer jeg lidt. Hvorfor vil de teste os og, hvorfor lige nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...