Born Wild

Maggie McCarthy falder ned fra himlen, uden sin hukommelse lander hun i Neverland, de overnaturliges verden. Men før faldet mødte hun Afrodite kærlighedens gudinde, som fortæller hende at hun må standse krigen. Men så enkelt en opgave er det ikke, Maggie havde engang været dybt såret af hendes elsker og har derfor svært ved at lukke folk ind. Dette er en af de få minder Maggie har om sit tidligere liv i menneskenes verden.

0Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

2. Intet hjernemønster?

Tidligere

Var jeg overhovedet parat til at dø?

   Nej, jeg føler der var et eller andet jeg manglede at gøre. Jeg åbner øjnene og retter min koncentration, mod jorden. Hvis bare jeg lander perfekt vil jeg måske have en chance for at overleve. Jeg rammer jorden med et brag og sender en skarp smerte op i mine ben. Og i næste sekund rammer min hånd jorden og sender en ligeså skarp smerte op i hånden og armen.

   Jeg åbner øjnene med et sæt og kiggede op på de stirrende øjne. Jeg klarede det! Jeg klarede det faktisk! Jeg rejser mig og mærker, hvor lettet jeg er. Et kort øjeblik lukker jeg øjnene og mærker en forventning. En forventning om en forfærdelig smerte, der aldrig viser sig. Hvorfor jeg har den forventning ville forblive et mysterium.

   Det eneste jeg får ud af det, er en stilhed. Ingen taler, røre sig eller noget som helst, som laver en lyd. En knappenål kunne høres. Hvis altså nogen tabte en, selvfølgelig. En anelse skræmmende, hvis du spørger mig. Jeg mærker, hvordan luften leger blidt med mit brune hår. Mit hår måtte have været sat op i en flot frisure før det blev vådt, så flere lokker sad løst og hang livløst ned i ansigtet på mig.

   Jeg trækker vejret dybt og lukker endnu en gang øjnene. Følelsen af jordlugten, der fylder mine lunger sender en lettet følelse gennem mig. Den virker velkendt, men samtidig så fjern og fremmed, men der var også en metallisk lugt. Lugten fylder mig med udhungrende sult. Jeg åbner øjnene igen og ser mig omkring, men en masse mennesker skygger hele vejen rundt. Efter jeg har givet mit hoved en ordentlig snurre tur, trådte en høj fyr ud af cirklen med et flirtende smil klistret på læberne.

   ’’Jeg er Marc Fallen,’’ siger han og rækker en hånd frem. Jeg stirrer på hånden og skød spørgende et bryn i vejret. Jeg kunne ikke lade vær. Alting er så fremmed for mig nu. ’’Det er en høflig måde at sige goddag på.’’ Jeg nikker og tager fat med pege- og tommelfinger om hans håndled. Nu var det hans tur til at løfte det ene øjenbryn.

’’Okay?’’ Jeg trækker hånden tilbage og giver mig til at tjekke Marc ud. Hans mørke hår bliver løftet en smule op af luften og skygger for hans smukke brune øjne. Jeg betragter ham nøje, da han fjerner håret og kaster det blidt tilbage, hvor det havde lagt i en perfekt frisure og bed mig i underlæben. En brise kaster mit hår i ansigt på mig som jeg blidt vifter tilbage, men da jeg trækker hånden til mig er den fyldt med noget rødt klistrende stads. Jeg prikker til det med min rene hånd. Det klistrer sig fast på min pegefinger.

’’Mmh, jeg vil gætte på det der er blod,’’ siger Marc med et træk på skuldrende. Jeg lugter til det og den samme metalliske lugt brænder i mig.

’’Dit blod ligner vampyrblod.’’ Jeg gisper da det sidste ord forlod hans læber. Jeg træder automatisk et skridt tilbage.

Lige da ordende havde forladt hans mund begynder en mumlen i cirklen omkring ham og jeg. Forskellige ord, men samme mening. Jeg prøver at forstå hvad de sagde, men de fleste er for langt væk til at jeg kan tyde det, andre mumler i munden på hinanden så det ikke gav mening.

’’Susanne, hun …  hun har intet mønster. Hvordan kan hun så være vampyr,’’ siger en af de forreste piger mumle til en hende ved siden af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...