Born Wild

Maggie McCarthy falder ned fra himlen, uden sin hukommelse lander hun i Neverland, de overnaturliges verden. Men før faldet mødte hun Afrodite kærlighedens gudinde, som fortæller hende at hun må standse krigen. Men så enkelt en opgave er det ikke, Maggie havde engang været dybt såret af hendes elsker og har derfor svært ved at lukke folk ind. Dette er en af de få minder Maggie har om sit tidligere liv i menneskenes verden.

0Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

3. Evnen til at se

Tidligere

''Susanne, hun... Hun har intet mønster.''

 

Jeg gør store øjne og presser læberne sammen til en tynd streg. En skælven får min krop til at ryste og hårende rejser sig. Mit syn bliver tåget i få sekunder og svimmelheden strejfede mig kort, før det forsvinder ligeså hurtigt som det kom. Marcs øjne lyser af bekymring da han ser undersøgende på mig. Det lod til at han har bemærket min tilstand for få sekunder siden.

  Jeg ser rundt og får kun et kort syn af stor smuk sø som jeg kun kan skimte lidt af, da udsigten herfra ikke er særligt godt. Man skal kigge over mindst 100 personers hoveder. Jeg ser ned af mig selv, godt træt af al den intense stirren og lægger mærke til at jeg har en, engang hvid kjole på. Gad vide hvad jeg havde lavet før jeg faldt. Jeg ser på den med et opgivende blik og læner mig ned og tager fat omkring den. Den er hærget her, og der, med en tilføjelse af jord og den samme røde stads fra før, bedre kendt som ’blod’.

   Jeg tager fat i den nederste del af kjolen. Jeg river i stoffet og får revet et godt stykke af. En masse gisper, da de nok ikke havde regnet med at jeg ville rive kjolen i to. Jeg ser undersøgende på kjole og kan ikke skjule min overraskelse over at kjolen stadig er udsøgt, selvom den er våd, dækket af jord og blod. Kjolen er blevet en del kortere og viste et lille stykke af mine bare ben og fødder. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har pludselig en kæmpe trang til bare at grine, grine og grine, da det hele kommer til mig. Måske er jeg en vampyr, men et eller andet inde i mig benægter det. Men hvorfor?

   En dyb, dyb sorg breder sig i brystet på mig med et hjerteslag. Et halvkvalt skingert skrig kommer ud af min mund. Jeg falder ned på knæ med hænderne for hjertet. Den dybe sorg bliver kun værre og værre. Jeg prøver at rejse mig op, men må give op og falder sammen igen. Smerten begynder at brede sig fra hjertet til resten af kroppen i slowmotion.

''Hvad sker der med hende?'' råber en dreng. Han lød fjern, men alligevel som om han står tæt på mig. Jeg vender mig sløvt om og stirre tomt ud i luften.

''Hent Faith! Skynd jer, hun holder op med at trække vejret,'' råber Marc til en pige, som skynder sig afsted. Hans stemme var ligeså fjern som den drengens. Jeg glipper med øjnene et par gange og lægger mærke til at Marc havde ret. Mine vejretrækninger er blevet til hæse gisp og gør det svære for mig at trække vejret ordentligt. Det begynder at lysne for mine øjne, som nogen lyste en skarp lommelygte direkte i øjnene på mig.

’’Melody!’’ kalder en fjern stemme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...